Kosmos 2002/7 side 151
Stress – et problem, vi må lære at håndtere
af Per-Anders Hedlund
Teknikken og udviklingen går støt fremad på Jorden, men i kølvandet opstår der også problemer, der udfordrer os. Foruden at skulle håndtere en øget informationsstrøm er mange mennesker blevet arbejdsløse, samtidig med at andre har fået en øget arbejdsbelastning på grund af økonomiske besparelser og omstruktureringer. Gennem nye begreber som "udbrændthed" og en øget frekvens af langtidssygemeldelser og stressrelaterede sygdomme ( for højt blodtryk, mavetarmbesvær osv.) taler alt sit tydelige sprog. – Flere og flere mennesker i vor del af verden bliver syge på grund af stress. Desuden foregår der en indre omstrukturering i alle mennesker, som også bidrager til disse problemer. I den strålende artikel Unaturlig træthed (småbog nr. 16) beskriver Martinus, hvordan menneskets i dag mere udvidede tanke- og følelsesevne, i kombination med dets resterende primitive reaktionsmønstre (vrede, martyrfølelse osv.) fremkalder indre konflikter, som åbner vejen for sygdomme: "Sygdom er kun en i den fysiske organisme fremtrædende reaktion af forudgående sjælelige konflikter eller disharmonier mellem organismens ophav og dets næste eller dets omgivelser. Hvis disse konflikter ikke havde eksisteret, ville væsenet aldrig være kommet ind i den svækkelsestilstand, der i dag gør det modtageligt for alskens sygdom og usundhed."
Under normale omstændigheder er vi alle fysiologisk rustede til at kunne håndtere en midlertidig fysisk eller psykisk belastning. Problemerne opstår først, når den ydre stress eller de indre konflikter består for længe. Derfor kan det være af betydning at kende til stressens fysiologi, så vi kan lære at håndtere den på bedste måde og ikke behøver at blive syge og "udbrændte" af nutidens hurtige eller forcerede udvikling.
Når en person udsættes for en ydre fare eller en mental belastning, sættes organismen i en stresstilstand. Det er en automatisk reaktion, som alle mennesker og dyr har, og som gennem historien har været overordentlig vigtig for vor fysiske overlevelse. Da vi som dyr og længere fremme som jægere og samlere eller naturmennesker havde brug for at flygte hurtigt og være ekstremt årvågne, var stressreaktionen meget formålstjenlig. Også i dag kan stressreaktionen være relevant, når vi skal reagere ekstra hurtigt eller være på tæerne i forbindelse med en aktivitet, der kræver opmærksomhed og energi. Imidlertid har vor udviklede tænkeevne bevirket, at en stressreaktion kan opstå til trods for, at den slet ikke er nødvendig. Det beror på, at vort nervesystem ikke kan skelne mellem en "tænkt" eller en "virkelig" fare. Mange gange opbygger vi derfor en stressreaktion med vore egne tanker og vor frygt, måske helt uden anledning. Vi begynder måske at fantasere og bekymre os over situationer, som slet ikke har fundet sted, eller føler os pressede og bekymrede over alt det, der ligger foran os. Konsekvenserne af dette er, at vi bliver mere forsvarsberedte, bliver let aggressive og urolige og får sværere ved at tænke klart og fornuftigt. Derved begår vi lettere fejltagelser og træffer forkerte beslutninger, som så kan give os skyldfølelser og dårlig samvittighed og måske opbygge nye bekymringer og mere stress. Medens den psykiske effekt af stress påvirker vor opførsel, påvirker den fysiske side alle organsystemer. – Fordøjelsen bliver dårligere, blodtrykket stiger, musklerne bliver spændte, stofskiftet øges, så vi let bliver drænet for vigtige næringsstoffer, samtidig med at vort immunforsvar bliver dårligere og dårligere.
