Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Som finale på 3 år og 4 måneders rejse kigger jeg nu tilbage på den eventyrlige kosmologiske jordomrejse, der har bragt mig igennem Nord- og Sydamerika samt New Zealand og Australien.

I begyndelsen af marts drog jeg en regnfuld morgen med færgen fra Wellington til sydøen, hvor jeg samme aften ankom til byen Nelson. Jeg ringede til den teosofiske loge, og det viste sig, at de netop selvsamme aften havde et møde, og dermed fik jeg mulighed for at præsentere introduktionen til Martinus kosmologi sammen med en mindre symbolgennemgang for en begejstret forsamling. Turen fortsatte sydover langs vestkysten og bjergkæden Southern Alps, som fik mig til at mindes Tolkien's beskrivelser af det eventyrlige bjerglandskab i "Ringens Herre" og at filosofere over denne bogs handling som analog med den nuværende globale kosmiske krig, der er i gang imellem de to verdensimpulser.

Udover de tilsammen 9 positivt modtagne foredrag blev det også til 5 seminarer om "den bevidste brug af musik og farve", som jeg afsluttede med at fortælle om, hvordan jeg selv er blevet i stand til bedre at forstå, specielt ved hjælp af Martinus symbol "grundenergiernes kombinationer". Jeg besøgte også 11 førende boghandlere, som sælger metafysiske og filosofiske bøger, og introducerede for dem eksistensen af Det Tredie Testamente og fortalte om dets kommende tilgængelighed på engelsk, da det viste sig, at de new zealandske boghandlere oftest bestiller deres bøger direkte i England eller USA.

 

 

Kiwierne, som new zealænderne foretrækker at blive kaldt, udviste en seriøs interesse for de kosmiske analyser, og flere kommentarer lød på, at man godt kunne forestille sig Martinus' værk som en naturlig del af studiet af åndsvidenskab ved de forskellige teosofiske loger. Så den 1. april, efter tre hektiske måneder med 13.000 kørte kilometer og 15 kulturelle optrædener bag mig, lettede jeg og motorcyklen med fly til Sydney i Australien, da sømandsfagforeningen ikke tillader udlændinge at arbejde på skibe imellem New Zealand og Australien.

Igen måtte jeg først køre en rundtur for selv at arrangere foredragene hos de lokale loger. Først gik turen et smut 1.000 km nordpå til Brisbane, før jeg i maj besøgte hovedstaden Canberra og Melbourne sydpå, og så videre nordvestover til Adelaide. Alle stederne lykkedes det på kort tid at få arrangeret Martinus-foredrag, kulturelle forestillinger og musik & farve-seminarer. Så skulle hjertet af Australien krydses, igennem det ørkenagtige busklandskab, hvor jeg oplevede helt utrolig øde områder. Efter to ugers rejse, kun med nogle få dages stop i Alice Springs, ankom jeg til den nordøstlige grønne og frodige tropiske del ved Cairns. Der opsøgte jeg den teosofiske loge i Atherton, som jeg i forvejen havde skrevet til og fortalt, at jeg ville ankomme den 28. maj, og at de var velkomne til at arrangere et foredrag hvis muligt. Det var det første Martinus-foredrag i Australien for en enthusiastisk forsamling, hvor der endda også blev arrangeret et musik & farve-seminar dagen efter. Jeg vendte tilbage til foredraget i Sydney den 10. juni efter foredragene i Brisbane og på Guldkysten og da med yderligere 15.000 km på speedometret og -sprængfyldt med indtryk fra gennemrejse af halvdelen af det australske kontinent. I løbet af den australske vinter fik jeg holdt resten af de tilsammen 7 rene Martinus-foredrag, der blev modtaget med en reserveret men dog positiv holdning til de kosmiske analyser. Det verdensbillede, jeg prøvede at give en introduktion til, bl.a. ved hjælp af gennemgang af nogle af symbolerne, var jo ikke nyt for teosofferne, men dog blev det indrømmet, at symbolerne var af så speciel natur, at Martinus' værk udskiller sig fra den store mængde af tilsvarende værker, der hovedsageligt er tilgængelige i den engelsktalende verden.

Efter mange forgæves forsøg på at finde skibslejlighed til Hong Kong lykkedes det dog endelig i slutningen af september, hvor jeg med 107.000 km på speedometret rullede ind på et norsk containerskib i Sydney's havn efter 1/2 års travlhed med 15 seminarer og 8 optrædener. Nu galdt det det sidste store mål, nemlig Kina, og under sørejsen fik jeg færdiggjort et foredrag, "en sammenligning mellem kinesisk kosmologi og Martinus kosmologi".

Men ved ankomsten den 19. oktober til Hong Kong, på dagen for børskrakket, så var livets direkte tale til mig, at der ikke ventede mig nogen invitation til indrejse i Kina fra den kinesiske esperanto-forening. Jeg måtte da fortsætte med det norske skib til Japan og via Nordamerika og Panama kanalen til Europa, hvor jeg 2 1/2 måned senere ankom til Danmark 2. juledag '87.

Som Martinus selv har nævnt det, så er Det Tredje Testamente primært skrevet for de kommende generationer, og jeg må give Martinus ret. De mennesker, der for øjeblikket er søgende, når vi taler om den engelsktalende verden, "sulter" ikke. Der findes tilstrækkeligt med åndelig "føde", som er frit tilgængelig, og hver dag falbydes endda mere og mere. Der er noget, der tyder på, at det behov, som Martinus selvoplevede der var i Danmark for hans kosmiske analyser fra 1930'erne, er i færd med at blive mættet på grund af den voksende indflydelse af den nye verdensimpuls. Imidlertid er der meget af denne åndelige føde, som i dag kan henføres under begrebet "falsk lære", men ikke destomindre er det jo også vejledning mod det evige lys. Den åndsvidenskab, som Martinus så fint har bidraget til med sit værk, må vi til gengæld forstå, endnu kun er i færd med at blive født og først rigtig vil se dagens lys, når mørket her på jorden har kulmineret. Selvom mange er blevet sure og skuffede over, at Det Tredje Testamente endnu ikke ligger klart på engelsk og andre sprog, så må jeg personligt sige, at dette jo er såre godt, for verden er endnu ikke moden – hvilket loven for tiltrækning tydeligt viser.

Jeg er meget taknemmelig over den lærdom og oplevelse, jeg har fået i arbejdet med at så "kosmologiske frø", men jeg må altså erkende, at "marken" endnu ikke er frugtbar nok. Vi har altså tiden foran os og det kosmiske klarsyn og lys, som Martinus' værk indeholder, skal nok komme til sin gavn, når dets tid er inde. Vi må alle lære at mestre tålmodighedens kunst og forstå, at missionærernes tid er ovre. Selvom vi ser en kraftig opblomstring af alle mulige former for missionering eller rettere markedsføring af organisationer og bevægelser samt holdninger og tænkemåder, så hører det den gamle verdensimpuls til at presse en mening ned over hovedet på sine medmennesker.

Jeg tror "sagens" fornemste opgave på nuværende tidspunkt er at leve de kosmiske analyser og dermed at vise deres sande frugter.