Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! – intet emne er så yndet at snakke om på vore breddegrader som vejret. I dette store fællesskab forenes vi på kryds og tværs af aldre, køn og sociale skel. Selv flygtninge og indvandrere, der kommer fra helt andre himmelstrøg, hvor den slags emner er næsten ukendte, deltager med største lidenskab. Sikke et vejr! På vejrkortene i tv-avisen slår kulde- og varmefronter buler på graferne over Europa og Nordafrika, og man ser ikoner for lynglimt, regndråber, slud og sne for ikke at tale om strålende sole. Mærkelige stednavne som Drogden, Dogger og Fladengrund bliver til herlige remser i radioens farvandsudsendelser; kun få ved, hvor de ligger. Svenskere og nordmænd har andre og lige så sært klingende navne på deres målestationer fra Nordkap til Skagerak og Østersøen.

Det er noget i den stil, læseren vil kunne genkalde sig ved mødet med Martinus' artikel på de næste sider. Det er gentagelsernes trygge havn, der her bliver udgangspunkt for eventyrlige rejser på ukendte have, hvis grunde, skær og fyrtårne nok er velkendte og elskede navne – men sjældent andet. Det bliver de her; Martinus giver julens gamle budskab et indhold og en betydning, der går langt ud over den velkendte ordlyd. Her bliver englenes sang til videnskab.

Man kan elske gentagelser, men man kan også blive irriteret over dem. Da Martinus havde udgivet de første par bind af Livets Bog, fandt nogle af hans ivrigste læsere, at der i resten af værket var for mange gentagelser. De så ikke, at gentagelserne havde et pædagogisk formål: man kunne læse teksterne uafhængigt af hinanden. De troede, at en god tekst er ligesom et godt argument, der jo helst ikke skal skrive samme præmis to gange. Det gør Martinus med samme selvfølgelighed som vejret og årets gang, der nok kender til gentagelser, men aldrig gentager sig selv.

Måske er det dette naturens eget fif, der først og fremmest skal gøre Martinus kendt og skattet ude i verden – den honning, der skal få bierne til at komme. I hans sags snart lange historie har andre idéer været fremme. En overgang mente man, at hvis en verdensberømt forfatter kunne gå ind for Martinus, så ville mange følge efter. Det skal vi høre mere om i dette nummer af Kosmos, der også skal handle om videnskabelig dogmetro, og om, hvorledes Martinus selv opfattede den kritik, han mødte som forfatter. Hvor enestående hans situation var, forklarer han i tre korte essays: "Om modkritikken af Livets Bog", "For mig er Livets Bog ikke en hypotese" og "Om Livets Bog og dens læsere".

Hvorom alting er, så bringer Martinus' verdensbillede et mægtigt overskud af tro, håb og kærlighed ind i verden. Det er gamle betegnelser fra Paulus' tid, men det skal man ikke kimse ad. De er bæredygtige nok til at blive gentaget i forbindelse med det kolossale verdensbillede, Martinus ruller op i dette nummer af Kosmos. Hurra for gentagelserne, hurra for juleaften. Glædelig jul!