Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu er der maaske nogle, som vil hævde, at Optimisten slet ikke besidder de i Pkt. 4 anførte Tendenser og slet ikke har den mindste Antydning af Merværdsfølelser. Naturligvis er de forskellige Optimister forskellige og deres Tilbøjeligheder til Merværdsfølelser er saaledes ogsaa forskellige, baade i Omfang og m. H. t. Omraade, men at hævde, at Optimisten skulde være helt blottet for Merværdsfølelser, vilde være det samme som at beskylde ham (hende) for at være inkonsekvent, idet det dog maa anses for en høj Grad af Inkonsekvens at overdrive og overvurdere i Favør af det, der er til Gunst for ham (hende), naar der er Tale om en Bedømmelse af Situationer, Ting og Begivenheder i den Omverden, der er i Forbindelse med ham (hende), men ikke gøre det samme, naar der er Tale om en Bedømmelse af hans (hendes) Evner og Manifestationer i Relation til den samme Omverden.

Nu vilde man maaske mene, at Optimistens relative Usaarbarhed over for andres Mening (Pkt. 5) er et umiskendeligt Tegn paa hans (hendes) høje moralske Standard; men heller ikke dette er rigtigt, idet Usaarbarheden jo blot kan skyldes, at man har saa høje Tanker om sig selv, at man ikke regner med nogen Art af Kritik under Foregivende af, at en saadan Kritik jo næsten altid fremføres ud fra mindre pæne Motiver saasom Jalousi etc. Det er netop et Ræsonnement, Optimisten tit benytter sig af, og man kan da heller ikke frakende det en vis Rigtighed, det burde blot ikke være Motivering for ikke at lytte efter Kritik, selv om man umiddelbart kan se, at den er af negativ Karakter. Hvis man blot har en tilstrækkelig Grad af Beskedenhed og Ydmyghed i Sindet, vilde man nemlig være vel vidende om, at negativ Kritik, lige saa fuldt som enhver anden Form for Paavirkning, er en fra Omgivelserne mod en selv rettet Tale, der maaske netop kan indeholde de Guldkorn, man har allermest Brug for og Gavn af. En saadan Kritik kan derfor, maaske stik imod dens Ophavs egentlige Hensigt, komme til at udgøre en kærlig og værdifuld Vejledning for den, Kritiken er rettet imod, blot vedkommende selv er indstillet paa den rigtige, positive Maade.

Optimistens Tilfredshed med næsten alting og ukritiske Indstilling over for Omgivelserne (Pkt. 6) maa man ogsaa vogte sig for at tyde som et Tegn paa en høj Moralitet, idet nævnte Tilstand i Almindelighed blot er Udtryk for, at en vis Grad af Mætning uhindret kan finde Sted eller har fundet Sted i det Omraade, hvor Tilfredsheden kommer til Syne. Medens Pessimisten er et hungrende og ikke tilfredsstillet Væsen, hvis Sult efter Selvhævdelse og aktiv Skabelse det vanskeligt kan tilfredsstille paa normal Vis, og som derfor, som ogsaa tidligere vist, bl. a. har Tendens til at give sig Udslag i en livsnedbrydende, negativ Kritiseren, er Optimisten derimod et ret mættet og tilfredsstillet Væsen, der ikke er hindret i en yderligere Tilfredsstillelse af sit Begær efter Selvhævdelse og aktiv Skabelse, og som derfor ikke har noget Grundlag for de Jalousi- og Mindreværdsfølelser, der jo netop er den udløsende Aarsag for al negativ Kritik. At han (hun) i Almindelighed heller ikke har nogen synderlig Tilbøjelighed til at manifestere positiv Kritik, kan desuden vel næppe forklares ud fra nogen særlig høj Grad af moralsk Udvikling, idet han (hun) i saa Fald netop mange Gange maa føle det som en Pligt at fremkomme med en virkelig positiv Kritik, selv om dette maaske kunde fremkalde øjeblikkelige Virkninger af ubehagelig Karakter. Den ovennævnte Tilbøjelighed er jo blot en naturlig logisk Følge af Optimistens almindelige Trang til helst kun at ville se de gode og lyse Sider ved Tingene og til helst slet ikke at ville se endsige beskæftige sig med de mørke, kedelige og daarlige Sider, som enhver Form for Kritik, hvad enten den er positiv eller negativ, maa omhandle.

Endelig vil man ogsaa se, at Optimistens Anskuelse eller Mening om Tilværelsesproblemet (Pkt. 7) paa tilsvarende Maade som alle de øvrige Punkter er med til at male Baggrunden for hans (hendes) Tilsynekomst saa lys som vel mulig for derved, som forklaret i det foregaaende, at skabe de bedste og mest egnede Betingelser for ham eller hende til en Dyrkelse og Hævdelse af sig selv.

Nu forekommer der naturligvis mange Tilfælde, bl. a. der hvor det optimistiske Syn overføres til andre, som ikke umiddelbart kan betragtes i Relation til Selv dyrkelse; men i den Forbindelse maa man erindre, at Lysseeriet ganske som Sortseeriet kan udvikles til en Vane eller Automatfunktion, saaledes at man ser lyst, hvorhen man end vender Øjet, og det forandrer jo intet i, at Optimismen altid i sin Opstaaen og i sin primære Form udelukkende drejer sig om Individet selv, dets Glæder og Forventninger, dets Præstationer og dets Medgang og Sejre.

Endelig kan der være Grund til at gøre opmærksom paa, allerede her, at man ofte forveksler det afbalancerede Livssyn med den optimistiske Livsindstilling og omvendt, hvorved der kan komme en tilsyneladende Uoverensstemmelse m. H. t., at den dybeste Agtelse for Optimisme altid skal være Selvdyrkelse og Selvhævdelse. Saaledes vil man have svært ved at tro og forstaa, at den Livsglæde, der er saa karakteristisk for Naturbarnet, hvad enten dette lever i Urskovenes ensomme Dyb eller i den civiliserede Verdens forcerede Tummel, skulde have noget med Selvdyrkelse og Selvhævdelse at gøre, og nævnte Livssyn kan man dog ikke komme uden om, ligner den optimistiske Indstilling i paafaldende Grad. Det er ogsaa ganske rigtigt; men det forandrer alligevel ikke, at vi her har at gøre med et helt andet Livssyn, nemlig det afbalancerede Livssyn i sin instinktive Udfoldelse, der udspringer fra helt andre Forudsætninger, som vi senere skal komme nøjere ind paa.