Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Inden de store humane religioner blev introduceret på jorden, havde Det gamle Testamentes gengældelsesmoral været gældende norm inden for hele den beboede verden. Med de højere religioner blev der imidlertid sat nye standarder for, hvordan mennesker ideelt burde behandle hinanden. I det historiske perspektiv tager det dog mange århundreder at tilegne sig nye værdier og adfærdsmønstre, og det er derfor først med åndsvidenskabens grundlæggelse i dette århundrede, at der er lagt det erkendelsesteoretiske fundament, som vil kunne føre til opbygningen af en fredelig, global civilisation.

Jesu lære var en vejledning i, hvordan mennesker skulle leve deres liv for at blive lykkelige samt en forudsigelse af, at den nye væremåde, som de efterhånden tilegnede sig, ville resultere i en ny samfundsorden på jorden. Jesu bevidsthed lå imidlertid så langt over samtidens normalbevidsthed, at han ingen mulighed havde for at komme med en gennemført logisk og detaljeret gengivelse af sit syn på tilværelsen, jordens udvikling og menneskehedens fremtidige historie. Han måtte derfor tale i billeder eller "lignelser" og fortælle tilhørerne om "Guds rige", der var "ligesom et sennepsfrø". "Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge." (7) Over for disciplene kunne han tale mere direkte, især når de var alene. Men også de havde svært ved at forstå den fulde rækkevidde af hans ord. Han havde meget mere at fortælle dem, men han vidste, at de ikke kunne "bære" det, og at det først ville være en fjern fremtids mennesker beskåret at forstå hans ord fuldt ud. (8)

Da hverken Jesu samtidige eller de efterfølgende generationer helt forstod det, han havde sagt, måtte de tro ham i tillid til, at han var "Guds søn" og derfor talte sandt. Men uden den fulde forståelse for Jesu forkyndelse og mission var det uundgåeligt, at han blev misforstået og fejlfortolket på flere punkter. Derfor blev resultatet af hans lære heller ikke, som mange har ment, en egentlig kristen kultur i Vesten, men en modificeret "troskristendom".

I Vesteuropa havde troens periode sin storhedstid i middelalderen, men den strækker sig ind i det 20. århundrede og har endnu mange tilhængere. Den troendes grundholdning er især karakteriseret ved ideen om, at mennesket som syndigt væsen er ude af stand til at tilegne sig Jesu væremåde og dermed afskåret fra gennem egen indsats at blive et fuldkomment, næstekærligt væsen. Frelsen i form af en lykkelig tilværelse efter døden opnås derfor ikke først og fremmest ved gode gerninger, men gennem troen på Jesus Kristus som Guds søn og menneskenes frelser. Martinus påviser, at denne opfattelse er en afsporing af Jesu oprindelige lære. Det betyder imidlertid ikke, at denne afsporing har været en fejl i udviklingen. Den har været et uundgåeligt og nødvendigt led, for som Martinus skriver: "Kristendommen i verdensgenløserens tankeverden og væremåde var alt for blændende til, at menneskene, der i stor udstrækning endnu betjente sig af de dyriske livsprincipper og således i tilsvarende grad levede i hedenskabets natsorte mørke, øjeblikkelig kunne være modtagelige for dette lys i hele dets vældige udstråling. De måtte danne sig skygge- og dækningsområder, ved hvilke de kun fik lyset i en så afblændet form, at de ikke blev 'skoldet'. En væremåde er som regel en tusindårig vanetilstand. Den har affødt særlige evner og anlæg i væsenerne. Disse anlæg lader sig ikke i lyntempo eller ved en øjeblikkelig viljesakt ændre til fordel for en helt ny væremåde. En ny væremåde kan kun befordres ved dertil egnede særlige evner og anlæg. Men evner og anlæg kan kun opstå ved tilvænning. Er det ikke således, at øvelse gør mester? Er det ikke ved utrættelige, permanente øvelser, at man bliver geni? [...] At blive til et kristusvæsen i væremåde, hvilket vil sige at blive til et moralsk geni eller et geni i human tankegang og væremåde, er absolut ikke lettere at opnå end dette, at blive geni eller virtuos i musik, i maler- og billedhuggerkunst, i kunsten at forske og tilegne sig viden etc. Her får væsenerne ikke noget foræret." (9)

Tilsvarende gælder det også for de øvrige højere religioner som buddhismen i Asien og islam i Mellemøsten og Afrika, at de blev forkyndt i et bevidsthedsklima, hvor den gamle verdensimpuls' hedenske kræfter stadig havde stor magt over sindene. Den oprindelige rene lære blev derfor forurenet af lavere bevidsthedskræfter, der har skabt splittelse og usikkerhed og "tværet disse store verdensreligioners dyrkere og tilhængere ud i mange mere eller mindre urene trossamfund, sekter og 'politiske' partier." (10)

Trosreligionerne kan kun give deres tilhængere en foreløbig tryghed i tilværelsen gennem tilliden til Gud og et kærligt Forsyn. For idet de snarere taler til følelsen end til intellektet, giver de ikke et fundamentalt overblik over tilværelsen. Deres dogmer og trossætninger kan ikke begrundes strengt logisk, og de må derfor give op over for en nøjere beskrivelse af planen for tilværelse.

