Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Navigerer vi mennesker efter en bevidst etik, eller er det mest et spørgsmål om improvisation? Filosofferne har givet os forskellige råd. Immanuel Kant, Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche er vesterlandske tænkere, som har belyst spørgsmålet ud fra forskellige perspektiver.

Gennem Martinus har menneskeheden fået det overblik, der tidligere har været savnet. Et helhedssyn over verdensplanen og livets mening. Han påviser et etisk kompas, som ufejlbarligt fører til livsglæde og et harmonisk forhold til omgivelserne.
 

Han siger endvidere, at moralloven møder modstand hos os, eftersom vor natur ikke bare er fornuftig. Derfor må vi betragte den som en lov, et absolut påbud, eller med Kants udtryk, et kategorisk imperativ.

Moralen kan dog aldrig have sit udspring i en passiv underkastelse under en autoritet, den være sig verdslig eller religiøs. Den må heller ikke dikteres af vore lidenskaber og tilbøjeligheder. Moralloven er nedlagt i vort bryst og fortæller os gennem samvittigheden, hvordan vi bør handle.

Kant antager, at vi har en fri vilje. Vort moralske liv er kun tænkeligt under forudsætning af, at vi har en fri vilje. Vi bør gøre vor pligt, men det forudsætter, at vi kan gøre vor pligt, dvs. at vi kan vælge.

Kant kunne ikke teoretisk bevise Guds eksistens. Morallovens krav ville dog ifølge Kant blive meningsløst, hvis der ikke fandtes en garanti for en moralsk verdensorden. Der måtte findes en fortsættelse på vore liv, hvor moralloven er fuldkommen, dvs. en udødelighed.

Religion er for Kant intet andet end en ærefrygt for moralloven, opfattet som Guds bud i vort indre. Religionen reduceres dermed helt og holdent til moral. Alle udenværker er dømte til at forsvinde med menneskehedens højere moralske udvikling. Den rette gudstjeneste bliver da det samme som at gøre sin pligt.

På det æstetiske stadium lever mennesket kun for øjeblikkets nydelser. Kedsomheden er roden til alt ondt. Altså gælder det om at more sig. Mennesket lever ikke for at virkeliggøre et livsmål, men for, hvad lystevnen kan tilbyde i nuet. Det lever kun i øjeblikket, og livet får da intet sammenhæng. Det har med Kierkegaards udtryk, "tyngdepunktet uden for sig". Et sådant liv fører efterhånden til fortvivlelse.

Den, der derimod lever på det etiske stadium, lever ikke bare i øjeblikket. Personen har overvundet, men bevaret sin fortid og ser mod en fremtid. Den lever i kontinuitet og ser opgaver overalt. Den har "tyngdepunktet indeni sig". En etisk levende har også en borgerlig eller social sfære at virke i. Den fortaber sig dog ikke i den, men former sig selv gennem den.

Den etisk levende får, ifølge Kierkegaard, til sidst en rigere erfaring af livets skønhed end den, som den æstetiske flanør kan få del i.

Personligheden når sin højeste udvikling på det religiøse stadium. Kierkegaard hævder en religiøs individualisme. Det sandt religiøse menneske står frit og kritisk over for stat, samfund og kirkesamfund. "Mennesket er forvandlet til publikum, men må igen blive individ", siger Kierkegaard. Han lagde vægt på individets eget ansvar. Man skal efter bedste evne følge i Kristi fodspor. Mod kirken var han derimod kritisk. Den har med dogmer, sakramenter og andre udenværker "afskaffet kristendommen".

Nietzsches "overmenneske" er selvbehersket og generøst. Det låser sig ikke fast i had- og hævnfølelser, bindes ikke af egne nederlag og fejltagelser. Det sidder ikke fast i samvittighedsnag overfor livet og synker ikke ned i fortvivlelse over sig selv.

Nietzsche kritiserede både den asketiske moral og den samtidige kristne moral, han mente at iagttage. Det, der var ham imod var, at man forklejnede, bagtalte og forkastede det jordiske livs værdier.

Ifølge Nietzsche bunder denne "slavemoral" i fortørnelse, en blanding af hævntørst og misundelse. Den følelse sigter mod at få de lykkelige og de, der arter sig godt, til at skamme sig over deres lykke og tvivle på deres ret til at være lykkelige. Nietzsche advarede imod denne udvikling, som han frygtede ville føre til en ikke levedygtig generation.

Fortørnelsen skal i stedet styres i en ny retning, mod den utilfredse selv. "Du alene er skyld i, at du er, som du er." Han ønskede, at mennesket skulle tugte sig selv til selvdisciplin.

Da Nietzsche angreb kristendommen, sigtede han til folkereligionen og kirken. Om Jesus sagde han dog: "Der har kun eksisteret én kristen, han døde på korset". Ifølge Nietzsche manglede Jesus helt ressentiment (fortørnelse, red.) Han viste, at der findes menneskekærlighed uden bagvedliggende had.

Endvidere siger Nietzsche om Jesus: "Denne glade budbærer døde, som han levede, og som han lærte. Ikke for at forløse menneskene, men for at vise, hvordan man skal leve. Det er praksis (væremåden), han testamenterede til menneskeheden."

