Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En kollega, som kendte min interesse for Martinus, bad om at låne et eller andet, så han kunne se, hvad det drejede sig om. Jeg gav ham et særtryk af fortalen til Livets Bog. Den kan han hurtigt løbe igennem, tænkte jeg.

– Hvad synes du, spurgte jeg spændt, da vi sås igen.

– Rent volapyk, svarede han.

En anden bekendt, som trofast var mødt op til samtlige Martinus-foredrag i sin hjemby gennem et langt liv, betroede mig, at han aldrig havde læst Livets Bog, selv om han havde alle syv bind stående hjemme i reolen. Endda i flere udgaver. Problemet var, at hver gang han nåede til et par citationstegn på første side, måtte han stoppe; han fattede ikke, hvad de skulle gøre godt for.

Når jeg tænker på disse to eksempler, kommer jeg i tanker om et bestemt ord, nemlig "fordomme". Fordomme er jo "domme på forhånd", altså meninger og forestillinger, som blokerer for forståelsen af virkeligheden.

Jeg husker engang, hvor jeg stødte på en sådan fordom hos mig selv. Det var første gang, jeg læste 4. kapitel i Livets Bog 1. Her kommer Martinus ind på samfundets ulige fordeling af goderne og statsmagtens overtagelse af det hele som den eneste løsning på problemet. Kors, hvor han er rød, tænkte jeg. Men næste gang jeg læste kapitlet, kunne jeg da godt se, at det ikke var ment som noget politisk. Det var en logisk slutning ud fra den opfattelse, at menneskene bliver klogere og klogere. Ja, takket være reinkarnationen og det vældige spand af tid, der dermed gives hver enkelt, vil de blive så kloge, at verdensfreden ganske af sig selv vil indtræffe.

En så utraditionel opfattelse vækker begejstring hos nogle, andre tøver, men de fleste vil sikkert sige som min kollega:

– Rent volapyk!

Hvorfor nu disse forskelle?

Spørger man de begejstrede, vil de svare noget i retning af, at enhver tvivl er udelukket, logikken taler for sig selv. De føler, at Martinus har overbevist dem.

Men er det nu rigtigt?

Den østrigsk-britiske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) sagde engang, at hans verdensbillede ikke beroede på logik; det var hans overleverede baggrund, som bestemte, hvad der var rigtigt og forkert.

Med den "overleverede baggrund" tænkte han her på alt det, han havde med hjemmefra: opvækst, indtryk, oplevelser osv. Men for en mere rummelig betragtning må også de erfaringer, som tidligere liv har ridset ind i sjælen, komme med. Og så kan udsagnet omskrives til, at det ikke er Martinus' analyser, der afgør, hvad jeg finder rigtigt eller forkert. Det er mine dybeste følelser – sympatier og antipatier – som har deres oprindelse og udspring i mine oplevelser gennem mange liv. Skønt for længst glemte har de dog pløjet furer og rynker i min personlighed, og dem bærer jeg med mig, de er min overleverede baggrund.

Er det så Martinus, der har overbevist mig?

I grunden ikke, han bekræfter blot, hvad jeg dybest set ved i forvejen. Men – og det er vigtigt! – han sætter ord på min viden, han giver mig et sprog, som gør min tavse viden til "vished". Og sproget giver mig tilmed mulighed for at meddele mig til andre, der også – dybest set – har den samme viden takket være deres overleverede baggrund.

På den måde opstår verdensbilleder som noget praktisk, mennesker kan forholde sig til, fortæller Wittgenstein.

For et menneske med denne baggrund gives der intet både/og. Martinus' velkendte udtryk – "det ubehagelige gode" – kan undertiden bløde situationen lidt op, men ofte vækker det synlig irritation og opfattes som "bedreviden". Det ses ikke sjældent, når ubefæstede sjæle vover sig ind til offentlige Martinus-foredrag med spørgetime bagefter. Vi ser det også ved de store og dyre kampagner for at få folk til at spise mere sundt, spise mindre fedt og holde op med at ryge. Er den overleverede baggrund ikke til stede, tales der for døve øren.

Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) kaldte det "sprogglemsel midt i den filosofiske snak". Wittgenstein brugte termen "sprogspil" om verdensbilleder. Et verdensbillede, som man deler med andre, er et spørgsmål om at tale det samme sprog, gå ud fra fælles værdier og forestillinger.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at ikke alle forstår Martinus lige godt. Den rette baggrund må først udvikles, og det sker ikke uden at sige farvel til et tidligere og dybt fortroligt verdensbillede. Derfor ser vi også, at Martinus for mange er rent volapyk, for andre et nyt og vanskeligt sprog at lære, og for atter andre deres sjæls modersmål, som de straks forstår, når de møder det.

Litteratur: Martinus gør meget enkelt op, hvilke forudsætninger der skal til, for at man kan få noget ud af hans verdensbillede. En særlig balance mellem følelse og intelligens må være til stede. Se mere herom i småbog nr. 12b, kap. 20 og i Livets Bog 4, stk. 1255. Wittgenstein har skrevet en lille afhandling om de helt grundlæggende betingelser for verdensbilleder: "On certainty". På dansk hedder bogen "Om vished". Den er udgivet på forlaget Philosophia i 1989.