Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I anledning af artiklen om PSYKE OG IMMUNFORSVAR i KOSMOS nr. 11/86 har redaktionen fra en læser modtaget følgende spørgsmål:

"Kan de sundhedsproblemer, som opstår ved luftforurening og ligeledes forgiftet vand og levnedsmidler, virkelig også skyldes den psykiske almentilstand hos den person, som ufrivilligt udsættes for forureningen?

Ved læsning af artiklen kunne man få denne opfattelse, og tanken må jo virke som en hån mod hele miljøbevægelsen, og det kan vel ikke være et rimeligt udtryk for kosmologi, som jo netop skal give et klart billede af alle detaljer såvel som af helheden. Bliver kroppen immun over for alt i det forringede miljø, blot man skaber sundhedens mentale paradis?

Er det ikke ulogisk og – for at bruge en parallel – at trække stikket ud, før man prøver at tænde lampen? Er det ikke tværtimod sådan, at vi skal være ret så robuste og ufølsomme for uden videre at klare os i miljøet idag? Jo følsommere og mere intellektualiseret mennesket bliver, desto følsommere bliver det over for miljøet. For at blive sunde må vi vel først og fremmest tænke på, og tage os af det miljø vi lever i, hvis vi overhovedet skal kunne blive sunde?"

 

Tak for dine spørgsmål, som er vigtige. Jeg vil efter bedste evne her prøve at sammenfatte mit syn på sagen, med udgangspunkt i de retningslinier som Martinus giver os.

Miljøbevægelsen, ligesom al aktivitet som går ud på at værne naturen og livsmiljøet, kan i det kosmiske perspektiv betragtes som en del af jordklodeorganismens eget "immunforsvar". Jordkloden er jo ifølge Martinus en fysisk organisme for et levende makrovæsen, hvori vi jordiske mennesker indgår som mikrovæsener, analogt med f.eks. cellerne i menneskets organisme. Og ligesom "immunforsvaret" i vor krop bæres af dertil særligt egnede mikrovæsener eller celler, således bæres jordklodeorganismens "immunforsvar" af de "specialceller", som bl.a. visse jordmennesker og grupper af jordmennesker udgør. Men hvad er det nu, der ligger bag dette "immunforsvars" måde at fungere på? Hvad er det, som afgør dets styrke og effektivitet?

Når det drejer sig om klodens "immunforsvar", er det ikke svært at se, at det betinges af mentale faktorer, af menneskenes bevidsthed og tankeklimaer, som bl.a. miljøbevægelsen netop repræsenterer. Jo stærkere dette tankeklima bliver, desto bedre bliver klodens "immunforsvar". Og det betinges jo igen først og fremmest af en større "miljøbevidsthed", og at vi så i stadig mindre udstrækning udløser de årsager, hvis virkninger i dag viser sig som forgiftning og forurening af det naturlige livsmiljø.

Men hvis vi skal forstå denne situation i et kosmisk perspektiv, kan vi ikke stoppe op ved det jordmenneskelige eller, som Martinus kalder det, "mellemkosmiske" niveau. Et ændret tankeklima blandt jordmenneskene er jo, kosmisk set, også altid et udtryk for bevægelser og processer i makrovæsenets (d.v.s. jordklodevæsenets) mentalitet, eftersom vi jordiske mennesker er klodens "hjerneceller".

Det der fra vort mellemkosmiske eller jordmenneskelige niveau viser sig som forskellige bevægelser og aktiviteter af grupper og enkeltpersoner, er altså i et makrokosmisk perspektiv ganske enkelt udtryk for tankeprocesser og reaktioner i vort makrovæsens bevidsthed. Set på den baggrund er det ikke svært at forstå, at styrken og effektiviteten hos klodens "immunforsvar" indtil hundrede procent betinges af dets egen mentalitet og tankeklima, eller med andre ord dets "psykiske almentilstand".

På nøjagtig samme måde forholder det sig også med "immunforsvaret" i vor egen organisme. Det står og falder altså med kvaliteten af de mentale impulser, vi lader organismen gennemstrømmes af.

Men hvordan er det da for os mikrovæsener eller jordmennesker, der bliver "ufrivilligt påvirkede"? Har den ydre eller fysiske miljøforurening, som vi udsættes for, noget at gøre med en indre eller psykisk forurening hos os selv"?

 

Ja, for at kunne besvare dette spørgsmål må vi først spørge os, hvorfor vi er inkarneret på netop denne klode i universet. Ifølge Martinus er der jo en universel lov om "tiltrækning og frastødning", som regulerer hvor og under hvilke forhold vi inkarnerer. Denne lov garanterer, at vi altid inkarnerer "det rette sted" i tilværelsen, d.v.s, hvor vi udviklingsmæssigt hører hjemme, og hvor de bedste betingelser for vor videre udvikling findes.

At vi jordmennesker er inkarneret på netop denne klode skyldes altså, at vi passer ind i jordklodevæsenets mentale bølgelængde eller "psykiske almentilstand". Vi har, som Martinus udtrykker det, samme "mentale aksehældning" som jordklodeindividet. Men det indebærer bl.a., at der også inde i vor organisme foregår miljøforureninger og "naturkatastrofer", som betinges af vore egne mere eller mindre usunde tankeklimaer. Hvad er vrede, irritation, bitterhed, skinsyge, melankoli, martyrium m.m. udtryk for? Er det ikke mere eller mindre dræbende tankeklimaer, hvis virkninger på mikrovæsenerne i vor egen organismes naturlige livsmiljø ikke er mindre ødelæggende end den miljøforurening og de naturkatastrofer, som vi selv er udsatte for som mikrovæsener i jordklodens organisme?

