Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den skotske filosof David Hume (1711-1776) var en rigtig drillepind, der satte spørgsmålstegn ved alt, hvad mennesker normalt opfatter som sikkert og vist. Løfter vi en sten og slipper den igen, kan vi så være sikre på, at den falder? Normalt vil man jo sige ja, men Hume mente, at det kunne man ikke vide, før man havde set det. Kan man være sikker på, at når man ser stenen falde, så er det på grund af tyngdekraften? Ja, vil vi normalt sige, men Hume sagde nej, for hvem har set tyngdekraften?

Nu kan den slags eksempler forekomme spidsfindige og ligegyldige, men det er gode læreeksempler, som kan mane til forsigtighed. Det var vaneforestillingerne og fordommene, Hume ville til livs, og dem er der nok af i verden. Den største vaneforestilling på Humes tid var måske den, at vore handlinger dikteres af vores fornuft. Fornuften var ligesom blevet menneskets adelsmærke til forskel fra dyrene. Forud for Hume havde berømte filosoffer opstillet tankesystemer, som viste, hvordan kloge mennesker med deres fornuft kan regne ud, hvad der er rigtigt og forkert. Hume regnede selv med tyngdekraften, og han regnede også med, at det var moralsk forkasteligt at slå mennesker ihjel, men han mente ikke, at fornuften havde noget med det at gøre. Og dette var Humes pointe. Man skulle passe på ikke at retfærdiggøre sine handlinger med fornuftsgrunde. Vore handlinger bygger ikke på hverken fornuft, logik eller analyse, men alene på følelser. At dette er rigtigt, ved vi i dag med ætsende klarhed, hvor vi kan referere til nazisternes udryddelseslejre under 2. verdenskrig. Det var bestemt ikke "fornuft", "logik" og "analyse", der manglede her.

Det var medfølelse!

Disse tanker er aktuelle for enhver, der er betaget af verdensbilleder og logiske tankesystemer, som munder ud i etiske konklusioner: Dette bør du gøre! Og det gælder jo i høj grad Martinus' verdensbillede. At det er logisk at være næstekærlig, kan være rigtigt nok ud fra dette verdensbillede, men ud fra et andet verdensbillede kan det være aldeles forkert og lige modsat. Og uoverensstemmelsen beror ikke på mere eller mindre logik og analyse, men på mere eller mindre følelse. Har man ikke medfølelse med dyr fx, hvorfor så skåne dem? Hvad logik er der i det? Hertil ville Martinus sige, at i udviklingens lange forløb vil denne mangel netop via forskellige årsagsforløb (karma) blive til indføling og medfølelse. Men, ville Hume indvende, så er det jo også rigtigt, at vi kun kan støtte os til de erfaringer, der får det til at gøre ondt inde i os selv, når vi forvolder andre smerte.

Er man meget begejstret for Martinus, og ønsker man at udbrede hans verdensbillede, så er Hume et memento om, at logikken i sig selv ikke er gyldigt sandhedsbevis. Følelserne kommer først, og dem får man kun gennem egne oplevelser, ikke andres. Gennem "livets direkte tale", ville Martinus sige. Med et anerkendende nik til Hume!