Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg i KOSMOS så opfordringen til at komme med et bidrag, bestemte jeg, at jeg ville give min egen beretning om mødet, som revolutionerede mit liv.
 

Første gang, jeg hørte navnet Martinus, var i 1983, da jeg gik på Seminariet og skulle lave min afgangsopgave i linjefaget: Religion. Jeg valgte at skrive om "Lidelsens problem" og havde opbygget opgaven omkring tekster af Søren Kierkegaard, Luther og flere forskellige nyere tænkere. Da min lærer så min planlægning, husker jeg, at hun med et fjernt blik og i dybe tanker sagde,: "Ja, du burde jo egentlig læse Martinus' litteratur om dette her emne; det ville give dig helt nye vinkler at arbejde med...".

Min reaktion var, at jeg ikke orkede at indlemme mere materiale end det, jeg allerede havde. Og jeg husker, at jeg undrede mig over, at min lærer "var på fornavn" med denne for mig ukendte tænker.

I årene derefter stødte jeg nogle gange på dette "fornavn" i forbindelse med forskellige litteraturhenvisninger i bøger, jeg læste inden for religion, filosofi og psykologi, men jeg læste ikke noget af Martinus, for der var så mange andre spændende bøger! Jeg var, og har altid været et søgende og åndeligt interesseret menneske. Er opvokset i et indremissionsk hjem, hvor jeg fra ganske lille følte forskel på, hvad mennesker bekendte sig til og viste med deres liv. I min ungdom og mit voksenliv intensiveredes min søgen efter et ægte forhold til Gud og et ret gudsbillede.

I 1997 var tiden inde for mig til at møde Martinus' tanker. Sådan ser jeg det i dag, og jeg blev mødt og slået af hans budskab på en så stærk måde, at jeg i dag er dybt taknemlig for det.

Man kan altid kende et træ på dets frugter, og for mig er Martinus' ord – den Hellige Ånd –; det er videnskab, visdom og kærlighed i ét.

Da jeg arbejdede mig gradvis igennem Martinus' bøger, så jeg, at han gav mig svar på alle mit livs spørgsmål, ALT, jeg i mit liv havde grublet over, været fortvivlet over, søgt svar på...., specielt var jeg fuldstændig overvældet over hans lære om polforvandlingen, da jeg heri fik svar på de hidtidige uforklarlige fænomener i mit liv, der havde gjort det svært for mig så tit.

Desværre har jeg aldrig selv mødt Martinus på grund af dette sene møde med hans litteratur i 1997. Men således må være det bedste for mig. Hans ord lyser for mig i hverdagen, og intet kan fjerne mørke som det.

I efteråret 2001 var jeg med til at starte en studiegruppe i Vejle over kosmologien, og jeg ser virkelig frem til samværet med andre, der har samme fundament som jeg – i Martinus' livssyn.