Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Nu må det være slut med at gå rundt og være bange, mente Epikur (341-270 f.Kr.). Det er ikke andet end overtro, der fylder os med angst for mystiske magter. Det kan da godt være, at de er til, men i så fald lever de i deres egen verden, som intet har med vores at gøre. Og det, vi mindst behøver at frygte, er døden, for når vi dør, går vi i fuldstændig opløsning. Selv vore sjæle spredes for alle vinde som atomer. Derfor gælder det om at se positivt på livet, være rolig og glad og gøre det hele behageligt for sig selv i den tid, det står på. Det kræver ganske vist, at man lever med forstand, men på den anden side kan man ikke leve med forstand, hvis man ikke lever behageligt.

Derfor må et behageligt liv være hovedsagen!

Epikur mente, at under de vilkår, livet byder os, er det de store modsætninger: behag og ubehag, det gælder om at styre imellem. Og selvfølgelig kan man ikke énsidigt styre efter behaget – eller lysten. For enhver erfaring viser jo, at alt for meget behag ofte trækker en masse ubehag med sig.

Det er her, forstanden kommer ind i billedet!

Enhver af Martinus' læsere er sikkert kendt med den betydning, modsætningen behag/ubehag har som udviklingens spore. Allerede i de første stykker af Livets Bog kommer han ind på det. Og noget senere – i bind 3, stk. 711 – synes han næsten at gå Epikur i bedene for at mane en overtro om mystiske magter i jorden: "Så enkel og ligetil er væsenernes livsvandring, at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker, begær og længsler. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv."

Martinus gik bestemt også ind for, at man skulle gøre sig det behageligt her i livet. Ikke mindst når det gjaldt hans egne bøger. Det skulle være en lyst at læse dem. "Tag det, du kan bruge, og lad resten ligge," kunne han sige fra talerstolen. Og i Livets Bog 1, stk. 17 præciserer han, hvordan man finder ud af, om man står over for noget, man virkelig kan bruge. Det kendes på den måde, skriver han, at det gennem én sender: "... en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af ideer, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle ..."

Det kan undre, at man på Epikurs tid fandt trøst i tanken om total udslettelse. Men det skyldtes naturligvis de gamle grækeres forestilling om et dødsrige, hvor man henlevede en trist tilværelse som en skygge af sig selv.

Martinus havde i grunden ikke til hensigt hverken at trøste eller mane overtro i jorden. For ham var det et simpelt spørgsmål om at fortælle, hvordan verden logisk er sat sammen, og hvordan "lysten driver værket". At der så ud af det kunne drages den slutning, at "alt er såre godt", og at "kærligheden er universets grundtone" – det må da kunne glæde enhver epikuræer – også i vore dage!