Kosmos 2000/1 side 2
Der MÅ være et fortsat liv!
År 2000 skriver vi nu, og selv om det kun er noget med cifre og tal, så virker det alligevel på følelserne. Det er mageløst på en eller anden måde, det giver sjælen luft under vingerne og nyt håb til fremtiden. I sin artikel på de næste sider forbinder Martinus det gamle med det nye. Han følger visse spor fra fortiden og viser for læserne sit bud på, hvad fremtiden vil byde på. Af den slags analyser har vi set talrige eksempler i det tyvende århundrede. Mest berømt er vel Aldous Huxleys "Fagre ny verden" fra 1932 og George Orwells "1984" fra 1949. Begge fik de jo ret til en vis grad, og dog alligevel ikke. Det er, som fantasien slet ikke slår til, når virkeligheden skal beskrives. En lille afvigelse her, en ny opfindelse dér, og straks føres billedet af fremtiden på vildspor. Men spændende er det jo – ja, man kan slet ikke lade være med at fantasere.
Lad os se på, hvilke pejlemærker Martinus hæfter sig ved. Hvor finder han "det afgørende punkt", som forbinder det forgangne med det kommende? Som vi skal se, er det ikke i en bestemt tidsalder, det er ikke i renæssancen, oplysningstiden eller verdenskrigene. Det er heller ikke i religiøse ceremonier, ikke i naturvidenskab, demokrati, kunst eller sund levevis. Alt dette er for Martinus bare krusninger på overfladen, der vidner om en langt større og mægtigere kraft, som det er værd at holde øje med, hvis man vil vide, hvor det hele bærer hen.
Men hvad er det så for en kraft?
Måske lyder det ikke af så meget, når jeg siger, at det er mennesket selv. Det lyder af for lidt og for meget på én gang, det er for abstrakt, det har ikke rigtig noget "remtræk til den sociale virkelighed", som en filosof engang udtrykte det. Dermed mente han vist nok, at det ikke var aktuelt for ret mange mennesker lige nu, og deri har han sikkert ret. Man skal have "remtræk" som en H.C. Andersen, når han i sin rejseskildring "I Sverrig" fra 1851 kunne skrive: "Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed. Det prædiker du for os, du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det."
Hermed er der givet en lille antydning af, hvad det er for et pejlemærke, Martinus hæfter sig ved som det vigtigste. Det har altid været der, man skal bare huske at se rigtigt efter uden af den grund at blive verdensfjern og tabe jordforbindelsen. Det er en kunst at forene det evige med det timelige.
Det kræver ikke så lidt "remtræk"!
Så hold dampen oppe, kære læser, det har vi bl.a. Kosmos til. Godt nytår og velkommen til tolv nye numre!
sh
Tilbage til forfatterregister
Forrige