Ældre Kosmos og Kontaktbreve

William af Occam (ca. 1270-1349) var en engelsk filosof, som studerede ved Oxford og senere i Paris. Han kom til at skrive middelalderens epilog på tænkningens område, idet han på næsten alle punkter foregreb den naturvidenskabelige metode, som i de følgende århundreder fuldstændig skulle komme til at ændre verden og menneskene. Intet kunne bevises, mente Occam, heller ikke Guds eksistens. Det var en trossag, som fornuften ikke skulle beskæftige sig med. Dens opgave var udelukkende at udforske og forstå naturen, og dertil krævedes iagttagelse, logik og eksperimenter. Vigtigt var det også at forklare et fænomen med så få årsager som muligt. Denne pædagogiske model blev kaldt for "Occams ragekniv".

Drager vi fra senmiddelalderen og frem til nutiden for at betragte Martinus kritisk og med "Occams ragekniv" som forbillede, falder det straks i øjnene, at Martinus har skrevet et væld af bøger. Han havde ganske øjensynlig en stor glæde ved at skrive om sit verdensbillede og betragte det fra vidt forskellige vinkler. Derom vidner de mange titler på hans bøger og artikler: Menneskehedens skæbne, Påske, Hvad er sandhed? Omkring min missions fødsel, Den ideelle føde osv. osv. Dertil kommer et mægtigt oplæg til selve verdensbilledet med en indledning, som fylder næsten hele første bind af hovedværket Livets Bog. Et egentligt overblik, forudgået af talrige afsæt, fremkommer først i 3. bind med en gennemgang af 12 "grundfacitter" og 63 "livssubstanser". Alt i alt et temmelig overvældende og bredt fortalt værk på 7 bind eller næsten 3000 sider.

En forklaring på Martinus' pædagogiske linie er ikke svær at finde. Han starter langsomt med det, som enhver læser kan sige sig selv. Derefter ræsonnerer han fra det ene sikre udsagn til næste, og gradvist fører han læseren ud på ukendte terræner, hvor grunden gynger, hvis ikke forarbejdet er gjort solidt nok. Det ses også af den rækkefølge, som livssubstanserne fremkommer i. De mest basale (sult, mættelse osv.) kommer først, og som slutstenen følger de tre "X'er", der udgør den egentlige, originale kerne i dette verdensbilledet. Tilsvarende gælder grundfacitterne, der om noget andet hos Martinus bærer præg af en "Occamsk ragekniv". Forbilledlig i den henseende er også "symbolerne", som er dele af verdensbilledet skåret ned til det mest nødtørftige.

Sammenfattende må man nok sige, at Martinus med så få fagudtryk som muligt kobler sig på menneskenes almene viden i det 20. århundrede, men han bruger vældig mange eksempler på at gøre det så aktuelt og forståeligt som muligt. Dette i modsætning til den ordknappe William af Occam, der måtte stå skoleret for paven i Avignon, hvor han blev dømt for vranglære og udstødt af kirkesamfundet. Dermed vendte hans berømte ragekniv sig mod ham selv.