Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det mest fantastiske ved Martinus og hans verdensbillede er efter min mening ikke forfatteren og hans personlige historie. Heller ikke verdensbilledet og de forunderlige symboler med hvilke han kortlægger det hele. Det mest fantastiske er, at ikke alle finder alt dette lige så fantastisk og vidunderligt, som jeg selv.

Gennem årene har jeg brugt megen tid og mange tanker på at opklare dette mysterium. Jeg har søgt at nærme mig en forståelse ved at møde mine medmenneskers ligegyldighed på halvvejen. Jeg har forsøgt at dæmpe mig ned ved at kalde dette verdensbillede for en hypotese om livet og døden. Måske er den rigtig, måske forkert. Så kan vi dog alle mødes i dette hypotetiske punkt uden nærmere at tage stilling. Blot et forslag, altså. Et oplæg til nærmere undersøgelse. Hvis det skulle have nogen interesse...

Hvad betyder det i øvrigt, om dette verdensbillede er sandt? Er det ikke nok, at nogen kan have glæde af det? Ordet sandhed gør os så let til troende, der absolut må ud og omvende de vantro. Historien viser det. Jeg synes, vi skal overlade til Martinus og hans kosmiske bevidsthed at bruge ordet sandhed. Selv holder jeg fast ved ord som hypotese og teori. Det giver Martinus' arbejde den plads i det offentlige rum, han selv ønskede. Det skulle være noget, man kunne eksperimentere med, forske i og kommentere i videnskabelige vendinger. Det skulle være for moderne, videnskabeligt indstillede mennesker.

Hvad kan dette verdensbillede så bruges til?

Det kan besvare spørgsmål. Martinus' verdensbillede er et muligt svar på de såkaldt "eksistentielle spørgsmål":

– Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor er jeg på vej hen?

Engang sad jeg i et selskab af gamle skolekammerater ved et 40 års jubilæum. Vi snakkede om livet og døden, og jeg fortalte dem om reinkarnation, således som Martinus forklarer det. Stemningen blev mat, øjnene flakkede, og jeg forstod, at her havde jeg ingen medsammensvorne. Så fortalte jeg om den gamle græker Demokrit, der ikke blot opfattede de materielle ting som bestående af atomer, men også vores tanker og følelser. Når vi engang døde, blev det hele splittet op i atomer for at indgå i nye forbindelser og i nye levende mennesker med følelser og tanker. Således fortalte jeg, og lidt efter lidt tøede mine tilhørere op, og et forklaret smil viste sig på manges ansigter. Jo, sådan måtte det være. Her var en teori, som de kunne gå med til. Men det med reinkarnation, det skræmte dem, det kunne de slet ikke forholde sig til.

Selv har jeg troet på reinkarnation, så længe jeg husker tilbage. Det var en tanke, næppe tydeligt formet, men brændende og levende. Tanken om, at vi har levet før, forekommer mig indlysende, uden at jeg behøver nogen særlig forklaring eller et verdensbillede at støtte mig til. Det er ganske enkelt noget, jeg føler og altid har følt. Men følelsen har i årenes løb avlet spørgsmål, som forstanden måtte tage stilling til. Efterhånden bragte min søgen mig i forbindelse med alle mulige svar. For mig blev Martinus det svar, der passede mig bedst.

Hvad så med mine skolekammerater, som intet så i dette verdensbillede?

Jeg kan slutte mig til ét af to. Enten har de ikke de samme følelser, som jeg. Eller også har de dem, men ikke længe nok ad gangen. Måske kommer disse følelser til dem, men de kan ikke fastholde dem. Så vælger de Demokrit, eller de vælger noget andet. Måske vælger de slet ingenting.

Hvad siger Martinus?

Martinus taler om "den udviklede sandhedssøger". I Livets Bog 3, stk. 677 skriver han om disse sandhedssøgere, at de "har passeret kulminationen af mørket og således er på tærskelen til at møde Faderen, hvilket vil sige: er nået ud over den materialistiske benægtelse af alt åndeligt liv, ja, er ligefrem hungrende efter eller begærende en virkelig opklaring eller løsning af [livs]mysteriet, samtidig med at de er udviklede nok til at kunne begynde at forstå samme løsning..."

Kort sagt, hvad er det, som skiller disse "udviklede sandhedssøgere" fra alle andre? Det er:

Nu føler jeg, at jeg er blevet bekræftet. Og dog kan jeg ikke sige til andre, at jeg ved noget helt sikkert om reinkarnation. Hvad jeg kalder sikkert, kalder de tro. På samme måde kan jeg heller ikke sige, at dette er sandhed. Hvad jeg kalder sandhed, kalder de teori og hypotese. Endelig kan jeg heller ikke sige, at jeg er en "udviklet sandhedssøger". Hvad jeg kalder udviklet, vil andre ikke kunne forholde sig til. De har intet at måle med og mangler et punkt at måle ud fra.

For mig er alt dette vigtigt at slå fast. Det giver mig en sikkerhed i forhold til noget, de fleste regner for usikkert. Det sparer mig for at overbevise andre, for dermed at overbevise mig selv. Det slår koldt vand i blodet og gør mig tolerant. Det anfægter ikke Martinus' ret til at bruge ordet sandhed, men heller ikke min til at lade være. Endelig giver det mig et praj om, hvorfor jeg ikke kan dele min begejstring med alle andre.