Uanset om stressen er relevant eller ej, så starter den altid fra et område i hjernen, der kaldes hypothalamus. Hypothalamus står i forbindelse med både nervesystemet og hormonsystemet og er altid den igangsættende faktor. Stressreaktionen finder også sted i forskellige faser og begynder altid med det såkaldte "alarmstadium". Dette indledende stadium aktiverer den del af kroppens autonome nervesystem, som kaldes sympatikus (den anden del, parasympatikus, er i aktivitet, når vi hviler og sover). Sympatikus aktiverer på sin side binyrerne, som begynder at udsondre to af kroppens stresshormoner – noradrenalin og adrenalin. Disse hormoner øger hjerteslagets hastighed, udvider blodkarrene til musklerne, udvider lunger og bronkier, samtidig med, at de starter en udskilning af glukose (blodsukker) fra leveren – alt sammen for at frigøre kraft og energi. Desuden aktiveres kroppens indre forsvar ved at et øget antal hvide blodlegemer går ud i blodcirkulationen, (for det tilfælde, at vi skulle komme til skade). Der dannes også flere røde blodlegemer, som går ud i cirkulationen (for yderligere at forbedre vor iltoptagelsesevne ved bl.a. muskelcellernes stofskifte). – Nu er vi parate til "kamp eller flugt". Hvis ikke "faren" ophører efter en tid, går stressen over i næste fase – "modstandsfasen", hvor hormonsystemet overtager stressreaktionen. Det sker ved, at en overordnet hormonproducerende kirtel, hypofysen, udsondrer et hormon, som aktiverer binyrerne til fortsat produktion af noradrenalin og adrenalin samt yderligere et stresshormon, kortisol. Kortisol har på den ene side en hæmmende indvirken på indre inflammatoriske processer i kroppen (det er jo ydre farer, vi nu skal tage os af) ved at hæmme de antistofdannende plasmaceller, som indgår i kroppens immunforsvar. På den anden side forringer hormonet hjernens evne til at anvende glukose (hjernens eneste brændstof) til sine højere funktioner som hukommelse og tænkning. Det indebærer, at vedvarende stress hæmmer såvel vort intellektuelle og sociale liv som immunforsvarets indre arbejde med at tage sig af skadelige og fremmede stoffer som virus og bakterier. Hvis "modstandsstadiet" ikke afbrydes, men fortsætter og bliver "kronisk", vil stressen efterhånden slutte i det såkaldte "udmattelsesstadium" eller det, vi kalder "udbrændthed". Så er organismen ikke bare modtagelig for fysiske sygdomme som i "modstandsstadiet", men er også blevet tømt for psykisk kraft. Det er en tilstand, som det kan tage meget lang tid at reparere eller komme over. Uanset i hvilket stadium stressreaktionen afbrydes, må den afsluttes med en "genoprettelsesfase", hvor vi hviler, bearbejder hændelsen og forsyner vore energidepoter med nye næringsstoffer eller det, Martinus kalder B-livsenheder (vitaminer, mineraler, fedt- og aminosyrer).
Her ser vi tydeligt, hvordan ydre stressfaktorer og tilbagevendende indre konflikter har en meget negativ påvirkning på krop og sjæl. Hvis vi ikke lærer at håndtere stressen i vort liv, vil vi altså før eller senere komme til at opleve forskellige sygdomssymptomer, depressioner og ekstrem træthed. Derfor er det så vigtigt, både udfra et samfundsperspektiv og individuelt, at vi mennesker begynder at investere i og afsætte mere tid til vor sociale følelsesmæssige udvikling, som stadig halter bagefter i forhold til den ensidigt intellektuelle, tekniske udvikling. Det ville dramatisk minimere sygemeldinger og dyre medicinske behandlinger, som i de fleste tilfælde beror på ovennævnte problematik. For mennesker, der er begyndt at udvikle et vist kendskab til sig selv og har evne til at håndtere og bearbejde deres følelser og oplevelser, gør stressreaktionerne altså mindre skade, eftersom genvindelsen af kræfterne da kan indfinde sig ganske hurtigt. Men for mennesker, som har sværere ved at udtrykke følelser, kommunikere, og har svært ved at erkende deres dårligere sider osv., kan stresspåfyldningen blive alt for langvarig, og i værste fald, som vi har set, slutte i et "udmatningsstadium".
