Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som barn cyklede jeg tit med min far ud til det store område i København, der i dag huser "Fristaden Christiania". Dengang var arealet lukket for offentligheden, for her lå bl.a. "Hærens Forsøgslaboratorium", hvor min far var forstander, og hvor man undersøgte og afprøvede forskellige typer sprængstof. Det var en hel lille by med gader og fabrikker. Et sted så jeg rødglødende granathylstre på størrelse med mig selv komme lige ud af ovnen. Her var støj, varme og folk med sortsværtede ansigter, men ovre på laboratoriet var der stilhed. Laboranter og ingeniører i hvide kitler sad ved deres borde med kolber og lange glasrør. Hist og her var der afspærrede forsøg i gang, hvor resultaterne blev aflæst gennem en lille kikkert på 4-5 meters afstand, da opstillingerne kunne eksplodere. Ude bag bygningerne fandt man en trekantet "skydegård", hvor forskelligt ammunition kunne affyres og afprøves. Alt sammen var bygget op for at sikre, at ingen kom til skade.

På de næste sider sammenligner Martinus jordkloden med et sådant forsøgslaboratorium. Vi skal se hvorfor, og vi skal se, hvordan Martinus med denne sammenligning kan belyse de helt store spørgsmål om meningen med livet og døden. Som altid går Martinus helt ned til de mest basale principper, som at noget kan være i ro eller bevægelse. Som barn så jeg begge disse former for "bevægelse" i laboratoriet, og jeg så også min far som "ånden" bag det hele. Senere kom jeg i skole og lærte om noget, som hedder "kausalitet". Det betyder bare, at der er en grund til, at noget sker. Måske sker der en eksplosion, måske sker der ingenting. Men over det hele hersker en "ånd", som, hvis han er dygtig nok med sin viden, kan influere på den lange kæde af årsager og virkninger og give den en bestemt retning og et bestemt formål. Fx en passende eksplosion.

Det er dette levende billede af kausalitet, Martinus bruger til at sandsynliggøre, at også de døde ting, bjergmineraler og stjernestøv, er lige så styret og indrettet på et formål som det, vi selv går og laver i laboratoriet. Her er det bare ikke os, men andre og fremmede væsener, der er på spil. En farlig og lidt for fantasifuld tanke vil nogen måske sige. Ja, men hvorfor i grunden? Der findes en videnskab, som hedder antropologi. Den handler om at studere andre folkeslag og sammenligne dem med os selv. Meget af det, vi finder blandt stjernerne og atomerne, minder stærkt om vores egen verden her på jorden, selv om det unægtelig ser meget fremmedartet ud. Det handler Martinus' artikel også om.

For Martinus var jordkloden en forsøgsopstilling, som helst skulle betragtes lidt på afstand – for en sikkerheds skyld. Menneskene er nemlig endnu ikke færdige med deres forsøg, de er ikke kloge nok. Min far var altid den, som kom til skade nytårsaften. Og hans fine laboratorium er nu "besat" af aktivister, som ryger hash, har jeg ladet mig fortælle. Jeg holder mig på afstand, jeg bli'r i Jylland!