Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2000/3 side 60
GENSYN MED KLINT
 
Her er guddommelig godt at være
af Nina Wright
Foto af Nina Wright
Efter en ekstremt lang dagsrejse med utallige togskift kom jeg så tilbage til Martinus Center i Klint. Der var gået tre år siden sidst, og det var som at komme hjem!
Det tager nu lidt tid at vænne sig til livet i centret. Atmosfæren er speciel og meget forskellig fra hverdagen derhjemme, og den første uge blev det mest til morgen- og aftenforedrag med en hel del hvile ind imellem. Solen udgød sin varme og sit lys over os alle, dag efter dag, og det var en lykke at have kun hundrede meter til stranden og de svale bølger. Nogle cykelture blev det også til for at nyde den smukke natur. Dog er det opholdet inden for centrets område, som giver mig den helt specielle livsoplevelse, som jeg længes efter resten af året. Et miljø, hvor jeg i fred og ro kan tænke over og rense ud blandt de gamle tankespind, som jeg til hverdag "marinerer og stuver" om og om igen.
Hvor mange har ikke opdaget det fænomenale i, at man lytter til morgenens foredrag eller deltager i sin studiegruppe og så tages netop det emne op, som man har spekuleret så meget over i ensomme stunder. Somme tider er man ikke engang klar over, at man har spekuleret! Pludselig får man "svaret" på det spørgsmål, man endnu ikke har nået at formulere og sætte ord på. Man lytter til medmennesker, som så dygtigt formår at belyse Martinus' videnskab gennem foredrag som "Dødsdriften og Livsdriften", "At se med Guds øjne" eller "Intuition", og man føler sig så levende, så opfyldt af at forstå. Et kort øjeblik! Men alligevel.
Når man bruger kosmologien som landkort på sin snoede vej gennem livet, kan man få al mulig hjælp. Fx når det drejer sig om begrebet skyld, som jeg vil betegne som en folkesygdom. Martinus forklarer jo meget tydeligt, at der ikke findes nogen skyld eller uretfærdighed, og at vi kun kommer til at opleve præcis så megen smerte, som er nødvendig, for at vi kan lære at forstå livets tale til os.
Nogle år har den proces, som har været sat igang under nogle intensive uger i Klint, gjort, at jeg har haft svært ved at "lande" mentalt herhjemme. Det er som om, man har tabt den krykke, man har fået til hjælp. Men i år har jeg luft under vingerne og glæder mig over muligheden for at kunne komme tilbage næste år. Jeg er inderligt taknemlig over at have kosmologien til hjælp i mit liv og for muligheden af at kunne opholde mig i dette inspirerende miljø år efter år. I løbet af nogle sommeruger i Klint havner jeg i en tilstand, hvor det er lettere at se det gode og smukke i mennesker, og man er så begunstiget at kunne ane fremtiden. Jeg vil gerne slutte med at citere de sidste linier i kapitel 7 i Den Ideelle Føde:
"Derfor lyder den guddommelige røst til de jordiske mennesker i dag: "Salige er de, som vender sig bort fra det dræbende princip og har begyndt at gøre kærligheden til livsbetingelse, thi de er på vej mod en forklaret tilværelse. Gennem dem opstår "Guds rige" på jorden.""
 
Oversættelse: Hanne Lykkeberg