Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de filosoffer, som i særlig grad har bidraget til, at vi kan bedømme Martinus "udefra", dvs. udelukke os selv som hans indforståede læsere, er tyskeren Immanuel Kant (1724-1804). Han løste de problemer, som hans forgængere havde tumlet med, nemlig: Hvad kan vi tillade os at stole på som gyldigt? Han tog præcis det samme udgangspunkt som Martinus, hos hvem man i Livets Bog 1, stk. 1-2 i sammendrag kan læse: "Ethvert levende væsen er uden undtagelse genstand for livets oplevelse i form af en vekselvirkning mellem to former for energi: den fra vore omgivelser og den fra vort eget indre." Energien fra omgivelserne kaldte Kant erkendelsens materiale, energien fra os selv kaldte han erkendelsens form. Verden, som den er i sig selv (an sich), kunne man ikke erkende, for den blev altid formet af vores særlige måde at erkende på. Tid og rum er sådanne erkendelsesformer. Årsagsloven en tredje, og den er specifik for mennesker. Eks.: Hvis en kat ligger på gulvet, og en bold triller ind ad døren, så løber katten efter bolden. Et menneske derimod ville vende sig for at se, hvor bolden kommer fra. Derfor kan mennesker heller ikke lade være med at spekulere over, hvor verden kommer fra. Men her, siger Kant, har vi ikke noget erkendelsens materiale at støtte os til. Vi er jo selv en del af den "bold", som triller ind ad døren. For at se, hvor den kommer fra, må vi distancere os fra den og se den dukke op, men det kan vi ikke. Derfor kan vi heller ikke sige med sikkerhed, om verden har været der hele tiden, eller om den er dukket op på et bestemt tidspunkt. Hverken den ene eller den anden mulighed kan vi vide noget om. Har verden altid været der, finder vi ingen erfaringer fra dagliglivet, der kan støtte os i en tilsvarende opfattelse af ting, der altid har været der. Og er den opstået på et bestemt tidspunkt, så kender vi ingen eksempler på, at noget er kommet af ingenting. Heller ikke Guds eksistens kan vi vide noget om med sikkerhed. Vi kan hverken bevise det ene eller det andet, vi er overladt til vores tro.

Men Kant stopper ikke her. Han mener nemlig, at vi har en moralsk forpligtelse til at tro på Gud. Og han forklarer det med, at alle mennesker inderst inde godt ved, hvad der er rigtigt og forkert. De har en "morallov" indbygget. Men Kant kunne ikke sige, hvor den stammede fra. Det kunne Martinus til gengæld. Han kaldte den for "den humane evne" (Livets Bog 7, 2658:29) og kunne vise, hvordan den gradvis er opstået gennem mange liv, hvor ophobede lidelseserfaringer efterhånden har skabt forståelse for andres lidelser. Så stor forståelse, at man ikke nænner at gå imod moralloven eller det kategoriske imperativ, som Kant kaldte den.

På hans grav i Königsberg, hvor han levede næsten hele sit liv, er et af hans mest berømte udsagn citeret: "Der er to ting, som fylder mit sind med stadig voksende beundring og ærefrygt: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig. De er for mig beviser på, at der er en Gud over mig og en Gud i mig."