Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) var en fransk filosof og digter. Som ung stak han af hjemmefra og søgte til Paris, hvor han fandt sammen med tidens førende litterater, der opfordrede ham til at skrive et bidrag til den store franske Encyclopédie, 1700-tallets forsøg på at samle al viden på ét sted. Oplysningstiden kalder man dette århundrede. "Oplysning er menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndighed", sagde den store tyske filosof, Kant. Med oplysning mente han videnskab, fornuft, logik og omtanke. Med oplysningen skulle det nok gå fremad i verden. Oplyste folkeslag kunne ikke finde på at gå i krig mod hinanden. De havde en højere moral. Troede man.

Rousseaus berømmelse blev med ét slag slået fast, da han i 1749 for første gang fremsatte grundtemaet i sin filosofi, der gik stik imod oplysningstidens maksime. Rousseau mente nemlig, at al kultur har fordærvet mennesket og spoleret dets naturlige livsglæde. De primitive naturfolk lever sundt og naturligt, uvidende og frie. Med oplysningen er ulykken kommet ind i vores tilværelse, derfor: Tilbage til naturen!

Han var nu en feteret person, som der var bud efter fra mange sider. I sit næste arbejde Le contrat sociale (Samfundspagten) fra 1761 går han ind for demokrati som den bedste styreform. Det kan være fornuftigt nok at give efter for den stærkeres ret, skriver han, men jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være en pligt.

Det var frie og stolte ord, der blev husket i 1789, da den franske revolution brød ud.

Med Rousseau lagdes grunden til det moderne demokrati. I kølvandet fulgte højtidelige erklæringer om ethvert menneskes naturlige rettigheder uanset race, køn, sprog eller religion. Sammen med den engelske filosof John Locke kom Rousseau til at stå fadder til disse erklæringer i henholdsvis Frankrig og Amerika. De hvilede på en 100 år tidligere fremsat tanke om en "naturret". Ord som "naturlig" og "naturligvis" slog rigtig an på Rousseaus tid. Martinus påpeger, at deres indhold og betydning ikke ligger fast, men ændrer sig med udviklingen af moral og levevis. Faktisk er det ikke spor naturligt for kulturfolk at leve som naturfolk. Nej, vi skal ikke tilbage til naturen. Men i øvrigt gav han Rousseau ret. Om naturmennesket skriver Martinus i småbog 10:2, kap. 12: "... det lever endnu i en tilstand, hvor det kan gå til en guddom eller et levende forsyn med dets bekymringer, ligesom det lader samme forsyn bestemme moral og karakter, samtidig med at det bøjer sig dybt i støvet for dette livets absolutte fundament. Det kender derfor slet ikke den håbløshedens og nervesammenbruddets sfære, kulturmennesket i en kolossal udstrækning vånder sig i. I naturmennesket og kulturmennesket ser vi en bekræftelse på de virkninger, der skulle blive resultatet af nydelsen af kundskabens træ. Vi bliver her vidne til, hvordan væsenerne nyder af kundskabens træ og "dør døden"."