Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 
Hvis man støvsuger, vasker op eller bygger ny carport, er det "redebyggerinstinkt", kører man børnene i skole, er det "yngelplejeinstinkt", planlægger man et stævnemøde, er det "parringsinstinkt". Sådan har adfærdspsykologerne velsignet os med en række ord, som dækker næsten alt, hvad vi laver. Og det er godt, vi har den slags ord. De fortæller os, at der er slægtskab mellem mennesker og dyr, der er et formål med os, noget naturbestemt, som kan gøres op videnskabeligt.

Men hvad hedder det, når man en mørk aften får øje på en blinkende stjerne og føler sig lille bitte og vældig stor på samme tid? Hvoraf kommer denne sitrende længsel i brystet, hvilken videnskabelig betegnelse har vi for den?

Men er det ikke bare poesi?

Vist er det poesi, og ser vi rigtigt efter, så er der også poesi i at støvsuge, køre børn i skole og drømme om sin elskede. Alting er poesi og prosa på samme tid, men vi ser det ikke altid. I juletiden er det måske lettest, her er lutter travlhed, men også julestemning. Der er poesi midt i prosaen. Og en blinkende stjerne er der jo også.

Men igen, hvad er det for sære ting, der sker med os?

"Stjernestunder" kaldte Stefan Zweig det. Og Kierkegaard talte om at "stå midt i evigheden og høre stueuret slå".

Som ung student var jeg i flere år professionel julemand og cyklede gennem julestille gader fra "kunde" til "kunde". Jeg var bestilt gennem et bureau, som også havde udstyret mig med skæg og nissetøj – bl.a. et par vældige træsko, som ofte gled på pedalerne og faldt ned på asfalten med et hult rabalder. "Hva' fa'en, det var jo nissen!" lød det fra et åbent vindue. Men væk var jeg allerede, for jeg havde travlt, skægget fløj mig ind i munden, alle ville have mig klokken 20 juleaften. Men jeg havde 10 besøg på min rute og 10 minutter hvert sted. Lys og glæde var der alligevel overalt, selv om jeg ikke kunne indfri alles ønsker. Og selv om jeg var alt for ung, tynd og ranglet. Ikke lige den typiske julemand.

Men jul var det jo!

Og når det er jul, ser man stort på alting. Det er det, den blinkende stjerne fortæller os. Den signalerer, at vi ikke blot er beslægtet med dyrene, men også med stjernerne. Vi hører sammen med de lysende kloder i det store verdensrum. Inderst inde ved vi det godt, men vi tør næppe tro det. Så kalder vi det poesi og lader det blive ved det. Men nu har vi med Martinus fået en videnskab om de dele. Nu kan vi sætte ord på, vi kan tale om vores egen "udødelighed" og have et verdensbillede, hvor den passer ind i. Alt det introducerer Martinus sine læsere i på de næste sider. Vi skal se, at juleaften er langt mere end en historisk mindedag for Kristi fødsel. Den er stjernestund for hele jordkloden. Glædelig jul!