Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Før jeg gaar over til denne Sæsons første Foredrag, vil jeg gerne paa Martinus' Vegne, byde Dem alle velkommen her i Aften, – en Velkomsthilsen, som jeg beder Dem optage, ikke blot som en formel Indledning til Studiekresarbejdets Begyndelse, men som en Hilsen til hver enkelt, der her er til Stede, fra den Mand, hvis Tanker og Livssyn vi her er samlet for at studere, for at tilegne os.

"Hvad vil egentlig denne Martinus?" er et Spørgsmaal som Interesserede i denne Mands Arbejde, jævnligt kommer ud for, og intet er vel mere naturligt, om jeg benytter netop denne Aften, til, saa vidt det er mig muligt, at give et fyldestgørende Svar paa dette Spørgsmaal, saa meget mere, som der i Aften er Mennesker til Stede, hvis fortsatte Deltagelse i Studiekresarbejdet maaske er afhængig af mit Svar.

Sagt i Korthed, er det Martinus' Ønske, at samle og organisere alt Deres eget Erfaringsmateriale saaledes, at det bliver Dem muligt igennem Deres egne Øjne at se, at den Verden, De er omgivet af, ikke, – som De maaske mangen engang tidligere har tænkt, og maaske ogsaa sagt, er Udtryk for Tilfældighed og Kaos, – men at den derimod i alle Forhold, de mindste som de største, er Udtryk for en Plan saa gennemgribende og logisk, at Ordet: "Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje" en Dag vil blive synlig for Dem som det, De idag forstaar ved en videnskabelig Kendsgerning.

Men en Plan kan ikke eksistere uden et Ophav. Igennem sine kosmiske Analyser vil Martinus vise Dem, at den Gud, hvis Eksistens, De hele Deres Liv igennem har haabet eksisterer, og maaske ogsaa i givne Stunder virkelig har troet, var til, for saa atter at komme ud i Tvivl, – at denne Gud ikke blot er til, men at han i alle Livets Forhold er Dem langt nærmere end dem, De selv mener elsker Dem højest, at han, uanset Deres eget Forhold til ham, i et og alt overskygger Dem og leder Deres Vej frem imod det Møde med ham, hvor alle Skygger vil vige, og De selv vil opleve – maaske midt i en Verden af Mørke – at se, at alt som sker er – saare godt.

Martinus vil vise Dem, at den Vej tidligere Tiders store Vise har anvist Menneskene at vandre, om de ønskede Fred i deres Sjæl, ønskede at opleve en Lykke, der skulde vare mere end en kort Periode, nemlig Selvovervindelsens Vej, ikke blev anvist uhensigtsmæssigt, men at de Ord, disse Vise har skænket Menneskene som aandeligt Levebrød, er affødt af den Viden, de har haft om Guds absolutte Eksistens og om de Love, der samlet udtrykker hans Bevidsthed.

– – –

Betragter De Verden idag, vil De se den som Skueplads for Mennesker, der ved deres blotte Adfærd netop udtrykker en saa høj Grad af Tvivl om Guds Eksistens, at de i saa at sige alle væsentlige Forhold har sat sig selv i hans Sted paa en saadan Maade, at den Kærlighed, der er hans inderste Væsen, ligesom er svundet bort fra Kloden, der derefter synes at være blevet en Kastebold for Hadets og Hævnens Kræfter. Ikke alene strides Nationerne indbyrdes paa en saadan Maade, at der ikke gaar en Dag til Ende, uden at Jorden et eller andet Sted farves rød af Blod, men ogsaa iblandt de enkelte Mennesker er Ufredens og Ufordragelighedens Aand blevet i den Grad mærkbar, at det fortyndede Had – Sladderens og Misundelsens Gift, – selv iblandt bevidst freds- og kærlighedssøgende Mennesker – breder sig og anretter ubodelig Fortræd.

I en Verden, hvor Maskingeværernes skaanselsløse Nedmejen af Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, hvor Kanonernes Tordnen og frygtelige kemiske Drabsmetoder kun synes at danne Ouverturen til Kulminationen af det dræbende Princips livsberøvende Symfoni, – staar der idag iblandt Dem en Mand, der stille og roligt, paa de kosmiske Analysers afklarede Grundlag viser Dem, at de Rædsler, de oprørende Myrderier, De igennem en moderne Tids Efterretningstjeneste næsten personlig er Vidne til, er Udtryk for en guddommelig Faders Tale til sit eget Kød og Blod.

Igennem sine vidunderlige Analyser vil Martinus vise Dem, at det, De idag er Vidne til, kun er en Bekræftelse paa Nazaræerens myndige Ord: "Som I saar, saa skal I og høste!" Ydermere vil han vise Dem, at denne "Høst", naar den engang er fuldbyrdet, vil danne Grundlaget for det Rige, alle fremskredne Aander, i Skrift som i Tale, har bekendt sig til, nemlig det, i hvilket Vold og Had, er blevet afløst af Ret og Kærlighed, det der i hans Arbejde bliver udtrykt som det rigtige Menneskerige.

