Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Om Thomas Aquinas (1225-1274) har man sagt, at hans teologi er som en gotisk katedral, der løfter sig mod himlen med et så kunstfærdigt system af stræbepiller og hvælvingsribber, at al jordisk tyngde synes ophævet. Martinus taler også om denne måde at tænke på. Man lægger tanker oven på hinanden, som når man lægger sten på sten, og på den måde vinder man i forståelse og indsigt. "Tankeprocessen nedenfra" kaldte han den, i modsætning til sin egen intuitive måde at sanse på, som han kaldte "tankeprocessen ovenfra" (Livets Bog 1, stk. 217).

Thomas havde et mål med sin høje stræben, han ville vise, at Bibelen talte sandt. På sin vis det samme mål som også Martinus havde. Men i modsætning til ham havde Thomas kun Bibelens ord, de var hans eneste fundament. Skal vi lidt spøgefuldt tale om "handicaps" i den forbindelse, så må dette være det første i forhold til Martinus, som jo også havde sit intuitive overblik. Det andet handicap finder vi i de "sten", som de to herrer havde til deres rådighed. Her havde Martinus ikke blot en moderne videnskab, men også et sæt historiske erfaringer at bygge på. Mange ting var prøvet i tiden efter Thomas, og selv om det ikke for alle var lige præsent, så lå det dog som en ballast af tanker og byggesten for søgende mennesker i det 20. århundrede, som ønskede at bygge deres egen tankekatedral. Det gjaldt også den uskolede Martinus. Selv om det var så som så med skolekundskaberne, så lå alle disse tanker og idéer indbygget i tiden som noget, enhver var påvirket af. Det var "sten", som Martinus kunne bruge til at rekonstruere "nedenfra", hvad han intuitivt sansede "ovenfra". Det var "sten", som andre efter hans anvisning kunne samle op med samme lethed som han selv. Det var "sten", han kunne gøre sig forståelig med.

Hvad Martinus her rekonstruerede, var imidlertid ikke en katedral, men et "verdensbillede", der i modsætning til en bygnings "herfra" og "dertil" var et kredsløb. Én gang forstået, huskes det med samme lethed som de skiftende årstider. Ja, man kan flytte ind i det, gøre det til sit eget, befolke det med egne oplevelser i fortid og nutid, lægge planer for fremtiden, glemme alt om Martinus.

Men hermed er dette emne ikke udtømt. Det spændende for Thomas var nemlig, at han fik adgang til, hvad der skulle vise sig at blive middelalderens mest imponerende "stenbrud", når det gjaldt om at bygge katedraler af tanker. På denne tid erobrede de kristne nemlig Spanien, som araberne havde behersket siden 700-tallet, og nu faldt hele biblioteker i hænderne på lærde folk som Thomas. Blandt de mange arabiske bøger fandt man også værker af Aristoteles (384-322 f.Kr.). De havde været væk i mere end 1000 år. Og herfra overtog Thomas idéen med "den ubevægede bevæger" (= "X1" hos Martinus! – se Kosmos 1998, nr. 12). Det var Gud selv, Thomas her havde fundet, sådan følte han det. Hans katedral rakte nu helt op i himlen, hvor tro og viden smeltede sammen i et svimlende perspektiv!