Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I 1933 sad min mormor, Eva Zacho Leth, i venteværelset hos "den kloge mand" i Auning, fordi hun havde et dårligt knæ. Hun måtte vente længe på at komme ind til konsultation. I ventetiden begyndte hun at bladre i hans tidsskrifter, der lå på et lille bord. Hun fandt interesse for et nyt blad, der hed Kosmos. Det var nr. 1, 1933, og hun blev optaget af det.

Da hun var til konsultation hos "den kloge mand", spurgte hun ham, om hun måtte låne eksemplaret af Kosmos bladet. Hun måtte gerne låne det, hvis hun bragte det tilbage igen.

Hendes datter Else var hjemme på ferie i Århus fra sine tandlægestudier i København. Hun læste bladet samme aften, og hun fik afklaret mange af de spørgsmål, som hun var begyndt at stille sig selv. Hun var 20 år gammel, og hun havde få år forinden mistet sin bedste veninde, der pludselig døde af sygdom. Hendes veninde havde været et hjertens godt menneske, der gjorde mange gode gerninger for andre. Else kunne ikke forstå, hvorfor GUD tog et hjertens godt menneske til sig, når der var så mange dårlige mennesker, der aldrig blev ramt af noget. Hun mistede sin barnetro, og hun mistede sin tro på GUD. Hun havde sat GUD på anklagebænken, men Martinus' analyser hjalp hende senere til at forstå, at ikke så meget som et støvfnug falder tilfældigt ned på jorden. Else havde imidlertid travlt med sine tandlægestudier, så der gik flere år, inden hun kom til foredrag hos Martinus.

Min mors moster Edit blev imidlertid interesseret i Kosmos bladet, og hun blev hurtigt tændt for "sagen", og i 1934 tog hun op til Kosmos ferieby, hvor hun boede i et af de første sommerhuse, der var ved at blive bygget.

Hun fortalte om sine oplevelser til resten af familien, og hendes far troede, at hun var blevet skør.

En dag, da Else var på besøg hos sin fætter Peter Zacho, spurgte han, hvad alt den snak om Martinus betød. Han var en simpel husmand fra Fyn, så min mor og hendes kusine mente ikke, at det var noget for ham. Hun sagde "Åh, det er ikke noget for alle og enhver". Det vakte netop hans interesse og mandlige stolthed, og han tog til foredrag i Odense, hvor Gerner Larsson holdt foredrag i 1938. I påsken samme år cyklede onkel Peter med sin kone Kirsten og deres lille barn Birthe op til Klint for at høre Martinus holde foredrag. Peter og Kirsten blev tændt for "sagen", og de lagde deres liv totalt om. Peter begyndte at studere til lærer, og de blev begge vegetarer og senere esperantister.

I mellemtiden havde min mor gjort sine tandlægestudier færdige og giftet sig med min far Poul Jørnø. Hun interesserede sig stadigvæk for Martinus' analyser, men min far syntes, at det var det rene "overtro". Han var fra et socialdemokratisk arbejderhjem. Det lykkedes imidlertid min mor, Peter, Kirsten, Edit og Ruth Zacho at overtale min far til at tage med ud til et foredrag med Martinus. Han havde ligesom min mor mistet sin barnetro på GUD, da hans spejderleder var død, da min far var 16 år gammel. Spejderlederen havde været hans forbillede på Vesterbro i hele hans ungdom, og han kunne ikke forstå, hvorfor et godt menneske skulle dø så ung. Han var vred på GUD og blev i stedet ateist. Spejderlederen var død under brusebadning, da der var sivet kulilte ud af gasvandvarmeren under badningen. Min far syntes, at det var helt meningsløst og spild af et menneskeliv.

Under Martinus' foredrag kikkede Martinus intenst på Poul, og han følte pludselig, at hans vrede mod GUD forsvandt. Han fik fred i sit hjerte og indså," at alt er såre godt". Efter foredraget sagde Martinus til ham, at han havde set, at Poul var blevet løst fra en tung byrde under foredraget." Hvordan kunne Martinus vide det", tænkte min far bagefter. Han var blevet overbevist af Martinus selv, og nu gik han pludselig også ind for "sagen".

De begyndte alle sammen at komme oppe i Klint, hvor de lejede sommerhuse. Om vinteren gik de til studiekredse, og der blev diskuteret livligt i de små hjem. De blev alle vegetarer, og min bedstefader, der var grovsmed, blev rystet, da der blev serveret nøddesteg juleaften.

Alle de mennesker, der kom oppe i Klint, arbejdede direkte eller indirekte for "sagen", og Kosmos ferieby blomstrede hurtigt op. Det var nærmest en stor "familie". Da "sagen" senere kom i økonomiske vanskeligheder pga. driften af Klintsøgård, da købte mine forældre, onkler, tanter og deres venner flere af sommerhusene og grundene deroppe. Det var jo en god gerning for "sagen". Vi var fire drenge i vores lille familie, og vi havde en dejlig barndom oppe i bondehuset i Kosmos ferieby, der blev et samlingssted for såvel den jyske som for den københavnske del af familien.