Til den "miljøforurening", som vi udsætter vore egne mikrovæsener for, hører også forkerte kost-, drikke- samt nydelsesvaner (f.eks. tobaksrygning). Men sådanne fejlagtige eller unaturlige vaner inden for ernærings- og nydelsesmidlernes område er dybest set også mentalt eller psykisk betinget. De er produkter af det, Martinus kalder "begærledet vilje".

Vi ser således her, at vi ikke kan komme uden om det faktum, at vor egen "psykiske almentilstand" eller vort tankeklima også er alfa og omega i relation til den "ydre" miljøforurening, som vi "ufrivilligt" udsættes for. At vi ufrivilligt udsættes for denne skæbne er således ikke det samme som, at vi er "uretfærdigt" ramt. Universets kærligheds- og retfærdighedslove er lige så hårfine som de er urokkelige. "Ja, endog eders hovedhår ere alle talte" (Lukas 12:7) er en lov, som også gælder, når vi f.eks. kommer ud for at miste håret, fordi vi er blevet forgiftet af radioaktivitet.

Ja, fysisk set er det ganske givet kun muligt i meget begrænset udstrækning. Der er en grænse for, hvor stærk forgiftning en fysisk organisme kan tåle. Overskrides den grænse, går organismen uundgåeligt sin undergang imøde.

Det er også rigtigt, som du påpeger, at ovennævnte grænse ofte er lavere hos et mere udviklet end hos et mindre udviklet og robust væsen. Det beror til dels på, at mikrovæsenerne i den mere udviklede organisme er af en mere forfinet og følsom natur, men i mange tilfælde kan det også hænge sammen med en psykisk betinget svækkelse af netop immunforsvaret hos den pågældende. Denne svækkelse beror så igen på, at konflikten eller disharmonien mellem idealer og måden at leve på er meget større hos det mere udviklede, men endnu ikke færdige eller fuldkomne menneske. Paulus' dilemma eller samvittighedskonflikt: "det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg", er jo en stadig aktuel virkelighed, en stadig kamp og konflikt i den mere udviklede mentalitet. For det mere robuste eller primitive menneske er denne konflikt eller mentale disharmoni stort set et ukendt terræn. Hans sjæleliv er altså på en måde mere harmonisk og konfliktløst, om end også mere primitivt. Det er altså netop konflikten eller kampen mellem modstridende mentale kræfter, som kan svække den mere udviklede skabnings "immunforsvar". Men jo mere færdigudviklet individet bliver, desto mere opløses denne konflikt, og "immunforsvaret" bliver da igen stærkere som et resultat af den fornyede og større sjælsharmoni.

Den virkelige beskyttelse eller den virkelige immunitet kan kun skabes ad psykisk eller sjælelig vej.

Martinus taler om, at der er et "psykisk serum", som kan vaccinere os mod alle ulykkelige skæbner. Dette "psykiske serum" skaber således en karmisk (d.v.s. skæbnemæssig) "immunitet", som gør, at vi ikke længere bliver udsat for at f.eks. skulle leve i et forurenet og forgiftet miljø. Dette "psykiske serum" hedder kærlighed, – kærlighed ikke kun i forhold til vort eget mellemkosmos, d.v.s. andre mennesker, dyr og planter, men også i forhold til mikro- og makrokosmos. Først når vi opfylder næstekærlighedsloven i alle dens tre aspekter, har vi opnået den ovennævnte "karmiske immunitet", – af Martinus også kaldt det kosmiske syndsforladelsesprincip.

I samme grad som vi arbejder med at overvinde vor egen "indre" forurening, gør vi også en virkelig indsats for at ophæve den "ydre" miljøforurening, som i dag hjemsøger jordmenneskeheden som en "kollektiv karma".

Fra et kosmisk perspektiv er dette den eneste langsigtede og varige løsning på problemet, eftersom vi, så længe vi kun koncentrerer os på den "ydre forurening", i virkeligheden kun angriber virkningen eller symptomet, men ikke den virkelige grundårsag til problemet. Og det får netop samme effekt som at prøve at tænde lampen uden først at have sat stikket i.

Men dette står ganske givet ikke i modsætning til – også hvis man føler trang til det – at være aktiv på den "ydre" front som en "celle" eller aktiv bestanddel af klodens ovenfor omtalte "immunforsvar". Guddommen behøver alle typer redskaber, og her er der kun én rettesnor for væsenerne: at være tro over for sin egen oplevelse og inspiration. Der hvor inspirationen er, der er også ens rette arbejdsfelt (se Fortalen til LIVETS BOG, stk. 17).

Litteraturhenvisninger:
BISÆTTELSE: især kapitel 57, 60-63, 76-77, 77-80 og 99-100.
LOGIK: kapitel 86.
KOSMOS nr. 11/82: "Partikler, tomrum og tankekraft".