Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tyge Brahe (1546-1601) var en dansk astronom, som efter grundige studier ved europæiske universiteter blev kaldt hjem af den danske konge for at bygge observatorierne Uranienborg og Stjerneborg på øen Ven. De redskaber, som blev opstillet her, var imponerende og meget præcist udførte instrumenter, som Brahe selv lod udføre efter egne tegninger. Med disse for hans tid helt usædvanlige hjælpemidler kunne han nu opmåle stjernehimlen og planeternes gang med stor nøjagtighed. Han blev således grundlæggeren af den moderne, videnskabelige astronomi.

Set med nutiden øjne kan det sikkert undre, at ikke nogen før Brahe var kommet på den idé. På hans tid var kikkerten endnu ikke opfundet, så det var ikke den, der blev det udløsende moment. Det blev en forud beregnet solformørkelse, som Brahe oplevede i sin skoletid. Han så straks, at jo flere nøjagtige målinger, man kunne skaffe sig, des flere nye og hidtil ukendte love for himmellegemernes gang kunne man afsløre.

Ja, selvfølgelig, vil det moderne menneske sige, det var da også på tide at få alt dette målt op og sat i system, efter at menneskene nu i flere tusind år havde opladt deres blik på stjernehimlen. Men her må man huske, at vi med Tyge Brahe står på tærskelen til en ny tid, som senere fik navnet renæssancen. Det var en epoke, hvor man brød med tanken om Gud og skaberværket som noget helligt, man ikke kunne tillade sig at "røre ved" med instrumenter udfærdiget af menneskehånd. At gøre sig fri af denne tanke, som vi i dag ville kalde et tabu, startede for alvor med renæssancen og er fortsat lige siden, – i vore dage under navnet sekularisering eller verdsliggørelse.

Nu kunne det være spændende at se, hvor Martinus står i denne historiske udvikling. Kan hans mange bibelcitater ikke tolkes som et tilbageskridt til tiden før Tyge Brahe? Og hvad med titlen Det Tredie Testamente, virker den ikke religiøs? På den anden side er der jo de mange analyser, der ægger til diskussion som enhver anden videnskabelig teori i nutiden. Og hvad titlen angår, kunne den – og dette er en tese – være Martinus' hilsen til "fortidens vise", hvis egen hilsen han angiveligt modtager i Livets Bog 4, 1193. Blot en ærbødig gestus altså, som ikke skal skræmme nogen bort. Den er sikkert ikke blevet til for at spænde ben for værkets udbredelse i en sekulariseret tid, men snarere for et gammelt åndsfællesskabs skyld, som Martinus ville "underbygge og retfærdiggøre" (LB 3, 926). Er dette rigtigt, så må man sige, at med dette værk har sekulariseringen overgået sig selv og rørt ved et tabu, den selv har skabt.

Selv regnede Martinus sit værk for at være den virkelige videnskab, mens observationerne på Ven kun var begyndelsen eller "den friske søluft i nærheden af havet" (LB 1, 180). Men som et gammelt minde ligger nu ruinerne af Stjerneborg tilbage på den lille ø mellem Sjælland og Skåne. Det var her, verden begyndte at åbne sig.