Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Johan Eckehart, kaldet "Mester Eckehart" (1260-1327), levede et uhyre virksomt liv. En overgang var han som dominikanermunk forstander for hele ordensprovinsen Sachsen, der strakte sig fra Nederlandene i syd til de baltiske egne i nord. Konstant var han på lange og besværlige rejser mellem de ca. 100 klostre i dette store område. Samtidig fik han også tid til omfattende litterær virksomhed. Ejendommeligt for Eckehart var evnen til at passe en krævende og vidtstrakt livsgerning, uden at det gik ud over hans eget rige, indre liv. Han lagde megen vægt på, at den almindelige, naturlige tilværelse ikke burde ofres til fordel for selvoptagne spekulationer, og han gik i en stor bue uden om faste, selvplageri og dyrkelse af helgenernes døde ben, hvilket jo alt sammen hørte med til de almindelige sysler på hans tid.

Men mystiker var og blev han. "Sjælen er Gud i os," skriver han, "den udgår fra det guddommelige og søger bestandig i kærlighed tilbage til oprindelsens kilde. I dens inderste lønkammer lyser en lille funke af det guddommelige, men vort eget væsen hindrer den i at udfolde al sin lysende herlighed."

Bemærk, hvordan den samme tankegang om en mystisk genforening kommer til orde hos Martinus i Livets Bog 6, stk. 2146, hvor han taler om det levende væsens inderste hemmelighed: "Hinsides alle bevidste mørke overflader og undergrunde i dets mentalitet vibrerer den evige sandhed som en lille håbets stjerne. Den vil aldrig holde op med at lyse, før dens lys er blevet ét med det evige livs vældige flamme og den som udødelighed og kærlighed er blevet til kendsgerning og virkelighed i væsenets vågne, fysiske dagsbevidsthed."

Som hos Martinus var det samværet med Gud, der stod i centrum for Eckehart; det var ud fra egne erfaringer, han kunne prædike for sin store menighed: "Når sjælen forener sig med Gud, er det, som når nogen lader en hest løbe ud på en grøn eng, hvor der er helt fladt og jævnt. Det er da hestens natur, at den med hele sin kraft giver sig hen og sprænger afsted ud over engen."

Hvad Bibelen skal lære os, mente Eckehart, er ikke, hvad der skete i Palæstina engang for mange år siden, men derimod hvordan Gud skal fødes i vort sind. I stedet for at spekulere over, hvordan Gud blev menneske, gælder det om at finde ud af, hvordan mennesket bliver Gud.

Det var ifølge Martinus den side af menneskenes åndelige udvikling, Kristus gav opskriften på med sit bud om næstekærligheden. Martinus søgte ikke her at overbevise ved at henvise til religiøse erfaringer, som Eckehart gjorde, men ved på moderne vis at lægge en hypotese på bordet, som kunne forene det kendte med det ukendte (Livets Bog 3, 912). Dermed pegede han på sandsynligheden for, at Kristi ord var en videnskabelig sandhed, som kunne efterprøves eksperimentelt i det praktiske liv.

Især det sidste ville nok have tiltalt Mester Eckehart.