Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For mange synes det fuldstændig uforstaaeligt, at vi efter at være naaet igennem alle denne Spirals Lidelser og Kampe frem til en afklaret Tilstand, atter skal runde Cirklen og dykke ned i Lidelserne. De opfatter det som en Ubarmhjertighed fra Forsynets Side, som noget, de imod deres Villie skal tvinges ned i.

Det synes dem ufatteligt, at de selv skal ønske sig bort fra den harmoniske og trygge Tilværelse, de omsider har kæmpet sig frem til. Og naar man ser ud over det mægtige Panorama, som en Udviklingsspiral frembyder, naar vi ser tilbage over alle de Kampe, vi har maattet igennem, paa alle de Lidelser, vi er midt i, og dem, vi endnu har tilgode, før vi naar ind i det Lysets Rige, hvis straalende Skønhed vi alle higer imod, – ja, da er det vel forstaaeligt, at vi smaa Mennesker sukker: "Ak, kunde vi dog blot blive der i al Evighed!"

Men ligesom det er os muligt, at dannne os et Billede af vor Jordklodes Udseende, og de forskellige Verdensdeles Beliggenhed i Forhold til hinanden, ved Hjælp af en lille Globus, der ikke er større end vi kan staa med den i Haanden, saaledes vil vi ogsaa finde, at det ofte, hvor det gælder Livets store Gaader, bliver langt lettere for os at forstaa dem, hvis vi er i Stand til at drage Paralleller, inden for det af vort eget lille Omraade, som vi er i Stand til at overse. Thi da hele Verdensaltet er eet logisk sammenhængende Hele, vil det store altid gentage sig i det smaa – Principperne vil overalt være de samme, selv om Formerne er forskellige.

Hvis vi altsaa søger at betragte Problemet, at gaa fra Lyset ind i Mørket, her i vor egen begrænsede Verden, vil det ganske vist ved en overfladisk Betragtning styrke os i vor Undren – thi, hvem vil dog nogen Sinde her tænke paa at forlade en tryg og rolig Tilværelse, for at styrte sig ud i Fattigdom og Nød? Vilde man maaske ikke betragte et Menneske, der frivilligt bar sig saadan ad, som moden til at spærres inde paa en Galeanstalt? – Men det er da ogsaa kun den overfladiske Betragtning, der bringer os til et saadant Resultat; gaar vi i Dybden, og undersøger Sagen tilbunds, vil vi faa et ganske andet Billede at se.

Det er nemlig ikke saaledes indrettet, at alt det, der vil bringe os Glæde, straaler os imøde som noget lyst og tillokkende, medens det, der vil bringe os Sorg, ser mørkt og afskrækkende ud. Var det Tilfældet, vilde det jo ikke være nogen Sag at gøre sit Valg, men saa vilde der heller aldrig kunne finde nogen Udvikling Sted. Vi vilde blive som smaa Børn, der blev pyldret saa meget om, at de blev fuldstændig ude af Stand til at handle som selvstændige Mennesker. Men Udvikling er absolut nødvendig, for at der kan eksistere Liv, og derfor vil vi da ogsaa se, at det hele ikke er slet saa enkelt og lige til.

Vi har sikkert alle en eller maaske flere Gange i vort Liv været i den Situation, at vi midt i en Periode af Fortvivlelse og Mørke har tænkt: "Ak, havde jeg blot den Gang handlet anderledes, saa var alt dette ikke hændt mig." Men hvordan er vi kommet i en saadan Situation? – Ikke fordi vi har tænkt: "Ad denne Vej vil jeg faa en Del Lidelse, som jeg endnu mangler." En saadan Tænkemaade vilde være ganske abnorm. Nej, vi har sikkert, da vi stod paa Skillevejen og skulde træffe vort Valg, følt os overbevist om, at vi valgte det, der vilde bringe os den største Glæde og Lykke. Maaske har der i det afgørende Øjeblik været Tvivl i vort Sind, maaske har der i vort Indre været en Stemme, der har hævdet, at den Lykke, vi saa brændende begærede, var baseret paa Egoisme, og at den snart vilde falde sammen om os som et Korthus. Men naar vort Begær er tilstrækkeligt stærkt, ligegyldigt om det i Øjeblikket er Rigdom, Magt eller Ære, det gælder, saa er en saadan Stemme saa let at overdøve, saa har vi et Utal af Undskyldninger og Grunde til, at vi ikke lytter til den. Vi er som et Menneske, der midt ude paa Søen ser en vidunderlig skøn Aakande, og føler, at han for enhver Pris maa eje den, vi bøjer os ud over Kanten af vort skrøbelige Fartøj og griber med begge Hænder om Stilken for at bemægtige os den kostelige Skat – men den er stærkere end vi, den drager os ned i Lidelsernes Dyb.

Først bagefter, naar man er naaet igennem en saadan Lidelse og har faaet den saa meget paa Afstand, at man roligt og klart kan se tilbage over det, der er sket, maa man ofte sige til sig selv: "Maaske det vilde have været lettere for mig, om jeg den Gang havde valgt anderledes, men saa vilde jeg ikke have faaet Lejlighed til at lære alt det, jeg har maattet i denne Tid."

Og saaledes som vi her i dette korte Liv, med Jubel styrter os ud i Lidelser, der skal bringe os Taarer – Taarer, der ikke skæmmer, men forskønner, saaledes har vi ogsaa engang, mættede af Sollys og Fred, stilet imod det Mørke, igennem hvilket vi nu atter er ved at erfare den evige Sandhed: "Alt er saare godt."