Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Plinius den yngre (62-ca.113) var romersk forfatter og embedsmand. Han har efterladt sig en samling værdifulde breve. I et af dem skriver han:

"For nylig fik en god vens sygdom mig til at tænke over, at vi er allerbedst, når vi er syge. For hvem plager enten pengebegær eller eros, når han er syg? Patienten er ikke træl af elskov, han søger ikke æresposter, blæser på rigdom og nøjes med nok så lidt, da han regner med at skulle forlade det. Og så husker han på guderne, og på at han kun er et menneske. Han misunder ingen, betages ikke af beundring for nogen og foragter ingen. Ja, han lytter ikke en gang til ondskabsfuld sladder eller føler sig opbygget derved. Hans fantasi drømmer om bade og kølige kilder. Sligt er højdepunktet af hans interesser og hans ønsker. Og han beslutter, at der som det forundes ham at slippe over sygdommen, vil han føre et blidt og mageligt, dvs. harmløst og lykkeligt liv. Det, som filosofferne prøver at belære om med mange ord og i mange bind, det kan jeg ganske kort give mig selv og dig til leveregel: at vi i sunde dage skal stræbe efter at være sådan, som vi på sygelejet erklærer, at vi vil være for fremtiden."

For Plinius, og de venner han skrev til, gjaldt det om at lægge afstand til den travle hverdag. Man tog på landet, glemte Rom for en tid og indrettede sig på en behagelig måde med at skrive og filosofere.

Den moderne læser kan sikkert nikke genkendende til Plinius' erfaring. Hverdagen kan så let blive en trummerum, men i grunden opdager man det ikke, før en måske banal sygdom giver et par dages fred i sengen. Hvilket tåbeligt og latterligt liv jeg fører, tænker man. Intet af dette er jo værd at satse på – flygtigt og overfladisk som det er, set under evighedens synsvinkel.

Hvem ved, måske er sådanne tanker for mange blevet starten på deres studium af Martinus, som selv udtrykker sig på følgende måde: "Efter at individet således er kommet til grænsen for det fysiske eller materielle tilværelsesplan og har oplevet, at der i dette ikke findes virkelige faste realiteter, begynder det at holde sig til eller støtte sig på ikke-fysiske realiteter, og dets viden eller videnskab bliver nu henhørende under det, vi kalder filosofi."

Filosofi, ja – men hvad så med åndsvidenskab?

Her skriver Martinus: "Men før filosofien kan blive til virkelig visdom eller åndsvidenskab, kræves der, at åndslegemerne må udvikles til en sådan fuldkommenhed, at de ikke-fysiske realiteter ... ikke blot ... kan opleves som tanker, forestillinger eller teorier, men som virkelige kendsgerninger ... Når individets åndslegemer når denne kapacitet, oplever det "den store fødsel", og med denne begynder den kosmiske oplevelse eller tankeprocessen "ovenfra" at blive fundamental. Og individet er dermed indhyllet i en forklaret tilværelse."

Begge citater stammer fra Livets Bog, bind 1, stk. 238.