Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Paulus (10-64 e.Kr.) var en af kristendommens første missionærer. Oprindelig hed han Saul, var jøde, farisæer og skriftklog, og han deltog nidkært i forfølgelsen af de kristne. Men på en rejse til Damaskus så han i et syn Jesus, der også talte til ham. Dermed var han omvendt og blev fra nu af en ivrig fortaler for den nye tro. Han foretog lange rejser og grundlagde kristne menigheder i Lilleasien, Makedonien og Grækenland. En del af hans breve er bevaret i Det nye Testamente.

I sit brev til romerne kommer han ind på begrebet samvittighed: "...det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg," skriver han. Denne mærkelige, men velkendte selvmodsigelse i det menneskelige sind, er i moderne tid blevet kaldt "Paulus-syndromet" og har karakter af tvesind og neurose.

Når vi vælger at gøre "det onde", som Paulus kalder det, får vi samvittighedsnag. Men hvorfor er der tale om et valg, hvoraf kommer det, at der er to muligheder?

Paulus mente, at vores krop trak os i én retning – den selviske, egoistiske og indadvendte – mens ånden (Guds ånd) trak i modsat retning. I sine breve forsøgte han at slå til lyd for, at man tænkte mindre på sig selv og mere på næsten og samfundet som helhed. Han blev således en fortaler for det moderne velfærdssamfund.

I vore dage skrives der meget om kroppen, den ved vi en masse om. Vi ved også, at vi har denne krop til fælles med dyrene; der er ikke megen forskel på det menneskelige legeme og en gorillakrop. Og vi ved også, at det i dyreriget gælder om at overleve – sørge for sig selv.

Ånden, som Paulus taler om, ved vi ikke så meget om, men vi ser resultatet af den i form af en rivende udvikling inden for socialforsorg, sygehusvæsen, Røde Kors, u-landshjælp osv.

Paulus' måde at udtrykke sig på er altså stadig brugbar.

Martinus kalder mennesket "en såret flygtning mellem to riger" (Livets Bog 1, stk. 82). Dermed mener han, at vi er på vej ud af dyreriget og ind i et nyt rige – "det rigtige menneskerige" – som dog endnu ikke er udviklet på Jorden. Og når vi er "sårede flygtninge", skal det forstås på den måde, at vores "flugt" fra det ene rige til det næste er "haltende", dvs. vi kan ikke opføre os naturligt, vi er kejtede. For hvert "skridt" må vi ransage vores samvittighed, om vi nu også er på vej i den rigtige retning.

Paulus er altså på sporet, mennesket befinder sig i en sjælelig krise som følge af et valg mellem krop og ånd. Og Martinus fortæller også, hvilke kræfter der ligger bag. Takket være menneskets evne til at skelne sig selv fra omverdenen – en evne dyret ikke har (Livets Bog 2, stk. 449) – kan det forestille sig andres lidelser og ligefrem føle dem på sin egen krop. Mennesket nænner i visse tilfælde ikke at udsætte andre for de lidelser, det selv kender til (Livets Bog 3, stk. 902). Men derved kommer det i konflikt med sine egne mere primitive og dyriske behov. Det gode, som det vil, gør det ikke....