Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For de fleste mennesker står evnen til at tænke som den fornemste af samtlige menneskelige egenskaber, som selve den faktor, der på afgørende vis hæver mennesket over dyret og dertil som den forudsætning, der mere end nogen anden i sidste instans skal redde mennesket - og for den sags skyld hele kloden - fra de mange farer, som efterhånden truer. Men hvad vil det egentlig sige at tænke?

Herved forstås ifølge Martinus en bevidsthedsproces bestående i, at erfaringer manipuleres til fordel for skabelsen af såkaldt indsigt og forståelse, der i virkeligheden er det samme som nye erfaringer, vundet ad rent åndelig vej. Evnen til at tænke danner dermed grundlag for begrebet "forstand", der tydeligt nok er netop den egenskab hos mennesket, der giver det dets førerstilling i forhold til resten af de livsformer, der forekommer på jorden. For målt med flere af disse er mennesket på mange andre områder betydeligt underlegent, f. eks. med hensyn til fysisk styrke, hårdførhed, regenerationsevne, antal og formeringsdygtighed. Men forstanden og dermed evnen til at tænke viser sig at være afgørende; i kraft af denne har mennesket ikke alene vist sig i stand til at kompensere for sine naturgivne handicap, men har efterhånden også tiltvunget sig et så suverænt herredømme over jordkloden som helhed - dens kræfter og livsformer - at det stærkt nærmer sig at have opfyldt den bibelske formaning om at gøre sig jorden underdanig. Men hvorfor nyder netop mennesket dette privilegium? - Hvad er det, der i højere grad sætter mennesket i stand til at tænke end andre levende væsener - ja, i almindelighed anses jo mennesket for den eneste væsensart på jordkloden, som kan tænke? - Hvad er kort sagt tænkningens grundlag og kosmiske hemmelighed?

Svaret er fra Martinus side et vist herredømme over specielt tilværelsens fjerde kosmiske grundenergi, intelligensenergien, idet det netop er denne grundenergi, der sætter individet i stand til at foretage de operationer med dets erfaringer, der karakteriserer fænomenet "tænkning". Kosmisk set er tænkning intet som helst andet end erfaringer (og dermed hukommelsesenergi), bevæget ved hjælp af tyngde- plus følelsesenergi (= dynamisk kraft) under kontrol af intelligensenergi, og tænkning viser sig dermed som et typisk eksempel på det, Martinus kalder en kosmisk-kemisk proces.

I virkeligheden er alle naturbegivenheder udtryk for kosmisk-kemiske processer, idet Martinus herved forstår processer, der består i omsætning af tilværelsens seks kosmiske grundenergier, der jo ligger til grund for al energi og materie i tilværelsen (se eventuelt KOSMOS nr. 3/1970). Når Martinus imidlertid specielt bruger begrebet for bevidsthedsprocessernes vedkommende, skyldes det slet og ret, at disse er præget af Jegets direkte herredømme over de enkelte grundenergier, og hvilket herredømme netop giver sig udslag i en vis individuel anvendelse af disse, der minder om en kemikers individuelle anvendelse af kemiens grundstoffer ved en almindelig kemisk proces. Det skal dog straks bemærkes, at sammenligningen mellem den kosmisk-kemiske proces og en almindelig fysisk-kemisk proces kun har begrænset gyldighed, idet grundenergierne ikke kan betragtes som objektive "kemikalier" på samme måde som kemiens grundstoffer. Grundenergierne i sig selv som individuelle faktorer betragtet eksisterer i virkeligheden kun for Jeget og gør sig her gældende som specielle evner kendetegnet ved hver sin ganske særlige karakter, og således at de seks evner med hensyn til deres respektive karakterer indbyrdes supplerer hinanden på en sådan måde, at skabelsen af et rigt varieret bevidsthedsliv, der evigt kan fornyes fuldstændigt tilfredsstillende, bliver mulig. Det er således også under denne synsvinkel, at tænkningen som en kosmisk-kemisk proces må betragtes.

Til nærmere belysning heraf kan det lønne sig igen at se på hovedelementerne i denne proces.

Disse er først og fremmest repræsenteret ved visse erfaringer, der igen er det samme som fordums oplevelser, som på en eller anden måde er gjort bestandig, så de bevares for eftertiden. Ophavet til denne bedrift er ifølge Martinus princippet "skaberen" eller Jeget i det levende væsen, og den betingende evne hertil defineres af Martinus som Jegets hukommelse - eller endnu mere konkret: Jegets hukommelsesenergi. Dermed har vi føling med den første af de grundenergier, der indgår i tænkningen som kosmisk-kemisk proces betragtet.

Da tænkning består i at manipulere med erfaringer, må Jeget for at kunne tænke også råde over en manipulerings- eller bevægeevne, der er reaktionsdygtig over for erfaringselementerne eller "erfaringsmaterien". Denne evne er i virkeligheden dannet af to andre grundenergier, nemlig de to kraft- eller spændingsdannende grundenergier: tyngde- og følelsesenergien (se eventuelt KOSMOS nr 4 og 7/1970).

