Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/7 side 122
Kommentar
 
Alt ved det gamle
 
Ti år efter, at første bind af Livets Bog var udkommet i 1932, holdt Martinus en lille tale, hvori han gjorde status over værket og den modtagelse, det havde fået. Ikke blot rosende ord, men også kritiske røster havde lydt, og den 51 årige forfatter fandt nu anledning til at fortælle om bogens tilblivelse, om sine planer, og hvorfor han skrev, som han skrev. Det kan man læse mere om på de næste sider.
Hvordan mon talen ville have lydt i dag?
Nogenlunde lige sådan, tror jeg. Ganske vist er antallet af bøger og artikler mangedoblet. Og stedet i Klint, der omtales som en feriekoloni, fremstår nu som et indbydende center med tip-top moderne foredragssal, restaurant og Pavillon A, der ville være utænkelig luksus på den tid. Dertil kommer, at der sideløbende med den ydre vækst er sket en indre vækst og konsolidering. Jeg tænker her på de nødvendige erfaringer, som sagens medarbejdere har gjort gennem årene. Ikke mindst når det drejede sig om at undgå at skabe problemer for hinanden. Disse værdifulde erfaringer har man nu samlet og sat i system med "Strukturen", der først var moden til udgivelse i 1992.
Men mens sagen vokser fysisk og åndeligt, suser evigheden fortsat gennem alt, hvad Martinus har sagt og skrevet om sin sag. En sag, der har sin rod i analyserne, og de står fast. Derfor er artiklen på de næste sider ikke blot et glimt af fortiden. Den er også et spændende stykke historie til alle tider.
Et ubesvaret spørgsmål på den tid var, om sagen ville møde modstand og kritik fra det omgivende samfund. Det gjorde den ikke, og Martinus kunne allerede i 1946 konstatere: "Fra fysisk side har sagen i virkeligheden ikke mødt andet kontrært end nogle enkelte hundeglam i det fjerne." (Kosmos 1983, side 82. Mere om "hundeglam" i Kosmos 1992, side 50)
Martinus var ikke profet. Når han fortalte om fremtiden, var det altid ud fra analyserne. Om det ville gå stærkt eller langsomt med hans sag, var han ikke i stand til at overskue, men han kunne se, at hans forfatterskab en dag måtte blive kendt og anerkendt over hele verden. Derfor har det været spændende at følge sagens vækst i udlandet, og den kom snart i gang. Allerede i 1943 var den første bog udgivet på esperanto, og efter krigen, da verden igen lå åben, blev Martinus inviteret til Island, Japan og Indien. Og folk udefra i mærkelige gevandter gæstede Klint og blev afbildet i Kosmos.
Og sådan står sagen vel også i dag. Den møder ingen modstand, den har fortsat sine centre i København og Klint, gamle medarbejdere dør, nye kommer til, studiekredse oprettes, andre forgår, og der holdes foredrag rundt omkring. En medarbejder er lige vendt tilbage fra Sydamerika, og det skal vi snart få at høre om i Kosmos.
Kort sagt, så er alt ved det gamle, og bladet udkommer igen om en måned.
sh