Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! I kirken er det præsten, der får både det første og det sidste ord. Det er komplet fremmed for et moderne samfund, hvor alting bliver lagt ud til debat. Voltaire ville ikke i 5 sekunder have fundet sig i det, og ham skal vi høre mere om i dette nummer af Kosmos. Men ellers drejer det sig om Martinus' løsning på dette problem, der bliver mere og mere aktuelt, efterhånden som kirkens afløser – oplysning og videnskab – heller ikke længere står så højt i kurs. Resultatet bliver, at vi må være vores egne autoriteter, det er overladt til hver enkelt at få både det første og det sidste ord.

Til det brug har Martinus skabt sit verdensbillede som en stor hypotetisk eller teoretisk forklaring, der indeholder så mange store linjer og små detaljer, at der vil være nok at snakke om og diskutere i de næste 3000 år.

Hvis læseren nu spørger, hvad det er for ting og sager, jeg tænker på, så drejer det sig i al sin enkelhed om livets pinagtighed: Hvorfor skal det være så svært at være menneske? Hvorfor er man så usikker? Hvorfor skal man altid gå og parlamentere med sig selv, både før og efter man har været sammen med andre mennesker? Hvad kan jeg gøre for at blive lykkelig?

Osv.

Disse spørgsmål kunne folk i gamle dage gå til præsten med. Han kunne slå op i Bibelen og vise, hvad man skulle gøre. Man var altid tryg, aldrig usikker. Til erstatning for denne "facitliste" giver Martinus en samlet forklaring, der er så universel, at den kan bruges af alle mennesker. Også af dem, der hverken tror på det ene eller det andet. Ja, det viser sig, at det er til dem, Martinus først og fremmest henvender sig. De står frit og er ikke bundet af gamle forestillinger om en Gud i himlen eller en Kristus, der døde for vores synders skyld. De er heller ikke bundet af andre religioner eller livsfilosofier, og de har ikke den tro på videnskab og oplysning, som fx Voltaire havde. Og måske vigtigst af alt: De tror slet ikke på, at en person som Martinus skal komme og fortælle dem, hvad de skal gøre.

Om dette fortæller samme Martinus i sin artikel på de næste sider. Og som man kan forstå, så kunne han ikke komme med sit "tredie testamente", før menneskene havde været igennem det gamle og det nye testamentes epoker. Man kunne ikke overtale hverken en Moses eller en Simon Peter til at interessere sig for Martinus. Heller ikke en Voltaire. Det hele ligger i udviklingen, men det ligger faktisk også skjult i både Bibelen og oplysningstiden. De har det med på hver sin måde, men det er ikke samlet og ordnet, så man kan knytte den røde tråd. Det gør Martinus, og det gør vi alle sammen efter bedste evne. Det er menneskets vilkår at skulle skrive sin egen kosmologi ud fra egne livserfaringer. Det skal vi se eksempler på i dette blads øvrige artikler. Vi skal selv – hver for sig – have både det første og det sidste ord!