Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

To måneder efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki skrev Martinus den artikel, som læserne finder på de næste sider. Den er så at sige blevet til i skyggen af paddehatteskyen, og man kan i dag undre sig over, at menneskene ikke er blevet klogere. Ja, man kan ligefrem ærgre sig over, at Martinus er lige så aktuel i dag som i denne artikel fra 1945, hvor han skrev: "Hvordan kan der opstå en sådan verdenskatastrofe, som den der lige er gået hen over jorden, og hvis dønninger menneskeheden endnu længe vil sukke og stønne under?"

Ja, hvordan kan der opstå en sådan katastrofe? Som vi skal se, er det ikke svaret, men selve spørgsmålet, der optager Martinus i denne artikel. Krigen, bomberne og verdenskatastrofen er nemlig til, for at menneskene midt i deres sukken og stønnen kan bryde ud i spontane spørgsmål. Spørgsmål de vel at mærke ikke stiller til politikerne, historikerne og samfundsforskerne, men lige ud i luften, som om de troede, der var en mening med alle disse ting og en Gud i himlen til at opfange deres spørgsmål.

Sådan reagerer mennesker jo ofte, når de føler sig hårdt presset, og det gælder også folk med en materialistisk baggrund. Det kan jeg tale med om af egen erfaring og tilføje, at man føler sig meget lidt tjekket, når man som skolet materialist ser sig selv sukke, stønne og udvise religiøs adfærd. Derfor passede det godt i mit kram, da jeg i sin tid fandt Martinus på biblioteket. Og hvis du, kære læser, har det på samme måde, så er det måske fordi, du i Martinus' store verdensbillede kan finde dig selv og få bekræftet, at du er fuldstændig normal og på rette vej, selv om du af og til opfører dig mærkeligt. Dermed har du også fået en forklaring på, at flertallet af jordens befolkning endnu ikke har behov for dette udvidede verdensbillede. Det kan skyldes to ting:

1. De har ikke sukket og stønnet nok

2. De er ikke skolet nok i materialisme

Bemærk, hvor sjælden kombinationen af suk, støn og materialisme er i dag, hvor der jo stilles store forhåbninger til penge, teknologi og de nye våbensystemer. Det er derfor også værd at bemærke, at Kosmos' læsere indtil videre må betragte sig som pionerer og Martinus' sag som en spæd plante, der i disse år er ved at udvikle seje, kraftige rødder, så den senere kan skyde i vejret og tåle alverdens storme. Lad os værne godt om den så længe!

Således kan status gøres op i skrivende stund, hvor verden sukker og stønner efter fred, og hvor Martinus ville være blevet 109 år, hvis han havde levet og gået rundt iblandt os. Mange mennesker på Balkan er nu på flugt og lever langt fra deres hjem, som er blevet krigens bytte. Frygtelige trusler om en ny atomkrig hænger over vore hoveder, og mange mister helt modet. Men langsomt dages det, og menneskene søger en forklaring, der harmonerer med deres følelser og forstand, som de ikke altid selv kan få til at passe sammen. Det hjælper Martinus med i sin artikel om materiekunst og livskunst. Og det handler Kosmos om.