Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Isaac Newton (1642-1727) var en engelsk fysiker, matematiker og filosof, som blev særlig kendt for sin påvisning af tyngdeloven, der som naturlov behersker hele universet. Den samme kraft, som får en sten til at falde til jorden, holder også planeterne på plads i deres baner omkring solen. Det var en tanke, som med ét slag bragte lys og orden i menneskenes opfattelse af himmel og jord.

Newton skriver: "Man bør ikke antage flere årsager til naturlige ting end dem, som dels er sande, dels tilstrækkelige til at forklare disse ting. Naturen gør intet forgæves, og forgæves er det på en besværlig måde at gøre noget, som kan udrettes ved enklere midler. Naturen er nemlig enkel og sløser ikke med overflødige årsager til tingene. Derfor skal man prøve at finde ensartede årsager til samme fænomener, som når mennesker og dyr trækker vejret, når en sten falder i Europa og i Amerika, når lyset skinner fra ilden i køkkenet og fra solen på himlen."

Det kan måske være svært for den moderne læser at forstå, at sådanne tanker engang har været nye og epokegørende. Men fordelen ved at beskæftige sig med filosofiens historie er, at man bliver opmærksom på de normer, som ens egen tankegang er underkastet. De er ikke selvfølgelige, men kan ofte føres tilbage til historiske begivenheder, som da Newtons hovedværk udkom i 1687 under titlen Principia philosophia naturalis mathematica.

Betragter vi Martinus' verdensbillede ud fra Newtons filosofi, vil vi se, hvor vanskeligt – for ikke at sige umuligt – det er, at finde et mere enkelt – og dermed troværdigt! – billede af verden. Ved at sammenstille blot seks psykiske energier og nogle få principper – det meste kendt og anerkendt i forvejen – kan Martinus tegne et totalt billede, hvori ikke blot de etablerede videnskaber, men også verdenshistorien, religionerne og det daglige liv kan indskrives. Set med Newtons filosofi som udgangspunkt virker Martinus' verdensbillede så enkelt og overbevisende, at det kan være svært at forstå, at det ikke for længst er blevet det store samtaleemne over hele kloden. Men tiden må først være moden, siger Martinus. At forstå hans verdensbillede – eller snarere fatte interesse for det – kræver en stor sum af menneskelige erfaringer indhentet gennem mange liv. De lader vente på sig hos det store flertal af Jordens befolkning. I mellemtiden bliver der så tid til at oversætte hans bøger til alverdens sprog, afprøve verdensbilledet i praksis og beskrive det fra mange synsvinkler. Sidst nævnte foregår som bekendt her i tidsskriftet Kosmos.

Martinus sammenlignede beskedent sit værk med et par håndfulde korn fra et stort vogntog. Newton skrev: "Selv er jeg som en dreng, der leger ved havets bred og under legen en gang imellem finder en sten eller en musling, der er smukkere end de andre, alt imens sandhedens store hav ligger helt uudforsket for mine øjne."