Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Vi har i generationer vænnet os til at skelne mellem håndens og åndens arbejdere. De første er dem, der dyrker jorden, arbejder med mørtel og mursten eller sidder ved kassen i supermarkedet. De sidste er dem, der går på universitetet og studerer. Nu ved jeg godt, at en sådan grov inddeling ikke længere er gangbar. Dog er der ingen tvivl om, at visse mennesker er mere bogligt anlagt, mens andre er mere til håndens arbejde.

Nu skulle man tro, at Martinus' åndsvidenskab var nemmest at gå til for åndens arbejdere. Men sådan er det ikke. Akademikere er ikke bedre skikket til at læse Martinus end håndværkere eller kassedamer. Det ser vi mange eksempler på i Martinus Center i Klint og andre steder, hvor der er offentlige foredrag.

Er det så fordi, Martinus er let at forstå? Ja, det kan man på en måde godt sige. For den "udviklede sandhedssøger", som Martinus kalder det, er hans bøger så nemme at forstå, at mange nærmest opfatter dem som lige så spændende som kriminalromaner og tilmed "vand på egen mølle". Martinus er desuden fuld af sjove, tankevækkende udtryk. I hans artikel i dette nummer vil læseren fx møde udtrykket "overskud af forsvarsenergi". Det går på politikere, der engagerer sig socialt og har overskud til at forsvare andre end sig selv mod samfundets uretfærdighed.

Men hvem er de udviklede sandhedssøgere? Det er også folk, der har sans for retfærdighed. Sjældent som aktive politikere, men dog med en udtalt fornemmelse af en højere retfærdighed, en mening bag det hele.

Har alle mennesker da ikke det? Jo, inderst inde. Martinus fortæller, at det begynder med en undren. Undren betyder jo, at der er noget at undre sig over, at der er en mening. Køerne er nysgerrige, når de ser på menneskene. Hvad laver de, hvad er meningen? Sådan starter det. Det er den udvikling, vi skal følge i Martinus' artikel, der hedder "Den mentale treenighed". Det hentyder til tre typiske reaktioner: forsvar, angreb og ... ja, hvad? Det får vi at se. Alt sammen udspringer det af en undren, der tydeligt afslører, at uanset om vi vidt og bredt proklamerer os selv som aldeles sikre på, at alting sker tilfældigt, så tror vi dog inderst inde ikke på det. Selv køerne tror ikke på det.

For at være en "udviklet sandhedssøger", skal man vide helt ned i maven, at der er en mening med det hele, man skal vide det intuitivt. Livet er et eventyr, hvor det hele ender godt, og vi er alle med i det.

Den største undren, man som "udviklet sandhedssøger" kan have, er måske, at ikke alle mennesker har nemt ved at læse Martinus. Men også det får vi opklaret. Vi er på forskellige stadier i livets store eventyr, der handler om forsvar, angreb og noget tredje. Og det har intet at gøre med, om vi er håndens eller åndens arbejdere.