Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Hvis man kort skal fortælle, hvad Martinus' verdensbillede kan bruges til, så er det at give et overblik over, hvordan mennesker til alle tider har løst det spørgsmål at nyde livet og slappe af. Det kan man ikke, når man går og er anspændt og bange for et eller andet. Og det har menneskene altid været. Derfor valgte de i rigtig gamle dage en konge, som kunne beskytte dem. Men det viste sig snart, at kongerne ikke altid levede op til det, man forventede af dem. Så prøvede man noget nyt. Man snakkede om sagerne, og det blev til politik. Hvilken politik skulle man vælge for at få den bedste beskyttelse?

Og dér står vi så i dag.

Men historien fortsætter ad et parallelt spor. For man er jo nødt til at håndhæve den vedtagne politik, og det sker med vold og trusler om vold. Det må man have våben til, og det fordrer både snilde og tekniske færdigheder. På den måde bliver det en nødvendighed at udvikle videnskab med tilhørende teknologi, så vi kan holde hinanden i ave og dermed nå frem til at beskytte os mod hinanden. Ellers kan vi ikke nyde livet og slappe af.

Dette behov kalder biologerne for selvopholdelsesdriften. Martinus kalder det for det religiøse princip. Selvfølgelig har det også noget med Gud at gøre, og det bliver mere og mere synligt, efterhånden som beskyttelsen ikke slår rigtig til. For ligegyldigt, hvor meget man beskytter sig, så kan tanken altid ødelægge det hele. Hvad nu hvis – osv? Og dermed ender historien med, at man giver alt det fra sig, som man i virkeligheden lige så godt fra starten kunne have kvittet. Alt, hvad man er bange for at miste, mister man på forhånd og med vilje. Det betyder ikke, at man begår selvmord, men man giver sit liv for andre ved at tjene dem. Hvordan det går til, forklarer Martinus i sin artikel på de næste sider.

Så langt er de færreste af os dog nået endnu, fortæller Martinus videre, men er man nået så langt, hvad bekymringer og frygt angår, som mange moderne og velbjærgede mennesker er i dag, ja så kan man da godt se, hvad vej det går.

Hele Martinus' verdensbillede bliver på den måde bare et led i en lang udvikling, der handler om det religiøse princip. Og det religiøse princip ender altså med, at mennesker giver slip på sig selv og dyrker Guddommen i form af medvæsenerne i stedet for. Sådan lyder teorien i hvert fald, og det er op til det enkelte menneske selv at se, om den passer.

Det handler Kosmos om i denne måned, hvor vi også kan fejre Martinus' 112 års fødselsdag. Martinus døde jo i 1981 og brugte den for forfattere så typiske vending, at så var hans sag "givet fri". Hvad han mente var vel, at hans forfatterskab nu måtte klare sig selv ude i den store verden. Og det skal nok klare sig. Det er jo blot en fortsættelse af den ældgamle historie om at nyde livet og give sig selv lov til at slappe af.

Og hvem vil ikke det?