Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En tidlig morgen – den 17. februar år 1600 – blev den italienske dominikanermunk Giordano Bruno (f. 1548) henrettet på bålet af inkvisitionen. Dermed begyndte et nyt århundrede, der på afgørende punkter blev et brud med det forrige, som Bruno var et ægte barn af. Som den første skabte han en filosofi på grundlag af renæssancen og Kopernikus' verdensbillede.

Brunos værk: Della causa principio ed uno (Årsagen, princippet og enheden) minder meget om Martinus' verdensbillede. Begge knytter forestillingen om Gud sammen med et uendeligt verdensalt gennemstrømmet af guddommelig ånd. Martinus: "De partikler, som danner fysisk stof, er i virkeligheden kun tankeenergiens afkrystalliseringer..." (bog 16b, kap. 7). Bruno: "Universet er Guds krystalliserede tanker."

Dette verdensbillede, der forener teologi, filosofi og videnskab på smukkeste måde, søgte man i 1600-tallet at sætte en stopper for. Ikke bare med Brunos kætterbål, men man fandt også et universalmiddel, der – skulle det vise sig – kunne kurere tanken helt op til vore dage. Derfor begynder nutiden – den moderne tid – med 1600-tallet. Her finder vi rødderne til os selv og det, vi støtter os til. Og hvad er det? – Skal vi holde os til et enkelt ord, så handler det om det, som måske er os allerkærest. Det lille, næsten magiske ord: ratio! Heraf rationel, ræson, fornuft. I de fleste opslagsværker betegnes 1600-tallet da også som "rationalismens århundrede".

Rationalismen åbnede for et nyt syn på naturen. Med den franske filosof René Descartes i spidsen udviklede man en forestilling om et mekanisk verdensbillede. Verden opfattes som en maskine, der virker efter mekaniske love. Maskiner af alle slags fascinerer de lærde i dette århundrede: urværker, regnemaskiner, sprogmaskiner – fantastiske konstruktioner! Maskinen er uden sjæl, imponerende i sin sammensætning, men uden liv. Gud bliver "den store urmager" og lokaliseres dermed uden for verden, uden relation til sit værk og uden at være involveret i det.

Altså stik imod Bruno og Martinus.

Og mennesket selv? Jo, det tænker, altså er det til. Dets legeme er en maskine, og uafhængig af dén eksisterer sjælen, der alene knytter mennesket til Gud. Hvilket forbund –! En åndelig Gud, hævet over verdens maskine. Og så denne sjælens, "den europæiske sjæls beundringsværdige storhed", som det er blevet sagt. Hvilken storhed? – En sjæl eller en ånd, der gør sig stor ved at distancere sig fra naturen. Den tanke kender vi også i dag, den er selve indbegrebet af moderne videnskabelighed. Og det er rationalismens og 1600-tallets kerne, at mekaniseringen af naturen var et kristent projekt, udført af kristne filosoffer: Descartes, Newton m.fl. Alle bekender sig åbenlyst som kristne i opposition mod renæssancens og til dels middelalderens forsøg på at knytte Gud og verden sammen.