Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Johannes Kepler (1571-1630) var en ung, tysk astronom og matematiker, der satte sig for at vise, hvor intimt forbundet himmellegemerne var med Guds almagt. For at leve op til en sådan forestilling mente han, at planeterne måtte bevæge sig i cirkelrunde baner omkring solen. Optændt af denne fikse idé kastede han sig over de præcise målinger, som hans mester Tyge Brahe havde overladt ham, men stor var hans skuffelse, da de så fuldkomne cirkler viste sig at være "fladtrykte", og nu mente han ikke længere, Gud kunne have noget med den sag at gøre. Men lige så skuffet han var, lige så berømt blev han på sin opdagelse, som han tilmed kunne sætte på matematiske formler, der nu er kendt overalt som "de keplerske love".

Keplers omsving fra et poetisk religiøst sværmeri til en kølig punktlighed med tal og beregninger fik ikke bare stor betydning for ham selv, – det skabte nye mennesker! Ja, det blev fra nu af den ånd, som rensede ud på alle Europas universiteter. Hvor der før var tale om vidtløftige spekulationer og løse påstande, blev forskerne nu sporet ind på kun at regne noget for "videnskab", når det kunne bevises gennem iagttagelse eller udledes af iagttagelse. Kepler kaldte det for "sande årsager" eller verae causae, som det hed i tidens internationale sprog, latin. Fra nu af var "den hellige grav" ikke længere kristendommen, men videnskaben. Og den var ikke "velforvaret", med mindre dens påstande var "verae causae"!

Selv om det i grunden kun er naturvidenskaberne, der kan bryste sig af Keplers krav til videnskabelighed, så taler man i vore dage også om "samfundsvidenskaber" og "humanvidenskaber", skønt det sete her afhænger af øjnene, der ser, dvs. det drejer sig om noget så subjektivt som "fortolkninger". Men det videnskabelige kommer så ind på den måde, at man kræver sammenhængende og meningsfulde fortolkninger uden huller og modsigelser. To modstridende fortolkninger kan dog godt stå over for hinanden og være lige videnskabelige (!) og dermed lige "sande". For Martinus' åndsvidenskab må dette princip også gælde, og derfor er det vigtigt at imødegå kritik ved at opstille modsatte fortolkninger og påvise deres manglende videnskabelighed for dermed at styrke hovedteorien. Det gør Martinus meget ud af, og her adskiller han sig ikke fra Kepler og andre forskere, som i tidens løb har opstillet videnskabelige teorier. Det gælder Darwin (biologi), Marx (historie), Freud (psykologi), Einstein (fysik) o.m.fl.

Kriteriet for en teoris rigtighed (sandhed) hviler således ikke blot på dens videnskabelighed, men nok så meget på dens holdbarhed. Om en teori kan holde og hvor længe, ved man i grunden aldrig, det må tiden vise. Udadtil vinder Martinus' analyser derfor ikke troværdighed ved at blive omtalt med religiøse termer som "noget, der står fast", eller med ord som "bevis" eller "sandhed". Tværtimod! Uden for de eksakte videnskaber er sandheden et spørgsmål om øjnene, der ser, og sådan har det været siden Keplers dage!