Kosmos 1942/4 side 89
J. G. Hannemann:
Forskellige Former for Livsindstilling.
(Fortsat.)
Dette vil imidlertid kun kunne vare en vis Tid, idet de mørke og triste Sider naturligvis ikke i Længden kan holdes borte paa denne Maade, saaledes at Skuffelsen før eller senere maa melde sig. Vennerne vil opdage, at de Fremtidsperspektiver, Optimisten har udmalet for dem, ikke holder stik, at de Ting, Optimisten i sin Optimisme eventuelt har lovet dem, ikke kan realiseres, kort sagt, de føler sig mere eller mindre skuffede eller narrede og mister efterhaanden Tilliden til ham (hende). Det vil uundgaaeligt bevirke, at Optimisten, skønt stadig omgivet af nye Venner, alligevel efterhaanden kommer til at staa ganske isoleret uden en eneste virkelig Ven, idet et gensidigt urokkeligt Tillidsforhold er en absolut nødvendig Betingelse for Eksistensen af et dybtgaaende Venskab. Selv om det ikke er med Forsæt eller direkte paa Beregning, at Optimisten overdriver i det lyses Favør eller gør Tingene saa straalende som muligt, men det er fordi det ligger i hans (hendes) Natur, forandrer det jo ikke den Realitet, at Medvæsenerne altsaa ikke helt kan regne med, hvad han (hun) siger eller lover, og saaledes ikke mere kan føle fuldstændig Tillid og Tryghed over for ham (hende). Denne Tilstand af mere eller mindre Isolation kan i det lange Løb ikke undgaa at indvirke som Ubehag paa Optimisten. Selv om han (hun) maaske ikke direkte vil komme til at lide af Ensomhedsfølelse, vil han (hun) i hvert Fald begynde at føle et vist Lede ved sin Situation. Tilværelsen vil let kunne forekomme ham (hende) indholdsløs, kedelig eller uinteressant, uden nogen Art af inspirerende Momenter, kort sagt overfladisk, idet han (hun) jo netop ved sin egen Væremaade uden at vide af det har berøvet sig selv nogle af de største og skønneste Oplevelser i Livet, nemlig de Oplevelser, som virkeligt Venskab og fuld gensidig Fortrolighed og Tillid over for andre Væsener uvægerligt vil medføre i Form af inspirerende Samtaler og Udveksling af Tanker i en gensidig Sympatiens Atmosfære, samt i Form af den livgivende Vederkvægelse, det er, at kunne aabne sig helt og betro alle sine Sorger, Bekymringer, Ufuldkommenheder og Forventninger til andre Væsener for hos disse at hente den kærlige Forstaaelse og Sympati, der tit er den største Hjælp og Lindring, og samtidig selv at være i Stand til at glæde og hjælpe de andre Væsener paa akkurat samme Maade. Hvad nytter det saa Optimisten, at han (hun) maaske altid vil kunne skaffe sig nye Venner, som for en Tid kan begejstres og inspireres af ham (hende), naar det gensidige Fortrolighedsforhold, der betinger de inderligste og mest sublime Samvær og Oplevelser, er hindret i at opstaa.
Nedbrydning af det optimistiske Livssyn.
Vi har nu forsøgt ved alle de ovenstaaende Analyser at klargøre, hvad der, skjult bag alle de ydre Detailler og forskelligartede Manifestationsformer, som danner den optimistiske Livsindstillings udadvendte Side, dybt i Individets egen Bevidsthed udgør den virkelige udløsende Aarsag for Fremkomsten af denne Indstilling. Og vi fandt, at nævnte Aarsag bestaar af Bevidsthedsegenskaber som Trangen til at dyrke og hævde sig selv, altsaa ganske normale Egenskaber, som ethvert Jordmenneske besidder i en mer eller mindre udpræget Grad. Der er derfor heller ikke noget mærkeligt i, at det optimistiske Livssyn er Kimen til forskellige kedelige og ubehagelige Tilstande, selv om det i Almindelighed kun opfattes som, og naturligvis ogsaa for en stor Del er, lykkebringende. Vi saa saaledes ovenfor, at dette Livssyn nemt kan afføde Tilstande som Isolation og Overfladiskhed og desuden ogsaa kan afføde direkte Skuffelser og Ubehageligheder f. Eks. ved, at man regner med, at Medvæsenerne er bedre og mere ideelt indstillede, end de i Virkeligheden er, og ved, at man paatager sig selv større og flere Opgaver, end man er i Stand til at magte, hvorved et Nederlag bliver uundgaaelig enten i Form af, at man trods sine store Ord maa give nogle af Opgaverne fra sig igen eller ved, at man ganske vist nok selv løser dem alle, men til Gengæld maa sløje af paa Kvaliteten i Løsningerne.