I de sidste 400 år har menneskenes intelligensudvikling taget vældig fart. Gennem egne erfaringer og selvstændig tænkning har de søgt at tilegne sig objektiv viden om den materielle verden, og med deres nyerhvervede sans for dagklar logik har de gradvist frigjort sig fra religionerne. Resultatet af denne udvikling er velkendt. På det politiske plan er fortidens enevældige styreformer blevet erstattet af demokrati over store dele af kloden, mens den stærkt forøgede viden om naturens materielle kræfter og processer har resulteret i det overflødighedshorn af avancerede tekniske hjælpemidler, menneskene i dag råder over.

Mange af de grundliggende spørgsmål om tilværelsens plan og opbygning, som trosreligionerne beskæftigede sig med, men ikke kunne besvare fyldestgørende, har videnskaben dog ikke været i stand til at finde en tilfredsstillede løsning på. Den har på forbilledlig vis kortlagt den stoflige verden, men den står endnu ved grænsen til den åndelige verden, som rummer svaret på livets gåde. Naturvidenskabens begrænsning viser sig ikke mindst ved, at selv om den har givet menneskene adgang til et ocean af fysiske energiressourcer, har den ikke været i stand til at sikre, at disse enorme energier blev anvendt konstruktivt i næstekærlighedens tjeneste. Det har imidlertid heller ikke været naturvidenskabens mission. For som Martinus fortæller, har den netop skullet bringe virkningerne af menneskehedens destruktive tilbøjeligheder frem til sin endelige kulmination. Uden hjælp fra naturvidenskab og teknik havde det ikke været muligt at frembringe det ragnarok, der har sat sit præg på det 20. århundrede. Og uden mørkets kulmination ville de efterfølgende lyse tilværelsesplaner ikke kunne eksistere. Det er en af Martinus' store fortjenester, at han gennem grundige analyser påviser, at mørket er en absolut nødvendig forudsætning for, at vi overhovedet kan opleve livet. Set i et kosmisk perspektiv er verdens aktuelle tilstand med krige, politiske kriser, økonomisk ulighed, forurening og social nød derfor ikke et resultat af fejludvikling, men et nødvendigt og uundgåeligt led i udviklingen. Den giver os de erfaringer, der er forudsætningen for, at vi senere vil kunne leve og begå os i fremtidens gennemhumaniserede samfund.

Åndsvidenskaben kan ses som en syntese mellem human religiøsitet og naturvidenskab, idet åndsvidenskaben bekræfter grundlæggende sandheder inden for de højere religioner og inden for videnskaben. Som de højere religioner betoner åndsvidenskaben næstekærlighed som den væremåde, der fører til frigjorthed og til fred med omgivelserne og med Gud, og som videnskaben hævder åndsvidenskaben, at sandheden er logisk og lader sig teste ud fra erfaringen.

De drastiske lidelseserfaringer, som er blevet det 20. århundredes menneskehed til del, og som endnu ikke er afsluttet, vil endegyldigt lære menneskene, at krig ikke kan skabe fred og retfærdighed. Trosreligionernes forkyndelse var ikke nok til at overbevise om dette. De var en midlertidig ordning, som kunne støtte det endnu uselvstændige og autoritetstro menneske. Alle levende væsener må imidlertid gøre deres egne erfaringer og derved indse, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Først da vil de være virkelig interesserede i teoretisk viden. Og de vil da sætte al deres vilje og energi ind på at overholde næstekærlighedsbudene. Men da er der ikke længere tale om en "trosreligion", men om begyndende åndsvidenskabelig indsigt og erkendelse.

De humane træk, som flere samfund rundt om i verden allerede i dag i nogen grad udviser, vil brede sig til resten af kloden. Martinus lægger ikke skjul på, at processen vil kunne komme til at gå endog vældigt stærkt, når først afspænding, social retfærdighed og næstekærlighed accepteres som det uomgængelige, fælles udgangspunkt for alle politiske bestræbelser. (11) Efter en eller flere krige har rystet verden, vil man blive enige om at oprette en verdensregering. Alle våbenarsenaler vil bliver overdraget til denne regering, og herefter vil det ikke længere være muligt at føre krig på jorden. Verdensregeringen vil desuden etablere et nyt fordelingssystem. Ved at udnytte den industrielle og automatiske produktion fuldt ud, vil man let kunne dække den samlede menneskeheds nødvendige materielle behov. Martinus forudser, at man med få ugentlige arbejdstimer vil kunne sikre "en altbefordrende, glæde-, lykke- og velsignelsesgivende velstand" til alle. (12) Hermed vil alle former for klassekamp være fuldstændig afskaffet og den øgede fritid vil kunne bruges til studier og kunstneriske aktiviteter. Åndsvidenskaben indvarsler således den periode i historien, hvor Jesu forkyndelse og de øvrige højere religioners kernesandheder vil blive endeligt klarlagt, og deres moralforskrifter realiseret på det materielle plan i et globalt fredsrige.

