Kosmos 1999/10 side 192
Hvad arver vi fra vore forældre?
En studiekreds skriver: I den lille bog Den ideelle føde skriver Martinus i slutningen af 2. kapitel om vores fysiske legeme: "Medens faderens og moderens anlæg eller tendenser i en vis udstrækning dominerer dette i barnealderen, for derefter at tage af henimod trediveårsalderen, så dominerer individets egen arvelighed eller medfødte tendenser fra en tidligere tilværelse dets legeme fra nævnte alder og videre frem til og gennem døden. Og det er denne arvelighed fra en tidligere tilværelse, der er afgørende for normaliteten i individets nuværende fysiske inkarnation." Og så henviser Martinus til Livets Bog. Det forekommer lidt uklart, og vi vil gerne spørge: I hvor høj grad arver vi anlæg og tendenser fra vore forældre?
SVAR: I Livets Bog bind 3, stk. 733 til 740 fortæller Martinus vældig interessant om, hvordan det levende væsen via reinkarnationen tager "generalsummen af hele sit udviklingstrin med over i en ny tilværelse." Og han fortæller videre at "ethvert væsen fødes med talenter, hvoraf nogle er i udvikling, andre er færdige og atter andre er degenererende."
I Det Evige Verdensbillede bind 4, symbol nr. 34, er dette emne yderligere uddybet. Her fortæller Martinus på en yderst fascinerende måde om det diskarnerede væsen, der efterhånden er "modnet" til en ny fysisk inkarnation. Det har udlevet sit åndelige liv, som det kom ind i ved sin fysiske død i sit tidligere liv, og nu er det parat til igen at fødes på det fysiske plan for her at fortsætte sin udvikling. Og nu er det naturligvis ikke tilfældigt, hos hvilket forældrepar det inkarnerer.
Martinus pointerer meget stærkt, at "når børn har samme egenskaber eller talenter som forældrene, så er disse egenskaber eller talenter ikke arvet fra forældrene, men er foreteelser, der mere eller mindre allerede var udviklet hos de pågældende væsener i deres tidligere jordliv. Det er således deres absolutte egen arv og ikke noget, de gratis får fra forældrene."
Men selve opbygningen af en ny fysisk organisme, der skal rumme de utallige karma-bestemte muligheder for barnet, kræver naturligvis en vis lighed i dét, Martinus kalder "talentkerneområdet". Sagt på en anden måde: Faderens sædcelle og moderens ægcelle indeholder kromosomer og gener, der udgør "det koncentrerede talentkernemateriale til en ny organisme". Men denne nye organisme skal passe nøjagtig til den tredie person i dette guddommelige drama: Det diskarnerede væsen, "hvis ånd kan inkarnere i og opfylde disse mikroanlæg med livsenergi." Er det ikke en smuk beskrivelse af en fødsel – !
Videre fortæller Martinus, at de to talentkernesæt fra faderen og moderen absolut ikke er beregnet på at skulle fuldføre skabelsen af den nye fysiske organisme. De er kun igangsættere, og under deres beskyttelse "vokser afkommets organisme, som det diskarnerede væsen nu er inkarneret i, frem til det voksne stadium, hvor den nu beherskes helt af væsenets egne talenter eller arveanlæg fra en tidligere fysisk tilværelse. Arveanlæggene fra forældrene, som det igennem salighedsauraen blev forbundet med igennem sæd- og ægcellen, har forlængst udspillet deres rolle som igangsættere af væsenets fysiske foster og organismedannelse. De er nu kun som rudimenter sammensmeltet med det i organismen inkarnerede åndelige væsens egne arveanlæg og talenter, der nu ligger helt til grund for dets fysiske fremtræden, begavelse, moral og væremåde."
Vi kan altså konkludere: For at vi kan inkarnere i den fysiske verden, er det nødvendigt med tre sæt arvelighedsbetingelser, nemlig et hanvæsens, et hunvæsens og det diskarnerede væsens egne. De to førstnævnte stiller det fysiske materiale til rådighed i form af kromosomer og gener, så den fysiske organisme kommer til at passe nøjagtig til den karma, der venter det diskarnerede væsen i det kommende fysiske liv. Men vore ønsker og begær, vore evner og talenter og vort moralske udviklingstrin får vi ikke foræret. Det er arveanlæg fra vore tidligere liv, – og de er helt vore egne – !
Men læs selv i Det Evige Verdensbillede bind 4, symbol nr. 34. Så forstår man, hvilket guddommeligt under der sker, hver gang et nyt lille væsen fødes til den fysiske verden.
Hans Wittendorff
Tilbage til artikelregister
Forrige