Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Det hele er i grunden meget enkelt. Det startede med Jesus' fødsel for et par tusind år siden, og nu fejrer vi det og kalder det jul. Altså noget årligt tilbagevendende, – og er der noget nyt i det?

Ja, det er der i høj grad! Nok er julen et ritual, men for hver jul, vi fejrer, bliver verden en lille smule bedre. Men for at se det, må vi tro det. Vi må tro på, at der er noget i menneskene, som er godt, og som vil spire og vokse sig stort. Det er dette, Jesus kaldte himmeriges rige, og som Martinus på de følgende sider kalder verdens frelse. Men man må være åben og interesseret for at forstå det. Man må være i julestemning.

Martinus bruger mange udtryk fra Bibelen. Han taler om Gud og om talsmanden den hellige ånd. Det er ord hentet fra en gammel tradition, men de kan sagtens forstås af moderne mennesker, som er indstillet på at komme i julestemning. Det handler om at holde modet oppe og se tingene i så stort et perspektiv, at angst og mismod, livets trofaste følgesvende, fordamper og bliver til blå luft. Det drejer sig ikke om at bilde sig selv noget ind, at tro på det umulige. Men det drejer sig om at nære den lille spire af håb, som vist nok ligger gemt i os alle, håbet om en bedre verden eller himmeriges rige.

Hvordan bærer Martinus sig ad? Han forbinder punkter af viden med punkter af ikke-viden. Han viser os i store træk, hvor vi kommer fra, hvor vi er nu, og hvor vi logisk må siges at være på vej hen. Retfærdigvis skal det nævnes, at tror man på evig krig og ondskab, så kan man forbinde nogle andre punkter og få netop den opfattelse bekræftet.

Hvad skal man så tro, hvis man er indstillet på logik? Martinus er jo kendt og skattet for sin stringente logik. Som vi skal se, så bygger hans logik på en følelse, han kalder den humane evne. Den er ikke opstået af fornuft, den er ikke et resultat af, at man har tænkt sig grundigt om. Den er langsomt vokset frem gennem noget, han kalder livets direkte tale. Hvis man har det skidt ved at se dyr og mennesker lide, så er det fordi, man har fået en evne til at leve sig ind i andres lidelser. Man har selv lidt og kender det til hudløshed. Det gør ondt, når andre lider, det er den humane evne.

På denne for nogle så velkendte erfaring bygger Martinus sit ræsonnement op, og det betyder, at man nu har en forklaring, der viser, hvorfor man ikke kan nænne at gøre noget, som andre udmærket kan nænne. Fra at leve i sine følelser får man et sprog at forstå dem med. Og dermed forstår man også sig selv.

Alt dette er altså fortsættelsen på juleevangeliets: Elsker hverandre! Hvad englene sang, sætter Martinus på noder. Vi skal i dette nummer høre mere om den humane evne, om vrede og sårbarhed, om Martinus som eventuel mystiker, og om stjernehimlen over os og moralloven i os. Glædelig jul!