Det er jo ogsaa kun logisk, at Tidens Tand nedbryder og forvitrer et Livssyn, der, som det optimistiske, ikke er i absolut Overensstemmelse med Sandheden og Virkeligheden, idet de Divergenser, der Gang paa Gang maa opstaa mellem et saadant Livssyn og Virkeligheden, jo vidner om, at der er noget i Vejen med eller Huller i det Middel, som Individet i Form af sin Livsindstilling benytter sig af i sin Kamp over for Tilværelsen. Ganske vist kan Divergenserne maaske paa mere eller mindre unaturlig og urigtig Maade bortforklares; men det har Individet jo i Længden ingen virkelig Gavn af, idet Divergenserne alligevel er der til Gene for det. Før eller senere maa det blive nødt til at revidere sit Middel, altsaa sin Livsindstilling. Her tilsvarende som for Pessimisten gælder det, at Individet først maa føle et vist Ubehag eller Disharmoni ved den Del af dets Tilstand, der fremkaldes og stimuleres af dets Livssyn, før der kan ske en Forandring med dets Livsindstilling. Ovenfor har vi netop fundet ud af, hvorledes et saadant Ubehag kan opstaa for Optimistens Vedkommende. Med Hensyn til en Forandring af dets Livsindstilling kræves der desuden, tilsvarende som for Pessimisten, enten at de ydre Begivenheder forandres, eller at Individet forandrer sine egne Begær efter Selvdyrkelse og Selvhævdelse. Det førstnævnte Middel er ikke synderlig tiltalende eller behageligt, idet en Forandring i de ydre Forhold kun kan gaa i en for Individet ugunstig Retning, hvis det skal kunne resultere i en Forandring af dets Livsindstilling, hvorimod det sidste Middel, d. v. s. at optage Kampen med sig selv, er særdeles effektivt. Her gælder i Virkeligheden ganske det samme som tidligere er anført under Pessimisten (Side 36), og som der derfor her skal henvises til.
Optimistens moralske Udviklingstrin. Typiske Eksempler.
Hidtil har vi kun beskæftiget os med den typiske Repræsentant inden for Optimismens Omraade, hvis karakteristiske Træk i Form af en Række Tilbøjeligheder, vi har angivet, og for hvilke vi ved en indgaaende Analyse har fundet de primære, udløsende Aarsager, der iøvrigt maa være de samme, hvad enten Tilbøjelighederne er mere eller mindre udprægede eller med andre Ord, hvad enten Optimisten er mere eller mindre typisk. Derimod har vi endnu ikke undersøgt paa hvilket Trin i moralsk Henseende, Optimisten staar; men da dette ikke kan siges at være uden Interesse, vil vi slutte Afsnittet om Optimisten med en saadan Undersøgelse. Da vi overalt i vore Analyser kom til Selvhævdelse og Selvdyrkelse som det primære Motiv for Optimisme ganske tilsvarende som for Pessimismens Vedkommende, maa Optimismen være at finde i nøjagtig det samme Omraade, hvor Pessimismen ogsaa findes, altsaa Omraadet fra Naturmenneskestadiet og til Indgangen til det rigtige Menneskerige. Erfaringen viser da ogsaa, at vi kan møde Optimisten overalt blandt Jordmenneskene i den civiliserede Verden lige fra de mest primitive og til de mest udviklede Mennesker.
(Fortsættes.)
Tilbage til forfatterregister
Forrige