Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da den indiske digterfilosof Rabindranath Tagore i tiden mellem de to store krige besøgte vestens lande, grebes han af medynk med de der boende folk, hvis liv han fandt fuldt af smerter og lidelser, ikke mindst af psykisk art, som han mente i væsentlig grad var fremkaldt af rastløshed, uafladeligt jag, nervøs overbelastning i arbejde og i adspredelser, med deraf følgende modsætninger og strid mellem mennesker og menneskegrupper, uligevægt, utilfredshed og livslede. Den østerlandske vismand mente hos vestens mennesker at kunne konstatere en gennemgående ret høj intelligens; men denne syntes ham udpræget materialistisk orienteret, således at uforholdsmæssig mange kræfter spildtes på at tilvejebringe behagelige ydre livsvilkår, – på at ophobe det, som møl og rust fortærer, medens beskæftigelsen med ideelle og universelle problemer var forbavsende ringe, hvad der bevirkede, at vesterlændingenes sjæleliv isoleredes fra en befrugtende forbindelse med de kosmiske åndelige strømninger. Rabindranath Tagore havde tilvisse ret i disse betragtninger. Vestens åndsliv har hovedsagelig bud til den fysiske, praktiske verden; – det er langt mere civilisation end kultur. Hvilken dyb forskel er der ikke også i denne henseende mellem Vesten og Østen, hvis mennesker ser et uvurderligt livets gode i såvidt muligt at vende sig bort fra de sanselige ting og vie sig til indre, religiøs beskuelse, kontemplation!

Det er ikke uinteressant at gøre små spredte studier af de vestlige menneskers psyke ved undertiden at iagttage deres fysiognomier og deres opførsel overfor hverandre og ved at opsnappe brudstykker af samtaler, f. eks. i sporvogne. Blikket er som oftest flakkende, ikke sjældent mistroisk "lurende", minespillet stadig vekslende, holdningen hvileløs, – mange ansigter furede af mismod. Sommetider stivner "masken"; men man anstrenger sig for at oplive den med en slags kunstig munterhed, når man uventet træffer en bekendt. Man vil gerne gøre indtryk af at være "livsglad". Men det lykkes i reglen kun dårligt; man gennemskuer hinanden! Men ved, at utilfredshedens orm hyppigt gnaver bag en opblanket facade, – hvad der i stilhed fastslås, ikke uden skadefryd: – "commune naufragium dulce!" ("Fælles skibbrud er behageligt"!) I de, som oftest særdeles overfladiske, samtaler vil man gerne træffe hinanden i parallelt løbende interesser, der regelmæssigt lader savne den alvor, som søger at gå i tingenes og fænomenernes dybde. Unge kvinder taler med forkærlighed om moder og pynt, husmødre om deres vanskeligheder – eventuelt "sejre", når det gælder det så betydningsfulde problem at skaffe kød og flæsk til hjemmet fra slagteren; de modne kvinder drøfter forbavsende ugenert de praktiske veje og midler, som fører til deres egen og deres husfællers fortæring af laverestående medvæseners kroppe. Yngre mænd underholder hverandre om deres sidste erobringer på det seksuelle område. Midaldrende forretningsmænd beretter med selvfølelse om deres nyeste pengemæssige tricks. Ældre Mænd smiler som augurer forståelsesfuldt til hinanden over livets store, "meningsløse" maskerade. Kun få går af vejen for åndsforladte anekdoter eller, rent ud sagt, sladder. Ikke mange har i det selskabelige samkvem noget at give, der varmer hjertet og vækker ånden. Tonen skal (det kræver den moderne konvention og takt) være let, behagelig, ikke særlig tankevækkende. Meget ofte berører konversationen på nærgående vis næstens rygte. Man "snaver" heri, garderer sig imidlertid selv ved at forsikre, at man jo "intet bestemt ved". Men ... refleksionerne gør sig selv! Man betænker sig ikke synderligt, når det drejer sig om at tilføje fraværende bekendte usynlige sjælelige sår, der nårsomhelst kan springe op og volde smerter. Således kan der nævnes talrige eksempler fra det moderne, daglige liv, som desværre viser, at "Princippet at dræbe" fremdeles blomstrer ret kraftigt og yppigt i vor civilisations urtegård.

Der er en lang vej endnu at tilbagelægge, inden menneskeheden vil være nået frem fra dyreriget til det virkelige menneskerige med dets livgivende princip "at elske hverandre". Ja, man kan vel endda sige, at den, der under de nuværende samfundsformer og uden hensyntagen til vedtagne selskabelige og mellemmenneskelige skikke ville forsøge på forbeholdsløst at gennemføre "kærlighedsprincippet", måtte være forberedt på at tage følgerne af at betragtes og behandles som unormal. Kun langsomt, etapevis, bevæger nutidsmenneskene sig henimod det "sande menneskerige". Dog – der findes lyspunkter. Enkelte stråler fra den gryende morgen begynder allerede at bane sig vej. Adskillige filantropiske indretninger vinder terræn. Talrige mennesker udfolder som fredens og fordragelighedens forposter et utrætteligt arbejde i forsoningsværkets og menneskekærlighedens tjeneste uden at lade sig anfægte af krigsophidsernes, navnlig rustningsindustriens, modstridende bestræbelser. Det største håb kan imidlertid midt i den mørketid, vi nu gennemlever, knyttes til den brændende længsel efter fred og forståelse, som besjæler stadig voksende dele af menneskeheden. Denne længsel er levende både blandt Vestens og Østens mennesker. Men også den finder udtryk på højst forskellig vis hos vesterlændinge og orientalere, svarende til deres indbyrdes stærkt divergerende, livsopfattelse og indstilling til den jordiske tilværelses problemer. Den vesterlandske livsbetragtning stræber efter at nå frem i udviklingen gennem kamp og anstrengelse, hovedsagelig gennem brug af intellektuelle våben. Østerlændingen går af vejen for en energisk livsudfoldelse, ønsker ikke at kæmpe selv ikke hvor det gælder fredens sag; hans sjælelige indstilling går i retning af meditation, resignation, underkastelse under skæbnen.

Hos Østerlændingen spiller hjerneintelligensen ikke på langt nær en så betydningsfuld rolle som hos Vestens mennesker. I Vesten lader menneskene sig psykisk i høj grad binde af de ydre, jordiske former; i henhold til disse formers eksistens og magt tager de deres beslutninger. Østerlændingen lader sig ikke afgørende lede af sin hjerne-intelligens. Til gengæld søger han at trænge tilbunds i de jordiske foreteelsers kosmiske ophav og han bestræber sig på at lodde sit eget indre for der at komme i kontakt med skæbneloven og den kosmiske visdoms styrelse. Dette betyder ganske afgjort en meget stærk kraftkilde for Østens mennesker.