Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Læren om reinkarnation er hverken absurd eller nytteløs. Det er ikke mere overraskende at blive født to gange end én gang; alt i naturen er genopstandelse."

Citatet skyldes Francois Marie de Voltaire (1694-1778), den måske fornemste af de franske oplysningsfilosoffer. Oprindelig skrev han skuespil, men fik under et ophold i England en slags filosofisk vækkelse efter læsning af Locke og Newton. Hvad stilens klarhed og udtrykkets magtfuldhed angår, er der næppe nogen, der kan måle sig med Voltaire. Med sin agitation for tolerance og frisind indvirkede han mærkbart på hele sin tids og sit folks tænkemåde.

Trods sin modstand mod kirken var Voltaire ikke ateist, men han bekæmpede al fanatisme og forblændet dogmetro. "Fordomme er anskuelser uden bedømmelse, derfor indpoder man børn over hele Jorden sine egne meninger, før de selv kan skønne," skrev han. Hvad troen på Gud angik, havde han følgende opfattelse: Den er en "tankebekvemmelighed, et af fornuften krævet vedhæng ved verdensforklaringen. Naturens hensigtsmæssighed synes at tvinge os til at antage, at der eksisterer en Gud, og findes han ikke i virkeligheden, så må vi selv opfinde ham."

Voltaire havde ikke meget tilovers for den menneskelige forstand, når det gjaldt om at trænge ind i livsmysteriets løsning. Vores erkendelsesmuligheder ligger udelukkende i erfaringen, mente han. Her kan vi forudberegne begivenheder ud fra fundne mekaniske lovmæssigheder, men om de endelige og sidste spørgsmål har og får vi ingen sikker viden. "Gud gav os forstanden for at lede vor vilje, ikke for at trænge ind i de skabte tings væsen og natur. Betragt dette sædekorn, som jeg kaster på marken, og sig mig, hvordan det går til, at det kan vokse og blive til strå, tynget af aks. Jeg kunne give dig tykke bøger fyldt med spørgsmål, på hvilket du kun kunne svare med disse fire ord: derom ved jeg intet."

Lidet anede den begavede Voltaire, hvorledes der mindre end 200 år efter hans egen fødsel skulle fødes en Martinus, der kunne udrede alle disse ting. Men han kunne også give Voltaire ret i, at med forstanden alene kommer vi ikke langt, når det gælder livsmysteriets løsning. Det er først, når vi har denne løsning som en tavs viden inde i os selv, at vi kan bruge forstanden til at befrugte sproget, så det kan omslutte problemet, overskue det og give udtryk for det i ord og sætninger. Om ikke andet så med en hypotese, der stemmer med denne tavse viden, født af mange livs lidelseserfaringer. Selv "frøets udvikling til strå, tynget af aks," kan forklares i ord og sætninger for forstanden. Men Voltaire har ret. Forstanden er kun til for at lede vor vilje. Men bag den ligger netop erfaringen. Eller som Martinus skriver: "Hvis De ikke i Deres bevidsthed allerede besidder visse erfaringer, vil mit arbejde slet ikke have interesse for Dem." (cit. fra hans artikel Den mentale kursændring)