Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Endnu kan jeg intet se af min blinkende Ønskestjerne; Dagens straalende Solskin og uophørlige Larmen blinder mine Øjne og døver mine Øren for Stilhedens bundløse Dyb!

Nyfigent stirrer den muntre Dag paa alt og hindrer min Stjerne i at tændes. – – Som en endeløs Leg smuldrer Dagen hen, mættet med Smil og Taare; ak – Tiden rinder som Sandet gennem Fingrene, altid venter noget ugjort, som skulde have været formet. – – – Døgnfluen tæller ej Maaneder og Aar, og dog er Tiden saa rigelig for den!

Jeg tæller ej heller Aarets Maaneder, mens jeg sanker mine tabte Stjerner, – døde og udslukte ligger de for min Fod, men en Stund vil en Taare give dem Glans!

Lokkende og hemmelighedsfulde blinker alle Himlens Stjerner mod mig, naar Sindet er fyldt med selviske Ønsker og Begær; ak, den ene lover mig – blinkende og lysende – een Ting og en anden andre skønne Oplevelser; sanseberust og ør strækker mine Tanker sig mod den straalende og glimtende Stjernevrimmel – henrykt stirrer jeg mig næsten blind paa al denne Pragt, suger den til mig ved hvert Aandedrag – – – mere, mere, stadig mere. – Men een af mine Stjerner finder jeg ikke – – min Ønskestjerne!

Med mit Hjerte spørger jeg de mange andre: "Vil I finde den til mig?", men de lokker og smiler blot endnu mere; thi deres Hjerte svarer ikke mit, deres Hjerte var ej som den straalende og funklende Skal, der lokkede saa sødt og sært.

Een for een falder alle mine Stjerner, men for hvert et Stjerneskud der daler, ønsker jeg mig min Ønskestjerne tilbage.

Naar den er funden, er det ikke længere mit eget Begær, der lyser mig imøde, – da er det Gud, der smiler til mig fra et natsort Dyb. Og een for een vil nye Stjerner tone frem i det milde Mørke – endnu skønnere og klarere at skue; thi de bærer i sig al Lyset og Kraften fra Ønskestjernen; – – deres lysende Skønhed er Funker af Guds Smil!