Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nikolaus Kopernikus (1473-1543) var en polsk astronom, der blev verdensberømt, da man efter hans død offentliggjorde hans værk om himmellegemernes bevægelser. Hidtil havde man opfattet universet på den måde, at jorden stod i centrum med solen og planeterne kredsende uden om. Det var en tanke, som havde bidt sig fast, og det krævede ikke så lidt omstilling at vænne sig til Kopernikus' nye verdensbillede, hvor jorden bare var en almindelig planet som alle de andre planeter. Det var med bestyrtelse, at paven hørte om dette kætteri. Tænk, at den jord, hvortil Gud havde sendt Kristus, nu skulle reduceres fra "et hofteaters stade til en provinstribune af laveste rang".

I vor tid er det næsten ikke til at forstå, at man dengang kunne finde på at mukke over slige bagateller. Thi siden Kopernikus har vi oplevet den ene "kopernikanske revolution" efter den anden. Det skete i 1687, da Newton gjorde universet med Gud og alle hans engle til et "urværk, hvor urmageren var gået hjem". Det skete, da Darwin i 1859 viste, at det jordiske menneske, som Gud havde skabt i sit eget billede, "nedstammede fra aberne". Og det skete, da Freud omkring år 1900 reducerede Guds sidste bastion, den udødelige sjæl, til "et stykke mekanik, der kunne manipuleres". Siden er det gået slag i slag. Inden for de eksakte videnskaber taler man om "paradigmeskift", inden for antropologien om "kulturrelativisme".

Hvad Martinus' verdensbillede angår, kan det udmærket opfattes som et paradigmeskift, – dog med den ejendommelige forskel, at det i sig rummer samtlige fortidens paradigmer og relativistiske opfattelser. Og der er grund til at tro, at det også vil omfatte samtlige nye anskuelser, som måtte komme til. Denne brede totalitet kan i sig selv virke mistænkelig og skræmmende i en tid, der har fået nok af fanatisme og store ord. Men sagen er, at vi her står med en videnskabelig teori, hvis værdi som sandhed kun kan afgøres af den enkelte. Det ville være absurd at gå ud i verden og kæmpe for den. For at forstå den må man kunne se med "øjne", som ikke alle har lige nu. Det ligger også i teorien.

Men Kopernikus så altså noget, som alle med største lethed kan se i dag. Det viser lidt om, hvor enkel verden er, hvis vi blot kan se på den med nye øjne og løsrive os fra gamle fordomme. Den største hindring er manglende kærlighed, fortæller Martinus. I sin epilog til Livets Bog ser han verden i et flunkende syn. Han ser, som han skriver, lige lukt igennem det "florfine forhæng", hvorpå et billede er malet af krig og brand, skrig og dødsangst (symbol nr. 19). Bag det ser han en kærlighedens glorie lyse og stråle. Og han ser, at ethvert menneske en dag i selvransagelsens lys vil kunne gennemskue dette florfine forhæng og opfatte det som en nødvendig illusion, et kærligt bedrag. Men først må menneskene lære at tilgive, det er de "nye øjne", der skal til, så de ikke lader sig kyse. Akkurat som da Kopernikus gennemskuede en af sin tids største illusioner og skabte et gennembrud til nutiden.