Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Tyv tror, hvermand stjæler," siger man, og det er den tanke, der ligger bag Martinus' artikel på de følgende sider. Her drejer det sig dog ikke om at stjæle, men om at sprede frygt og selv blive offer for den.

Jeg husker en af min barndoms somre, hvor jeg i to dage var besat af frygt for – ja, for ørentvister! Vi boede i et lejet sommerhus, hvor disse harniskklædte smådyr levede i sprækker og revner, bag paneler og mellem de solvarme brædder, som huset bestod af. Om aftenen, når man lå i sin seng, kom de frem overalt i mørket. Man kunne høre dem pusle på tapetet, og et lille, hårdt smæld forkyndte, at nu havde en ørentvist forvildet sig hen over loftet og var faldet ned på dynen.

Min frygt for disse smådyr, som i øvrigt er komplet uskadelige, opstod ved en slags "smitte". Det var nemlig min mor, som startede med at være bange for dem, og hendes frygt gjorde os andre helt paranoide. Hun indledte et hektisk commandoraid, og her fik hun assistance fra os andre. Da ingen kunne udholde lyden eller synet af en ørentvist, som blev mast, endte det med, at vi nænsomt indsamlede dem i tomme tændstikæsker, som vi tømte i en spand vand med et par dråber sulfo i, så de stakkels dyr ikke skulle kæmpe i flere minutter.

Nu sagde jeg, at min frygt kun varede i to dage. Hvad fik den til at ophøre? Det gjorde en beslutning. For jeg endte jo med at se ørentvister overalt. Det var, som om min frygt lokkede dem frem, og om natten drømte jeg, at de krøb ind i mine ører og bed mig og kneb mig med deres kæber og tænger. Derfor gav jeg op og sluttede kampagnen for mit eget vedkommende. Nu ville jeg ikke blot tåle dem, jeg ville også betragte dem som husets sande beboere og mig selv som høflig gæst. Fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at efterstræbe dem, og jeg hilste dem med et "godmorgen", når de i daggryet kom vandrende op over dynen. Kort sagt, så blev de mine venner, og jeg sagde endda pænt undskyld for den terror, jeg havde udsat dem for. Dermed var min frygt med ét slag borte, og det var en stor befrielse. Senere har jeg læst, at indianere og eskimoer gør det samme. De snakker med dyrene og betragter dem som ligeværdige partnere, som de under ingen omstændigheder må fornærme eller behandle respektløst.

Hvor ville jeg ønske for alle verdens folk, at vi med respekt kunne se hinanden i øjnene som ligeværdige partnere. Ikke sådan at forstå, at vi alle er lige gode til alting, men vi er alle – og det gælder også dyrene – værdige til respekt. I særlige situationer kan vi måske blive nødt til slå ihjel som et mindste onde. Men det må ske med respekt. Det er Martinus' særlige fortjeneste, at han har skabt en videnskab, som viser, at denne respekt ikke er noget sentimentalt sludder. Der er en dyb alvor og logik bagved, som kan forstærke den følelse, de fleste vistnok har, at det er forkert at dræbe. Se mere herom i artiklen på de næste sider og i Martinus' mange bøger. Alt dette ligger parat, når menneskene engang beslutter sig til at holde fred og slippe af med frygten.