Med denne grundlæggende indsigt i menneskets udviklingshistorie og placering i det kosmiske spiralkredsløb vil historiens perioder og kulturer blive forstået som nødvendige udviklingsstadier på vejen mod fremtidens harmoniske samfund. Tvivlen om menneskehedens fremtidsudsigter vil være forsvundet, og det vil være åbenbart, at historien er identisk med udførelsen af en stort anlagt og helt igennem kærlig plan. Det betyder igen, at det vil være let at forsone sig med fortidens ufuldkomne samfund. Man vil kunne tænke tilbage på dem med taknemmelighed, fordi de vil blive forstået som nødvendige trin i udviklingen.

Historien vil heller ikke længere blot blive set som et udtryk for artens, racernes og de enkelte folks udvikling, men i højere grad som et spørgsmål om de enkelte individers personlige udviklingsproces. Gennem en videnskabeligt dokumenteret klarlæggelse af reinkarnationens mekanisme, vil man se, at historiens skiftende scener har givet hvert enkelt individ præcis de udviklingsmuligheder, det havde behov for på dets vandring gennem mørket mod lysets verden.

Desuden vil man se, at historien er udtryk for et lovbundet mønster, og at tilfældigheder slet ikke kan forekomme. Mens historieforskningen i dag temmelig detaljeret har klarlagt de historiske forløb, har den vanskeligt ved at finde en dybere begrundelse for, at historien udvikler sig som den gør. Martinus' kosmologi viser imidlertid, at den historiske udvikling beror på et intimt samarbejde mellem menneskeheden og jordkloden. De store kollektive bevægelser og udviklinger, der finder sted i historien, er derfor ikke så meget et spørgsmål om menneskelige afgørelser som om beslutningsprocesser i jordklodens bevidsthed. Martinus skriver herom: "Jordklodens ånd, dvs. dens jeg i forbindelse med dens vilje og bevidsthed, er den højeste autoritet i jordens område. Alle andre magtfaktorer såsom stormagter, præsidenter og konger har slet ikke den autoritet, man i almindelighed tillægger dem.

Jordjeget og dets åndelige kræfter er klodens absolut suveræne eller virkelige konge. Om en såkaldt stormagt skal falde eller den skal gå frem, om en race skal udvikle sig i den ene eller den anden retning, om landegrænser skal lægges her eller der, om nationerne skal forenes til én verden, eller de skal blive ved med at være adsplittede og bekrige hverandre, er spørgsmål, der kun kan afgøres af jordens sande konge, jordånden eller jordjeget." (13) Når først det erkendes, at historien skabes i et samarbejde mellem menneskene og jordkloden som et levende væsen, kan det enkelte menneske meget mere bevidst samarbejde med de positive kræfter i jordklodens bevidsthed, og dermed fremme både jordklodens og dets egen udvikling mod at blive kosmisk bevidste og næstekærlige væsener.

 

 
Det har været karakteristisk for historievidenskaben, at den har svinget usikkert mellem en optimistisk og en pessimistisk forventning til fremtiden. Den har haft svært ved at forene de to opfattelser, og hvadenten den har set mennesket som selvisk og grusomt, eller den har hæftet sig mere ved dets evne til at ofre sig og tjene næsten, har forhåbningerne til fremtiden været præget af tvivl og usikkerhed. Om mennesket gik sin undergang eller en lys fremtid i møde, har i højere grad været et spørgsmål om temperament end gennemført logisk argumentation. Det forløsende ved Martinus' kosmologi ligger ikke mindst i, at den forener de to synspunkter i en tankevækkende, ny syntese. Ved omhyggeligt at gøre rede for, at den dyriske arvs formidabelt lidelsesbefordrende manifestationer skal opfattes som en uddøende arts dødskramper, og ved samtidig at påvise, at samtidens kærlighedshungrende jordmenneskehed bærer fremtidens kærlige, tolerante og forstående menneskelighed under huden, har Martinus vist, at forestillingen om global fred ikke kun er et fromt håb, men en realistisk forventning.

Noter
(6) Livets Bog 4, stk. 1301.
(7) Mark 4,31-32.
(8) Joh 16,12-13.
(9) Kulturens skabelse, kap. 15.
(10) Livets Bog 4, stk.1344.
(11) Jf. Martinus: "Mennesket og moralen eller livets færdselsregulering", Kosmos 8/1998, s. 147.
(12) Livets Bog 4, stk. 1333.
(13) Martinus: "Jordmenneskenes skytsengel nummer ét", Kosmos 5/1984, s. 98.