Når det gælder om at bearbejde og give udtryk for ubehagelige eller konfliktfyldte følelser, er der naturligvis mange måder at arbejde på (skrive, samtale, bøn, m.m.). Der er imidlertid en grundregel, nemlig at man må være sandfærdig og åbent erkende, hvad det, er man virkelig føler. Ellers kommer konflikten til at fortsætte i mere eller mindre grad. Uanset om man vælger at skrive eller samtale med sig selv eller en anden, er det altså vigtigt at forsøge at "sætte ord på" det, man virkelig føler. Vi mennesker må også lære at kommunikere bedre med hinanden, så vi ikke unødigt sætter stressreaktioner i gang. En god måde at undgå eller mildne disse reaktioner er at kommunikere mere fra hjertet med såkaldte "jeg-budskaber" i stedet for de anklagende "du-budskaber". Fx "du skal da også altid bestemme over mig!"… i stedet for – "jeg kan godt forstå, hvis du synes sådan her, men jeg føler mig så lille, og bliver faktisk ked af det, når du bestemmer over mig". På den måde kan vi nå den mere voksne, menneskelige og medfølende side hos den anden part, i stedet for at han eller hun føler sig angrebet, bliver såret, føler sig i klemme og må forsvare sig. Når vi har mod til at være os selv og erkende vore svage punkter, bliver det også lettere for den anden part at erkende sine, og på den måde kan vi begynde at nå frem til en mere objektiv og fredelig kommunikation. At være objektiv hører jo til den voksne side i os, eller "det rigtige menneske", medens vi, når vi skyder skylden fra os, forsvarer os, anklager den anden og tænker mest på os selv, står for den umodne børne- eller teenageside, dvs. de personlighedstræk, der hører mere hjemme i "dyreriget".
Det er også vigtigt, at vi forsøger at blive bedre og bedre "omsorgsfulde forældre" for både os selv og andre, når vi har brug for det. Så længe vi ikke er færdigudviklede mennesker, bliver vi stillet over for situationer og tidspunkter, hvor vi ikke rigtig orker at være "voksne", – objektive, besindige og handlekraftige, – men føler os mere eller mindre hjælpeløse, kede af det og måske uretfærdigt behandlede osv. Og så har vi brug for støtte. For mig bliver det som oftest gennem bøn og samtale med mig selv. Jeg går bogstaveligt talt "ind i mit kammer", lukker døren og sætter mig og snakker (højt) med mig selv og Gud om, hvordan jeg har det. Det har hjulpet mig mange gange. Går det ikke, hvis jeg er for oprørt og har for megen tyngdeenergi, må jeg ud at gå for at afreagere og komme i balance. Somme tider er der brug for mange samtaler og gåture, inden balancen er genoprettet. Desuden har jeg en god og forstående samtaleven i min partner. Hun arbejder tilmed i børnehave og ved, hvordan man omgås børn, der er oprørte, skuffede, genstridige, bedrøvede osv. Forskellen mellem mig og dem er, som hun kan konstatere, at jeg hurtigt "vokser op og bliver voksen".
Foruden at udvikle evnen til at kommunikere og håndtere følelser, har mange mennesker haft nytte af at lære afslapningsøvelser, Yoga, Tai Chi og Qi Gong. Disse øvelser og aktiviteter har alle en stressreducerende effekt (det har motion også), og kan fremkalde den helt modsatte fysiologiske reaktion i kroppen, dvs. "afspændingsreaktionen". Denne reaktion befordres af det autonome nervesystems parasympatiske del, som er særlig aktiv for mennesker og dyr, når vi sover og er i dyb hvile. Man kan sige, at medens sympatikus igangsætter hormoner, som frigør energi og gør os mere årvågne, aktiverer parasympatikus de hormoner, der lagrer energi og gør os mere rolige. Desuden fordøjer vi maden bedre, har god funktion af udsondringsorganerne og reparerer kroppen eller mikrokosmos mest effektivt, når parasympatikus ikke er undertrykket af sympatikus. Normalt vil der gennem vor livsførelse være en god ligevægt mellem begge disse sider hele døgnet igennem (vågen tilstand og søvn, hvile og aktivitet), men når vi ofte er stressede og befinder os i langvarige indre konflikter, rykkes balancen altså og får, som vi har set, negative konsekvenser. Alt i alt vil vi altså have det bedre og være raskere, når vi lærer at forebygge og håndtere stressen i vort liv.
For trods alt er der jo visse fordele ved en forceret udvikling, hvor vi kan gøre betydeligt flere erfaringer i et og samme liv, bare vi kan håndtere dem…
Oversættelse HL
Tilbage til forfatterregister
Forrige