Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Mon nogen af os kan sige sig helt fri for at have været i den situation, overskriften antyder: at være blevet irriteret over en person, en situation eller et hændelsesforløb, som på en eller anden måde har krydset ens vej? - Jeg tror det næppe.

Såfremt irritationsfornemmelsen er en sjælden gæst hos os, kan den nogenlunde blive accepteret, men bliver den påtrængende og indfinder sig ved alle mulige og umulige lejligheder, da begynder den at genere os. Man bliver da irriteret over sin egen irritationsfornemmelse.

Men hvad er irritationsfornemmelse i grunden? Hvordan kan vi karakterisere denne dumme og irriterende fornemmelse ud over, at den er dum og irriterende? - Hvad er årsagen til, at den kommer og generer os - undertiden på de mest ubelejlige tidspunkter? - Og hvordan kan vi befri os for denne generende gæst?

Der skal her i al beskedenhed gøres et forsøg på at besvare nogle af de mange spørgsmål, begrebet irritation kan afstedkomme.

For det første kan vi vel godt blive enige om, at irritation er et yderst alment begreb. Det er sikkert kun meget få mennesker, der med god samvittighed tør påstå, at de ikke kan blive irriterede. Thi det er vel bl.a. på det grundlag, at vi i det hele taget er inkarneret på denne klode?

Mon ikke vi også kan blive enige om, at irritation er en diffus fornemmelse. Den har som regel noget ubestemmeligt over sig. Vi kan ofte have forbistret svært ved at afgrænse den. I mange tilfælde kan vi blot sige: "Jeg er så irriteret" - og ikke mere.

Endnu en ting, der karakteriserer irritationsfornemmelsen er, at den er negativ. Inden for kosmologien beskrives den som en tilstand, der hører hjemme på den dyriske side af den jordmenneskelige bevidsthed.

Dertil kommer, at irritationsfornemmelsen er ubehagelig. Man er generet af den - vil gerne være den kvit, men kan ikke uden videre ryste den af sig, lige så lidt som man kan forhindre de mange tilfælde, hvor den opstår i bestemte situationer eller over for visse mennesker. Undertiden drejer det sig endog om helt uforudsete virkninger af et møde eller et begivenhedsforløb. - Og den forbistrede irritationsfornemmelse kan også have den enestående frækhed at optræde, selv om man lige havde besluttet sig til ikke under nogen omstændigheder at lukke den ind og forstyrre ens paradisiske aftenfred.

Den er altså mægtig svær at manipulere - den irritationsfølelse. Dels er den svær at forudsige; dels er den svær at frigøre sig fra; og dels har den noget forbistret ubestemmeligt over sig. - Den er kort sagt irriterende.

Og til alt det kommer, at den meget let kan få ubehagelige følger. Som erfaringerne sikkert har gjort de fleste bekendt med, kan irritationsfølelse gøres til genstand for såvel afsendelse som modtagelse. Og man løber altid en risiko, når man sender den ud til sine omgivelser. Kort tid efter afsendelsen (undertiden utrolig kort) kan man blive tvunget til at spille den lidet misundelsesværdige rolle at være modtager af irritationsfølelse. - Og hvad så? - Ja, så bliver modtageren igen afsender - og afsenderen modtager - og - og - og - så tager begivenhederne ofte fart. Ofte på en måde som kan være vanskelig at beskrive, men det behøves nok heller ikke. Fortsættelsen kræver ikke megen fantasi - måske blot lidt realistisk hukommelse.

Ifølge sagens natur er det ikke så liden en sag at få hold på denne irritationsfølelse - thi den har med intet mindre end tolerance (eller mangel på samme) at gøre. Jo mindre tolerance, jo mere irritation og omvendt. Og manglende tolerance er jo netop noget, der præger de fleste af os. De fleste, der studerer kosmologi, ved således at Martinus beskriver intolerance som "en tusindårig vanebevidsthed eller vanenatur, der binder os til dyreriget".

I den forbindelse kommer man let til at tænke på, at tolerance også er et velkendt begreb inden for maskinindustrien. Når noget skal dreje inden i noget andet, kræves en vis tolerance - et minimum af mellemrum mellem det, der skal dreje (f.eks. en akse) og det, aksen skal dreje i. En ganske lille påvirkning, f.eks. et sandskorn, kan ellers få det til at skurre slemt i maskineriet. At fjerne påvirkningen er som bekendt ikke nok her. Der kommer snart en ny, såfremt man ikke går til ondets rod og forbedrer tolerancen.

Og det er vel det samme med vor mellemmenneskelige tolerance? Når den er for lille - eller med et psykologisk udtryk: når vor frustrationstærskel er for lav - da vil en ganske lille påvirkning give kludder i vort personlige maskineri, og det er det, vi bl.a. oplever som irritation.

Det er i det lange løb ikke nok at fjerne påvirkningen eller irritationsmomentet. Såfremt frustrationstærskelen forbliver på det samme lave niveau, kan vi være overbevist om, at et nyt irritationsmoment meget hurtigt kan vise sig - evt. lige om hjørnet.

Det må naturligvis være klart for os alle, at vi her taler om noget individuelt. Frustrationstærskelen ligger på forskelligt niveau - hos nogle højere, hos andre lavere. Men dertil kommer, at den er variabel hos det enkelte individ. Sagt på en anden måde: de samme mennesker, de samme situationer, de samme påvirkninger kan fremkalde vidt forskellige virkninger hos samme person. Til tider er man i stand til at være ret tolerant over for en påvirkning, som man på et andet tidspunkt vil være utrolig intolerant over for. Tærskelen er bevægelig (heldigvis da) - snart er den høj, snart er den lav. Dette har med mange ting at gøre. De fleste har således nok erfaret, at træthed sænker frustrationstærskelen, medens oplagthed hæver den. Et ganske lille irritationsmoment vil irritere den trætte, medens samme person overhovedet ikke ænser det samme moment, når han er udhvilet og frisk. - Nok en banal sandhed, men alligevel værd at erindre sig, og måske nok værd at tænke på - f. eks. hvis man skal til chefen og bede om lønforhøjelse.