Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/10 side 198
Nyt fra Martinus Center i Klint
 
Ikke "bare" studier i Klint
af Erik Bech Olesen
 
På vore forårs- og efterårskurser bliver der også tid til andet end at holde næsen godt begravet i bøgerne, at lytte til interessante foredrag og at være med i engagerende studiegruppevirksomhed.
Vi prøver at give en del plads på skemaet til det, vi kalder socialt samvær. Det kan være te- og kagesammenkomster. Det kan være en interessant film, som vises i foredragssalen, og det kan være solnedgangsture osv.
Populære er ikke mindst vore ugentlige udflugter. Det er som regel midt i ugen og starter efter undervisningen. Turen kan vare fra 4-6 timer og med op til 25 deltagere.
F.eks. i maj i år var vi først på vandretur i Ulkerup bøgeskov med landsbyen Ulkerup, som blev nedlagt i 1700-tallet. På billedet ser vi udflugtsdeltagerne ved den gamle teglværkseg, som er over 400 år gammel og 28 m høj. Egetræet er jo på en måde et fint symbol på både sagens og esperantobevægelsens vækst, nemlig langsom, men kraftfuld.
En anden tur gik til den meget smukke og interessante ø, Nekselø, som ligger i Sejrøbugten bare 20 min. sejltid fra Havnsø. Endelig har vi haft en tur til Grevinge skov med de mange fortidsminder, bl.a. hævdes en af dem at være Hamlets grav. Senere gik turen tværs gennem Odsherred, og vi fik et godt indtryk af det smukke landskab og den varierede topografi, som indebar, at vi snart kørte på områder, som lå under havoverfladen og snart var på udsigtstoppe, som gav et strålende udsyn over store dele af området.
Det skal ikke hemmeligholdes, at et overordentligt vigtigt og hyggeligt indslag i udflugten er et besøg på en kro eller et andet serveringssted. Her sker det, som det som regel altid sker med vegetarer, nemlig at de lader sig friste af søde sager som kakao med flødeskum, højtbelagte lagkager og andet godt og usundt, men dejligt velsmagende alligevel.
Hvor turen skal gå til næste gang? Ja, det er op til den eller de, som tager initiativet, og det skal være en overraskelse.