Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg for snart mange Aar siden første Gang hørte Martinus tale over sine Symboler, og altsaa første Gang stilledes overfor hele hans gigantiske Verdensbillede, var der en Tanke, som bagefter beherskede hele mit Sind og gjorde mig meget nedslaaet, nemlig den: "Hvor skal man dog være intelligent for at følge med i alt det". At denne Tanke var affødt af en Følelse af Mangel paa den Begavelse, der syntes mig Forudsætningen for at begribe denne Mands storslaaede Tankebilleder, forekommer forhaabentlig indlysende. Jeg erindrer, hvorledes jeg Dagen efter havde et underligt Sug om Hjertet, en Følelse af at have set ind i et Land, hvis Skønhed, jeg paa Grund af manglende Evner foreløbig maatte forsone mig med, maatte være lukket for mig. – Et Land som jeg dog saa inderligt havde længtes efter at møde og drømt om at opleve.

Senere i Livet har jeg adskillige Gange mødt den samme Opfattelse hos Mennesker, der lige saa inderligt som jeg selv den Gang, begærer at leve i denne Mands Viden, men som ogsaa føler sig i første Omgang lukket ude paa Grund af indbildt manglende Evner, nærmest koncentreret i Begrebet "manglende Intelligens". Jeg vil derfor i det efterfølgende prøve kort at undersøge, i hvor høj Grad det, vi idag forstaar ved "Intelligens", er en betingende Nødvendighed for Forstaaelsen af Martinus.

Hvad er Intelligens? En Egenskab ved det levende Væsen, en Evne til at korrespondere med den af Tilværelsens seks Grundenergier, der ligger til Grund for et Menneskes Evne til at analysere, definere. Med andre Ord, den Evne, der ligger til Grund for det, vi idag kalder "Videnskab". Alene Ordet "Videnskab" udøver en vis Suggestion over de fleste, i Bevidstheden danner der sig en Forestilling om noget meget stort og ophøjet, noget for det almindelige Menneske utilgængeligt. Denne Forestilling, der mere er et Resultat af udefra paaførte Forestillinger end af Selverkendelse, kan være farlig, fordi den ret ofte i et Menneskes Sind udløser noget, man populært kalder Mindreværdsfølelse. Kløften mellem den lærde Mand og den læge Mand begynder her at blive synlig, saa synlig at man kan møde Mennesker, der spørger, med hvilken Ret man beskæftiger sig med saa svære Problemer og offentlig docerer dem, naar man ikke selv har "studeret", ikke selv repræsenterer nogen anerkendt "Akademisk Grad". Hostrups Forestilling om at "Herrer vi er i Aandernes Rige" sidder dybt i manges Sind, dybest maaske hos dem, der ved Hjælp af en medfødt Reproduktionsevne naaede frem i Livet til med Rette paa Visitkortet at lade trykke et "Cand." et eller andet.

Sandt nok at Videnskab er noget ophøjet, og at Dyrkelse af den ogsaa er noget ophøjet, men – og der er et endog meget synligt "men" i den Forbindelse, og det er, at for det første er ikke alle, der kalder sig "Videnskabsmænd", dette i Ordets dybeste Betydning, thi dertil kræves mere end Eksamenskarakterer, der jo blot hyppigt er et Reproduktionsresultat, dertil kræves ogsaa Evnen til at korrespondere med Intuitionsenergien, og til den Korrespondance kræves en Sindets Ydmyghed, som endnu ikke er altfor almindelig i den akademiske Verden. Men ogsaa en anden og meget vigtig Faktor kommer her til Syne, og det er den Forveksling mellem Begreberne "Videnskab" og "Visdom", som altfor hyppigt finder Sted i mange Menneskers Sind. Videnskabsmand i den gængse Betydning kan ethvert normalt Menneske naa frem til at kalde sig, dertil kræves blot den Smule Overskud af Intelligens, der lader Individet gennemskue alle de Erfaringer, tidligere Tiders Mennesker har indsamlet paa alle Omraader, og saa en nogenlunde god Hukommelsesevne, altsammen mobiliseret til Fordel for Erhvervelse af denne eller hin akademiske Grad. Men er denne "Grad" saa igen identisk med oplevet "Visdom"? Nej, at begribe en Ting intelligensmæssig er ikke det samme som at kunne føje den ind blandt alle andre erkendte Ting og derigennem se en Bekræftelse paa Guds Eksistens. Tværtimod bliver vi jo atter og atter Vidne til, at mange Mennesker igennem det, de teoretisk erkender, – altsaa ved Hjælp af deres fremragende Intelligens, – bliver mere og mere gudløse. Deres Detaillekundskab bliver saa fremragende, at den virkelige Verden gaar under i deres Bevidsthed, og kolde, døde Kloder svæver rundt i deres Sind. Stoffernes Verden eller X.3. er ved Hjælp af deres egen Intelligens blevet forstørret op i et saadant Format, at Udsigten til den virkelige Verden er blevet skjult, Guds "Stemme" er forstummet, – tilsyneladende!

Men ogsaa kun tilsyneladende. Thi kun kort Tid lever et Menneske i Fred i Intelligensens kolde Verden. En Faktor, som for en almindelig Videnskabsmands Syn kun synes at kunne rubriceres under Begrebet "Tilfældighed", holder sit Indtog i hans Liv, – Lidelsen.

Og her er vi ved det, jeg ønsker at sige i Forbindelse med Begreberne "Intelligens" og "Talent". I den virkelige videnskabelige Forskning – og Videnskabsmand er ethvert Menneske indenfor det Omraade, hvor det er i Stand til klart og skarpt at kunne gennemanalysere sit eget bevidst oplevede Erfaringsmateriale, enten det saa har en akademisk "Grad" eller ej, – spiller Begrebet "Følelse" d. v. s. den ved "Lidelse" erhvervede Evne, en mindst ligesaa stor Rolle, som "Intelligens", og virkelig Viden, d. v. s. Visdom, bliver kun det, som baade Forstandens og Hjertets Stemme har accepteret. Men da det er den Grad af Visdom, et Menneske har naaet, der er bestemmende for dets Handlemaade, ja saa er det, man i selve Livet atter og atter oplever, at Begrebet "Ædelmodighed", som jo er Visdommens højeste Kendemærke, mindst ligesaa ofte udløses af de, der tilsyneladende ikke er saa intelligensmæssig fremskredne, som de, der har erhvervet sig højt anerkendte videnskabelige Grader.

Nej, til Forstaaelse af Livets største Dybder, de kosmiske Sandheder, kræves der ikke andet og mere end et gennemsundt aandeligt Syn paa Livet, et Syn der, friet for Selvtilbedelsens aandeligt dødbringende Illusion, lader Mennesket se sig selv, hverken som "stor" eller "lille" men derimod som Udtryk for den Tilstand, Nazaræeren understregede med Ordene, "Menneskesønnen er ikke kommet til Verden for at lade sig tjene, men for at tjene!" I Lyset af den Tilstand, som disse Ord udtrykker, fødes det Talent, hvormed Martinus Arbejde bliver den studerendes Ejendom. Her bliver Maalestokken for et Menneskes "Storhed" ikke de videnskabelige Grader, det repræsenterer, men derimod den Grad af Næstekærlighed og Hensynsfuldhed, det formaar at lægge for Dagen. Fremskreden Intelligens i Forbindelse med fremskreden Følelse, er en vidunderlig Bevidsthedskombination, som er i allerhøjeste Grad eftertragtelsesværdig, men en Tilbedelse af Intelligens alene er en unødvendig Omvej til den Lykke, enhver er i Stand til at opnaa.