Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/3 side 52
Klip fra pressen
Foto af Thorkil Schultz Nielsen
 
Ingen behøver at sulte!
af Thorkil Schultz Nielsen
 
Under overskriften "Jordens befolkning behøver ikke at sulte" i Politiken fra den 17.9.1995 interviewes Per Pinstrup-Andersen, der er generaldirektør for IFPRI, som er det internationale forskningsinstitut for fødevarepolitik med hjemsted i Washington. En lang række eksperter søger her tværfagligt at udarbejde en prognose for, hvordan den globale fødevaresituation er om 25 år.
Det er udelukkende den politiske vilje, der er afgørende for, om jordens befolkning skal sulte i år 2020. Rent teknisk er der ingen hindringer for, om det kan lade sig gøre at brødføde de 2 mia flere mennesker, som der skønnes at være til den tid. Per Pinstrup-Andersen udtaler, at det er et spørgsmål, om der er tilstrækkelig vilje til at træffe beslutninger og derefter handle efter dem. Han er af den opfattelse, at der med de kendte ressourcer er mad nok til alle.
Helt konkret peger Per Pinstrup-Andersen på væsentligheden af, at der investeres i landbrugsforskning i den tredje verden. Da fremtidens landbrug efter hans mening afhænger af den bioteknologiske udvikling, skal der ikke kun forskes med udgangspunkt i industrilandenes behov, men også med henblik på den tredje verdens landbrug.
Set i kosmologisk belysning må det tilføjes, at den politiske vilje afhænger af de enkelte befolkningers bevidsthed generelt, idet det er denne bevidsthed, der er baggrunden for, hvilken politisk vilje der kommer til udtryk. Bevidstheden hos det enkelte menneske afhænger af de erfaringer, det indtil nu har fået i denne og i tidligere inkarnationer. Et folks samlede bevidsthed giver sig udtryk gennem de enkelte menneskers samlede erfaringer. Hele verdens bevidsthed giver sig til udtryk gennem de enkelte landes eller folks bevidsthed, som jo er udtryk for det samlede antal menneskers bevidsthed.
Om der er politisk vilje for, at ingen skal sulte her på jordkloden om 25 år, afhænger af, hvilke erfaringer menneskeheden som sådan får i løbet af de næste 25 år. Konklusionen, som Per Pinstrup-Andersen kommer frem til, nemlig at det udelukkende er den politiske vilje, der er afgørende for, om jordens befolkning skal sulte, er således i sin grundtanke rigtig, når det ses i dette lidt større perspektiv. Spørgsmålet er imidlertid, om menneskeheden allerede på dette tidspunkt, altså i år 2020, har nok medmenneskelige erfaringer til at fordele verdens fødevarer på retfærdig vis, således at ingen går sultne i seng. Det vil vise sig til den tid og må således stadigvæk stå hen i det uvisse.
Her skal nævnes en meget væsentlig faktor i forbindelse med ovennævnte problematik om fødevarefordeling. Martinus forudser i sin kosmologi, at det enkelte menneske på et tidspunkt i sin udvikling nødvendigvis må blive vegetar. Efterhånden som menneskene over hele jordkloden bliver mere og mere humane, vil de ikke kunne nænne at spise dyr.
 

"Politisk vilje om folk skal sulte"
Tegning: Mars
 
Der er altså også her et område, hvor det er nødvendigt for det det enkelte menneske at få erfaringer. Den smerte, mennesket får ved at være kødspiser, vil på længere sigt få det til at indse, at dyr også er væsener, man skal passe på og værne om og ihvertfald ikke spise. Karma er ikke kun et mellemmenneskeligt anliggende, det er også et anliggende mellem mennesker og dyr. I takt med de smertefulde erfaringer, som mennesket her får, bliver det på længere sigt bevidst om ikke at spise kød. Dette hører med til menneskets humaniseringsproces.
De fødevarer, der skulle have været brugt til at fodre dyrene, kan i stedet bruges til at føde mennesker. Værdien af denne vegetariske føde er langt større i det øjeblik, den ikke skal igennem dyrenes led i fødekæden.
Disse erfaringer er således med til, at der er tilstrækkeligt med føde til alle mennesker på jordkloden, om det så bliver i år 2020 eller senere.
Med hensyn til vegetarkost kan her anbefales Den ideelle føde skrevet af Martinus.