"Endnu i dag er sådan et liv muligt, for visse mennesker desuden nødvendigt. Den ægte, oprindelige kristendom skal til alle tider være mulig, ikke en tro, men en gøren", afslutter Nietzsche.

Med vor vilje kan vi påvirke det, som ligger inden for viljens område. Det område består principielt i alt det, der er skabt. De evige love kan vi derimod ikke påvirke. Således kan vi fx ikke unddrage os reinkarnationsprincippet ved selvmord.

Jordmennesket kan dog ikke viljemæssigt påvirke alt inden for det skabtes domæne. Viljen er kun delvis fri. Det område, der ligger under viljens kontrol, vokser dog i takt med vort moralske udviklingsniveau.

Martinus siger, at vor vilje successivt bliver mere forstandsledet og mindre begærledet gennem den humanisering, som den personlige lidelse medfører.

Vore erfaringer af modgang dirigerer således viljens kurs i mere human retning. Når vi derimod praktiserer det dræbende princip, møder vi, før eller senere, modstand i form af omgivende væseners viljer.

Man kan også sige, at jo højere kundskab vi får om sammenhængen mellem årsag og virkning, desto klogere kommer vi til at bruge viljen, hvilket øger dens frihedsgrad. Det er kun mangel på erfaringer, der gør, at vi somme tider vælger midler, som ikke fører til de eftertragtede mål. Udelt selviske handlinger kan tilsyneladende føre til fremgang. En sådan "lykke" bliver dog bare en parentes i et længere perspektiv.

Martinus bruger endnu en model for at beskrive viljens frihedsgrad. Ifølge den synsvinkel er viljens frihed afhængig af, hvor mange af tilværelsens grundenergier, vi behersker. Jordmennesket behersker kun instinkt- og tyngdeenergierne fuldt ud. Følelse og intelligens er under udvikling og intuitionen endnu nærmest latent. Først med den kosmiske bevidsthed kommer alle tilværelsens grundenergier under viljens kontrol. Eftersom væsenet da er blevet et "kristusvæsen", vil den suverænt frie vilje altid blive brugt i næstekærlighedens tjeneste.

Martinus har givet menneskeheden et sikkert etisk kompas. Det springende punkt er, hvordan vi behandler vor næste i videste forstand. Vor næste er ikke bare andre mennesker, men også dyrene og vor egen krop.

For at få et harmonisk forhold til andre mennesker må vi afvikle det dræbende princip og begynde at praktisere næstekærlighedsprincippet i alle forhold.

Det er som bekendt ikke let. Udholdenhed og stor tålmodighed med såvel andre som sig selv er nødvendigt. Taknemlighed over de daglige små sejre opmuntrer os forhåbentlig til at gå videre.

Et andet stort arbejdsområde er overgangen fra animalsk til vegetabilsk føde. Det er lige så vigtigt at praktisere næstekærlighedsprincippet over for dyrene. Vi er kun beskyttede i samme grad, som vi beskytter vor næste. Gennem den animalske føde øges risikoen for at vor egen krop bliver ødelagt gennem naturkatastrofer eller andre såkaldte ulykkeshændelser, individuelle eller kollektive.

Den animalske føde bliver desuden årsag til sygdomme, som nedsætter livskraften og skaber disharmoni. Også tobak, alkohol og narkotika er unaturlige stoffer for kroppen. En sådan indtagelse indebærer, at vi skaber et "helvede" for kroppens mikrovæsener.

Vore naturlige mikrovæsener forlader os da, og i stedet for inkarnerer væsener af lavere og passende kvalitet. I ekstreme tilfælde forvandles kroppen til et vrag og går en for tidlig undergang i møde. Det medfører nedsatte sansefunktioner i kommende liv.

Vi skaber også dårlige livsvilkår for mikrovæsenerne, hvis vi overanstrenger kroppen med for meget arbejde, for lidt søvn og negativ tænkning.

Der findes et skæbnefællesskab mellem de vilkår, vi tilbyder vort indre, og de vilkår, vort makrovæsen jordkloden tilbyder os. Ved at så "naturkatastrofer" i sit indre mindskes beskyttelsen mod at møde naturkatastrofer via jordklodeorganismen.

Martinus har vist, at vi helt er vor egen skæbnes første ophav. Han har også klart beskrevet, hvem vor næste er, samt hvordan vor optræden mod denne vor næste former vor fremtid.

Vi har således et helt pålideligt etisk kompas til vor disposition. Livets direkte tale fører os successivt i den rigtige retning, selv når vi ikke kender til kompasset eller undlader at bruge det. Hvert individ kommer til et punkt i livet, hvor tilliden til instrumentet bliver total. Så bliver navigeringen sikrere. Følelsen af at være på ret kurs øges. Glæden over gradvis at udskifte gamle udtjente adfærdsmønstre med nye og livgivende bliver en belønning i sig selv.

Undervejs får vi gradvis bugt med vor begærstyrede vilje og kan gøre stadig klogere valg. Sammen med vor næste bliver livet efterhånden en sand fest.
 

oversættelse HL