Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En Del af os kender den Følelse, hvormed man bryder op fra den svage Afglans af det "rigtige Menneskerige" i Feriekolonien Kosmos og atter skal færdes blandt almindelige Mennesker og opsluges i denne Heksekeddel af Selvhævdelse, Utilfredshed og Skænderi. Vi oplever det modstridende imellem vor egen ideale Tro og den grusomme jordiske Virkelighed.

Hvor en ny Aandsretning opstod, har man altid følt denne Modsætning. Allerklarest kan vi se det omkring Kristendommens Opstaaen. Allerede hos Kredsen omkring Kristus mærker vi den fortvivlede Kamp for at være i Verden og dog ikke være som Verden. Op gennem Historien ser vi Udslag af samme Modsætning, naar der sker Udbrud fra Hovedkirken i Skuffelse over dens Kompromis med verdslig Øvrighed, med Verden.

Nu staar vi atter midt i en ny Aandsretning og befinder os – bevidst eller ubevidst – i den gamle Vanskelighed i Forsøget paa at knytte Impulser fra højere Verdener til Jordelivet.

Det mest nærliggende, det letteste og maaske derfor det farligste, er at sætte alt ind for vor egen personlige Udvikling og lade de andre rode rundt i det Smuds, hvor Verden synes at befinde sig.

Og dog vil det ikke være nok. Maaske viser en umiddelbar Følelse os endog, at det ikke er det. – Men hvad er det, der binder os til denne Verden, som den er?

Først og fremmest er det naturligvis Kærligheden til Mennesker, som vi jo netop prøver at opøve i os. Undertiden kan vi have Brug for at huske, at levende Kærlighed ikke er noget fjernt, abstrakt, men noget i dybeste Forstand med-lidende. Vi hjælper ikke et Medmenneske meget ved at kaste et klogt og omfattende Verdenssystem i Hovedet paa ham, men kun ved at lytte, ved at søge en bevidst Kontakt med det, han er, og det, han er midt i. Det er ikke behageligt at bære ogsaa andre Menneskers Byrder paa sine egne i Forvejen ret hudløse Nerver, men det er nødvendigt, om vor Kærlighed virkelig skal kunne hjælpe andre, at den er, medlidende.

Som et Grundlag for dette har vi de jordmenneskelige Kaar, vi er underkastet, her paa dette fysiske Plan. Vi er sat ind i et Medansvar med alle vore Medmennesker. Vi ser Tanken i den Realitet, at Jordmenneskeheden udgør eet Væsen, een Organisme. Og deri ligger endnu en Grund for, at vi ikke kan løsrive os fra en Skæbnesolidaritet med vore Medmennesker (og i videre Forstand med ogsaa alt andet levende – men det er anden Historie).

Men naar nu denne Solidaritet skal sættes ind i vort daglige Liv, er det, vi snart fristes til at flygte ud i en Ørken-Eneboers fredfyldte Tilværelse, og snart til at drukne alle Problemer og Konflikter ved at styrte os ud i Jordmenneskehedens store Hav og blot være som de andre.

Og her maa vi forsaavidt standse, for der gives ingen Standardløsning paa dette Problem. Løsningen foræres os ikke – den skal tilkæmpes Dag efter Dag, i Situation paa Situation, stadig paany. Finder vi een bestemt Holdning een Gang for alle og altid gaar frem efter den – hvis vort Livssyn bliver til Patentløsning og System, bliver vi Sekt.

Kun i den levende og kæmpende Solidaritet med vore Medvæsener kan vor Bevægelse virkelig være den Inspiration og Impuls, der kan naa ud til alle Afkroge. Vi skal følge med overalt, men uden at opsluges. Netop i dette at følge med og dog være Vejvisere ligger vor Opgave.

Lad os saa ind imellem mødes i vort eget Fællesskab, hvor vi søger for en Tid at støde alt mørkt og ondt helt fra os. Vor Opgave vil dog ikke ligge i at blive der, hvor vi selv befinder os godt, men at være der, hvor andre har Brug for os.