Kosmos 2000/8 side 187
Om at have mod til at være den man er
af Søren Hahn
At ville være mere end man er, er et tema, der risler som en evig strøm gennem fortællinger, eventyr og myter. Tænk bare på "konen med æggene" eller på de gamle grækere, hvor Nemesis kom efter én, når man havde overvurderet sig selv. Højt at flyve, dybt at falde, lyder det gamle ord.
Da jeg mødte Martinus' verdensbillede for snart mange år siden, følte jeg mig stærkt generet af ikke at være på omgangshøjde med dets skaber. Min egen bevidsthed i forhold til hans var som at stikke tungen ud ad vinduet, syntes jeg. Uden tvivl er det mindet om denne flove tid, der i dag kan få mig til at le højt ad mig selv, når jeg i nogen anledning gør mig forestillinger om at være noget særligt, at være højt udviklet. Kort sagt, så har jeg fra starten været så heldig at få installeret en god portion selvironi, som sikkert mange gange har frelst mig fra at tage mere af Martinus' kosmologi, end jeg kunne bruge. Et råd, som Martinus i sin levetid indskærpede alle: "Tag det, du kan bruge, og lad resten ligge!"
Personligt nåede jeg ikke at lære Martinus at kende, og dog gælder i en vis forstand det samme mellem os, som også gjaldt mellem H.C. Andersen og hans otte år ældre tyske kollega, den verdensberømte Heinrich Heine. Andersen var i begyndelsen stærkt benovet, men siden blev det til et varmt venskab. "Han gav mig mod til at være den, jeg er," skrev Andersen.
Og det er netop, hvad Martinus har givet mig. Jeg er sikker på, at hvis jeg røg som en skorsten, drak som en svamp og grillede okser på spyd, så ville Martinus dog ikke se ned på mig af den grund. Om mit levned ville han måske sige, at vi ikke kan foretage os det mindste, uden det på en eller anden måde munder ud i kærlig omsorg for andre. I dette tilfælde for mine celler og indre organer, der netop var mine, fordi de passede til min levevis. Hvad krig, død og ødelæggelse angår, så kan det slet ikke undværes i øjeblikket, ville han tilføje, for det er alt sammen en forudsætning for den kærlighed, som engang vil herske i verden.
Sådan var virkeligheden, som Martinus så den. Der er ingen grund til at være kritisk over for virkeligheden, sagde han, den er fin, som den er, og vi er alle uundværlige aktører i det store verdensdrama, der udgøres af virkeligheden.
Men så afslappet ser andre sjældent på det. I hvert fald ikke, hvis de haster efter at være mere, end de er. Det viser et brev, jeg lige har modtaget fra NN, der har kastet sig over Martinus' verdensbillede med hele en nybegynders febrile begejstring og – viser det sig – kval. Hans brev emmer af suk og støn: "Nu må jeg ikke længere spise kød og drikke vin. Ja, selv kaffe er det nok bedst, jeg holder mig fra for ikke at nedkalde den frygteligste karma over mit hoved!"
Og her må jeg straks melde fra, for det er jo det rene vrøvl og paranoia.
Kære NN, vær dog realistisk og hav mod til at være den, du er. Du kan ikke lave om på dig selv fra den ene dag til den anden – du har masser af tid – ja, du har hele evigheden! Og Martinus er ikke ude på at ødelægge din gode appetit på kød, vin og kaffe, han vil heller ikke gøre dig bange. Det er jo dine egne, høje ambitioner, der spiller dig et puds. Og nu tror du, at du kan styre dine lyster ved at gå i kloster. Men de tider er forbi. Først når du føler, at du ikke er lykkelig, ikke glæder dig, først når dine tanker og følelser i fællesskab gør oprør, – så er det tid at ændre vaner! Men gør det ikke af frygt for noget, du har læst. Tag det, du kan bruge af Martinus' verdensbillede og lad resten ligge. Den sætning er en vigtig analyse i sig selv. Den fortæller dig, at du skal have mod til at sige fra og være den, du er. At være herre i eget hus er ikke – som du tror – at læse nogle regler og derpå sige nej til alle glæder for at føle sig frelst og bedre end andre. Det er ikke åndsvidenskab, men religion som vi typisk kender den fra det gamle Palæstina, hvor Guds vrede lå over folket, og hvor skriftkloge og farisæere var højt i kurs. Det bliver du ikke med den indstilling i vore dage.
Moses med tavlerne, af Daniele da Volterra
At leve efter analyserne er noget ganske andet end at holde sig til et regelsæt. Det er at tænke selv og eksperimentere. Det er at spørge sig selv, hvad man har lyst til, og hvad man ikke har lyst til – men gør alligevel, fordi andre gør det. Det er at mærke sig, hvad man kommer ud for af ubehagelige hændelser og få øje på en forklaring, der peger tilbage på noget i én selv. Det er at huske og mærke sig: hvad nænner jeg, og hvad nænner jeg ikke? Fx over for de dyr, jeg er med til at dræbe ved at spise kød. Det er at være helt nede på jorden, det er at iagttage sig selv uden at miste sansen for omverdenen, det er at være årvågen og bevidst uden at forfalde til navlepilleri.
Men at eksperimentere er også at hente kraft gennem bønnen. Bønnen er måske det mest interessante psykiske eksperiment, man kan kaste sig ud i. Martinus hævder, at man gennem bønnen kan få kraft til at overvinde gamle vaner i situationer, hvor man forstår hans analyser teoretisk, men ikke har oplevet nok af de lidelser, der helt af sig selv fører til, at man lægger kursen om. Den onde karma opleves jo kun dér, hvor den er nødvendig, fordi intet andet virker, siger Martinus (1).
Og husk så, at ligegyldigt hvad der sker, så er der ingen dårlige resultater, selv om det ofte føles sådan. Dårlige resultater findes ikke i videnskaben, som i sin reneste form er logisk empirisme, dvs. erfaringsvidenskab. Her gælder det om at være nysgerrig og munter, uanset hvad der viser sig. Det gælder om at finde sig i virkeligheden, som den er. Finde sig i alting, som Martinus siger.
Også i sig selv! Og netop det kan analyserne give os mod på. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt at være logisk empiriker, når det er sig selv, man har under luppen. Men Martinus har lært mig at betragte min næsten aldrig hvilende fornemmelse af egen dumhed som en naturlig omkostning ved hele eksperimentet.
Livets skæbnespil (2) er titlen på en lille bog, hvor Martinus giver et godt indblik i, hvordan vi mennesker optræder i forskellige roller. Vi er bl.a. tilskuere til os selv og vores mere eller mindre ubehjælpsomme gebærder på livets scene. Og netop tilskuerens rolle er den rolle, jeg vil anbefale alle at huske på. At være tilskuer er at være videnskabsmand. Det er at træde tre skridt tilbage og betragte sig selv med barnets uskyldige nysgerrighed. Så får man bedre mod til at tilgive sig selv, måske le ad sig selv.
Kort sagt spille rollen som den, man er.
Noter:
1. Se herom i artiklen Livets mentale vintersolhverv, Kosmos nr. 12, 1998. Kan købes på Martinus Institut.
2. Er som alle andre Martinus-bøger i Danmark udgivet på Borgens Forlag.
Tilbage til forfatterregister
Forrige