Imidlertid er hverken erfaringselementerne eller bevægeevnen i sig selv tilstrækkelig til, at der kan blive tale om tænkning, idet udbyttet af tænkningen jo ifølge definitionen i indledningen skulle være nye erfaringer repræsenterende indsigt og forståelse. Og her er vi ved det springende punkt i spørgsmålet om årsagen til menneskets favørstilling i forhold til jordens øvrige livsformer. For i virkeligheden råder især dyrene over både erfaringer og åndelig bevægeevne, men de mangler til forskel fra mennesket evnen til at udnytte disse to forudsætninger til fordel for tænkning, eller rettere sagt: de råder ikke over denne evne i en sådan udstrækning, at den kan siges at være under viljens bevidste kontrol, hvilket netop er en forudsætning for, at den kan udnyttes med henblik på tænkning. Den pågældende evne er naturligvis intelligensen.

Medens der inden for psykologiske kredse stadig hersker en del uenighed om, hvad intelligens egentlig er - både objektivt og m. h. t. kendetegn - gør Martinus klart gældende, at der er tale om en kosmisk grundenergi, der indgår i den energiorganisation, Jeget evigt har knyttet til sig, og som udgør dets samlede skabeevne.

Som det er tilfældet med de øvrige grundenergier, registreres også intelligensenergien af Jeget som en evne, kendetegnet ved ganske bestemte karaktertræk, i kraft af hvilke den formår at spille en ganske bestemt rolle i Jegets samlede bevidsthedsliv. Og som det vigtigste af disse skal nævnes et træk, der placerer intelligensenergien i rollen som sanseevne for Jeget.

Dette træk består i, at Jeget gennem et tilstrækkeligt udviklet herredømme over intelligensenergien bliver i stand til dels at erkende sammenhængen mellem årsags- og virkningsrelationer og dels at skelne mellem de to komponenter i disse relationer, og netop dette er grundlaget for al tænkning og forstandsvirksomhed. Dette harmonerer da også med, at der i virkeligheden ikke findes noget mere centralt i det levende væsens oplevelse af livet, og som dertil er af større betydning for karakteren af dets skæbnedannelse, end forholdet mellem årsag og virkning. Og der findes derfor heller ikke noget, som det er vigtigere at komme på sporet af og nå til herredømme over end netop dette forhold. Helt bortset fra den betydning den moderne videnskab og teknik har for mennesket, og hvilken netop beror på dyb indsigt i en lang række årsags- og virkningsrelationer, viser en undersøgelse af al tænknings principielle væsen da også, at der er tale om analyse af sådanne relationer kombineret med syntesevirksomhed, gennem hvilken analysefunktionens resultater dels udnyttes og dels afprøves med kontrol for øje. Et klassisk eksempel er Newtons iagttagelse af det faldende æble. Som årsag hertil så han en tiltrækningskraft, der udgår fra jordens centrum, og han sluttede videre, at det er den samme årsag, der bestemmer månens bane omkring jorden, således at månens opførsel er en virkning analog med det faldende æble. Men han måtte arbejde i mere end tyve år for at udtænke den matematik, der skulle sætte ham i stand til eksperimentelt at bevise rigtigheden af sin slutning og derigennem at formulere tyngdeloven. Et andet - om end mere beskedent, men ikke desto mindre tilsvarende typisk eksempel på tænkning - har vi vidnesbyrd om i form af de fiskenet, der pryder dette nummers forside. Også disse vidner om operationer med årsags- og virkningsforhold, idet de er konstrueret således, at fiskene med stor sikkerhed ledes dybere og dybere ind i fælden, hvorimod det praktisk taget er umuligt for dem at finde ud igen; et typisk vidnesbyrd om udfoldelse af intelligensenergi.

I betragtning af den vældige magt, der ligger i dette at beherske intelligensenergien, er det naturligvis ikke uberettiget at håbe på, at denne magt kan bruges til fordel for skabelsen af den fred og sikkerhed, som praktisk taget alle mennesker efterhånden længes efter mere end noget andet. Martinus fremsætter imidlertid her det kosmisk-kemiske synspunkt, at så længe intelligensenergien - som det nu er tilfældet - overvejende forbindes med egoisme og tyngdeenergi, vil virkningerne blive materialisme og undertrykkelse jævnfør tesen: den mere kloge narrer den mindre kloge. Dette skyldes ikke, at intelligensenergien er en ond energi, men blot, at den bruges på en negativ måde. Tilsvarende kan den bruges på en positiv måde, nemlig ved at indgå dominerende forbindelse med altruisme og følelsesenergi. Da træder den af sig selv i det livgivende princips tjeneste og vil vise sig som en lige så mægtig freds- og kærlighedsfaktor, som den i dag er en krigs- og drabsfaktor.