Han vil vise Dem, at De er Deres egen Lykkes Smed. At Deres Skæbne idag er et Produkt af Deres egen tidligere Væremaade, at denne Skæbne, i Kontakt med Kærlighedslovene, ikke kan forme sig anderledes, end den gør, fordi De, paa nogle, for Dem selv ukendte Omraader af Tilværelsen, handler imod disse Love, og derfor, ved Deres egen Væremaade er direkte Aarsag til Smerte og Lemlæstelse, fysisk som mentalt, for andre levende Væsener. Igennem hans Skrifter saavel som igennem det Skolearbejde, der er oprettet over disse, vil Deres Bevidsthed blive undergivet en Slibning, en Opdragelse, der udelukkende har til Opgave at skabe Dem selv en lysere og lykkeligere Skæbne, end den De idag er undergivet.

Han vil vise Dem, at den personlige Udødelighed, som alle store Vise har bekræftet, bliver ethvert levende Væsen til Del, men som ikke desto mindre har været det største Stridens Æble for alle Tiders jordiske Videnskab, ikke er en Utopi, en taaget Paastand, men en dagklar Realitet, at Deres nuværende fysiske Liv ikke er det første, ikke er begyndt i Moders Liv, og ved en forkert Væremaade kan "fortabes" ved Døden, men at det kun er ét blandt utallige andre, at De har været til fra Evighed, og at De fremdeles vil være i al Evighed. At Deres Liv udtrykker en Vandring fra Ufuldkommenhed til Fuldkommenhed, at Livets Formaal kun er at gøre Uvidenhed til Viden, for derigennem at kunne manifestere endnu mere af vor guddommelige Faders Væsen overfor vore Medskabninger, nemlig Kærlighed og Overbærenhed.

Kort sagt: Martinus vil vise Dem, at det Liv, De selv oplever, det Liv, De ser Dem omgivet af paa alle Sider, er langt rigere, langt skønnere, end De nogen Sinde før har anet. Han vil vise Dem, at omend Mørkets Herre, Egoismen, det dyriske i vor egen Natur, paa nuværende Tidspunkt slæber sin Høst i Lade, da er der desforuden umaadeligt meget lyst og godt i Verden, da er der stadig, ja mere end nogen Sinde før, Brug for Mennesker, som ikke alene tror paa det Gode, – thi det gør selv de mest krigsgale, – men som har sat sig som Maal, at udløse det i Ord saavel som i Gerning.

Og her er jeg da naaet til Kernen i Martinus' Arbejde. De kosmiske Analyser, som han, ene iblandt Mennesker, har bragt os, viser os med usvigelig Sikkerhed, at ingen opnaar nogen som helst Grad af højere Lykke og Indsigt saalænge, han ikke er i Stand til at omsætte i daglig Praksis den Viden, disse store Analyser har bibragt hans Bevidsthed. Al virkelig aandelig Vækst foregaar uhyre langsomt, og til de helt fremmede, som her er til Stede, vil jeg sige: Fordi De her bliver Vidne til en Forsamling af Mennesker, der hver for sig arbejder paa at fuldkommengøre deres Bevidsthed i Lysets Tjeneste, maa De ikke derfor vente, at alle, De her møder, pludselig er blevet Engle, De vil her, som alle andre Steder, finde menneskelige Svagheder og Ufuldkommenheder, men De vil ogsaa her hos hver enkelt finde en stadig voksende Vilje til i Handling at udløse Kærlighed og Forstaaelse i en saadan Grad, at den Stemning, der behersker disse Studiekrese over "Livets Bog", af hver ny skulde føles som en Behagelighed, som det Pust fra Kærlighedens Zoner, der lader enhver fremmed, der træder over vor Tærskel, føle sig "hjemme".

– – –

Om selve Studiekresarbejdet blot følgende nødvendige Oplysninger: De samlede Fortsættelseshold vil blive undervist i denne Sal hver Mandag Aften Vinteren igennem. Undervisningen er her en planmæssig Fortsættelse af foregaaende Vinters Arbejde. Nye Deltagere i Studiekresarbejdet faar som Undervisningsaften Torsdag og Stedet bliver Borups Højskoles Skolesal. Lederen af dette Hold bliver Hr. stud. polyt. Mogens Munch, der med denne Sæsons Begyndelse knyttes til Martinus' Arbejde som Lærer.

Og med det Ønske, at den Kærlighed, der hidtil har baaret dette efterhaanden store Skolearbejde over Martinus' Værk, stadig maa vokse, til Ære for Skaberen af Livets Bog og til Gavn for enhver af dens Studerende, vil jeg nu gaa over til Aftenens egentlige Foredrag.