Af "personlige" årsager blev mine forældre og andre tilhængere af "sagen" skuffet over nogle af de beslutninger, der blev truffet af Gerner Larsson, og de gled i en årrække ud af "sagen", og de solgte deres sommerhus deroppe. Vi børn var heller ikke interesseret dengang. Vi var med i ungdomsoprøret , og i vores naivitet troede vi, at vi kunne ændre verden hurtigt og radikalt. Vi kunne ikke vente på "det rigtige menneskerige", og alt blev gjort politisk i de år. Mine forældre holdt dog stadigvæk fast i Martinus' ideer, selvom de ikke deltog aktivt i "sagen". Mine onkler og tanter deltog stadigvæk aktivt i "sagen", så vi kunne følge med på sidelinien.

For 11 år siden blev jeg selv "tændt" af sagen, da min daværende kone var alvorligt syg af cancer. Det ændrede min tilværelse, og jeg stoppede det politiske arbejde i Danmarks Lærerforening, og jeg blev Rudolf Steiner lærer, som er den eneste pædagogik, der på nuværende tidspunkt tager sit udgangspunkt i reinkarnationstanken.

I de sidste 10 år er jeg igen kommet oppe i Kosmos ferieby, og jeg har haft mine forældre med derop i de sidste 7 år. I deres livs "vinter" fik de talt ud med mange af de mennesker, de i en årrække havde været adskilt fra. Det var dejligt at opleve, hvordan alle disse " gamle" mennesker tilgav hinanden deres uvidenhed fra fortiden. Det var et smukt eksempel på Martinus' ord "Hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere". Jeg oplevede endog gamle "kosmologer", der indrømmede, at de havde været "åndelige kapitalister", at de i deres bedste alder havde glemt at være ydmyge nok, men at "livets direkte tale" havde lært dem ydmygheden og medfølelsen at kende. Nu var de så "gamle", at de ikke længere havde brug for at hævde sig selv, men de var fulde af tilgivelse og forståelse for det, som de havde lært på livets landevej. De vidste, at alle vi mennesker har indbygget et lille forsvarsdepartement inde i os selv, hvor vi af og til glemmer, at al ufred med vores medmennesker skyldes ubalance i vores egne tanker. Ja, som Tage Buch udtrykte det. "Vi har alle en stor kærlighed inde i os selv". Inderst inde elsker vi alle hinanden meget højt og dybt. Det er en følelse, som vi "almindelige mennesker" kan have svært ved at holde fast ved i vores daglige liv. Gennem analyserne og bøn kan vi momentvis komme i den tilstand af fred og lykke, hvor alle sorger og bekymringer er væk. Engang i fremtiden vil vi alle lære det.

På vores stadium må der tilgivelse og ydmyghed til. Vi må lære at acceptere os selv og de andre, som de er. Man er, som man er, og man kan ikke lade være med at være, den man er.

Min far er 88 år, og han har været senil dement de senere år. Han forstår ikke intellektuelt, når vi diskuterer åndsvidenskab, men han omfavner os og stråler af lys og glæde, når han er oppe i Klint.

Den eneste måde, vi kan ændre verden på, er ved at ændre os selv. Som der stod på indskriften på templet i Delfi: "Kend dig selv – så kender du verden og guderne".

Martinus' lære er analyser, der hjælper os til at forstå os selv bedre, så vi tankemæssigt kan skue ud over mellemkosmos og ind i mikrokosmos og endelig helt ud i makrokosmos.

Min mor havde et selvværd, som hun havde fået i vuggegave. Hun elskede sig selv, og derfor var hun i stand til at lukke op for kærligheden til andre. Vi skal elske GUD over alle ting , og vi skal elske vores næste som os selv. Vi skal alle lære at blive SOL mennesker, hvor vi er i stand til at give varme og glæde til vores omgivelser. Vores næste er, som han skal være, og det er kun ham selv, der kan lave ham om.

Martinus har været et stort forbillede for mange mennesker, og af mine forældre har jeg lært, at man ikke kan forlange noget af andre mennesker, som man ikke selv gør. Den eneste måde, vi kan ændre verden på, er ved at ændre os selv. Hvad er lykken andet end at være i overensstemmelse med sig selv?

Min mor blev begravet den 22/2-2000 mæt af dage. Hun har givet sol til mange mennesker, og hun har fået mange mennesker til at interessere sig for "sagen" – deriblandt mig. For fire år siden gav hun mig Martinus' bog om bisættelse, og jeg begyndte at studere den hos Bertil Ekstrøm i hans studiekreds. Min mor vidste, at hun snart skulle dø, og da hun fik sygdom i de sidste leveår, som hun ellers havde været forskånet for hele sit liv, ønskede hun ingen former for behandling, og hun måtte kæmpe for at få lov til at dø i fred.

Hun var afklaret med sit liv, og hun vidste, hvad hun ville være i næste inkarnation. Hun ville være ernæringsvejleder ud fra Martinus' analyser. Hun mente, at de fleste nutidige "alternative" ernæringsvejledere befinder sig på et trosplan, men at vi i fremtiden gennem åndsforskning vil lære, hvad der er rigtigt og forkert for det enkelte menneske.

Ja, der kan man se, hvad godt der kan komme ud af et dårligt knæ. Om min mormor blev rask med sit knæ, eller om "den kloge mand " i Auning fik sit Kosmos blad tilbage. Ja, det er der ingen der kan huske, men det er også "sagen" uvedkommende.